Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Alien: Isolation

Creative Assembly har sat sig for at give fansene det ultimative Alien-spil. En skrækslagen og imponeret Oliver Thulin fælder den endelige dom.

Efter den massive fiasko, som Aliens: Colonial Marines var, havde de fleste Alien-fans, mig selv inkluderet, opgivet ethvert håb om nogensinde at få et spil, der kunne gøre serien ære. Det føltes trist og uretfærdigt. Men når jeg nu ser tilbage på filmserien, var det aldrig det actionbrag, vi fik og forelskede os i med den anden film, som jeg længtes efter at opleve i et spil. Det var følelsen af at være jaget og iagttaget af et intelligent monster, med vældigt få ressourcer og isoleret fra enhver form for redning, jeg ville se. Selv hvis Aliens: Colonial Marines havde været hundrede gange bedre end det viste sig at være, havde det ikke budt på sådan en oplevelse. Men det gør Alien: Isolation, med stort overskud.

Alien: Isolation
Dette er en annonce:

Tonen bliver sat, allerede inden man når hovedmenuen. 20th Century Fox-logoet bliver vist i al sin pragt med et herligt retrofilter, der får det til at se ud som om man kigger på et gammelt, slidt VHS-bånd, komplet med forvrænget lyd. Den retro-futuristiske stil (det vil sige, sådan man troede fremtiden ville se ud i 70'erne) er så fejlfrit og elskeligt gengivet at enhver Alien-fan må overgie sig. Det lyder lidt kliche-agtigt at sige, men det føles virkelig som om man træder ind i Ridley Scotts gyserklassiker allerede fra første øjeblik.

Dette er en annonce:

Du spiller rollen som Amanda Ripley, Ellens datter, der arbejder som ingeniør for Weyland-Yutani, og spillets handling foregår femten år efter hændelserne i den første film. Hun finder ud af, at rumstationen Sevastopol er i besiddelse af Nostromos sorte boks, og får et lift af skibet Torrens så hun en gang for alle kan få lidt indsigt i hvad der skete med hendes mor. Og det viser sig hurtigt at hun har arvet sin mors held, for der går ikke længe, fra hun vågner af sin cryosøvn, til alt går ad helvede til. Inden Amanda går om bord på stationen bliver hun adskilt fra sin gruppe, hvilket gør at hendes første prioritet er at genoprette kontakten med kollegerne, og sådan begynder det hele.

Alien: Isolation

Alien: Isolation er en af de mest intense oplevelser, jeg nogensinde har nydt. Især de første fire eller fem timer er tæt på at være perfekte i tempo. Når du går om bord på Sevastopol, behøver du kun kaste et hurtigt blik omkring dig for at se, at her er sket eller sker noget forfærdeligt. Stemningen er så tyk, at du næsten kan mærke duften af plastik, elektronik og død. En stor del af æren for den fortjeneste tilfalder det absurd gode lyddesign. Musikken er for det meste så subtil, at man knapt bemærker den, mekaniske anordninger rasler ildevarslende, computere blinker og bipper, og man hører ikke sjældent noget rumstere i ventilationskanalerne. Hele scenariet minder om det, man finder i Dead Space. Det er tydeligt at Sevastopol, ganske som USG Ishimura, har været arbejdsplads og beboelse for ikke så længe siden, og det gør det så meget lettere at leve sig ind i situationen.

Spillet tager virkelig sin tid til at få spilleren i det rette humør, inden det fyrer det tunge artilleri af i ens ansigt. Der går timer, inden man får sit første glimt af monstret, man kommer til at elske at hade i løbet af spillet. Men i Alien: Isolation er der meget mere at bekymre sig om end dette ene væsen. På Sevastopol er der andre overlevere, strandede mennesker der allerede har levet med og lidt under den skræk, Amanda endnu ikke har mødt. Kaosset er et faktum, og alle er farligt paranoide. Vil du holde dig fri for skudhuller, gør du altså klogt i at holde god afstand til disse folk og være diskret i din fremfærd. Stationen vrimler desuden med Seegson-fremstillede "Working Joes", budget-androider som modsat Weyland-Yutanis versioner ikke er særligt menneskelige i deres udseende. De er ikke det mindste søde og ganske svære at besejre.

Alien: Isolation

Den mest rammende måde at beskrive Alien: Isolation på, er måske at se det som en blanding af strukturen fra Metroid Prime (minus alle supermissiler, bomber, kugleangreb og plasmastråler) og sårbarheden og nødvendigheden af at liste fra det relativt nye Outlast. Du har konstant et mål, en motivation som fører dig fremad, men det er sjældent at du tvinges i en bestemt retning, og for det meste står det dig frit for at udforske Sevastopols mange rum, afkroge og omgivelser. Du starter helt tomhændet, men får snart fingrene i nødblus og en stor skiftenøgle, der lader dig åbne visse af spillets forseglede døre. Efterhånden som spillet skrider frem, får du adgang til nyt og bedre værktøj som skærebrænder og dekrypteringsapparat, der muliggør yderligere udforskning.

Alien: Isolation holder dig virkeligt ikke i hånden. Det er op til dig at forsyne dig selv med den bedst mulige chance for at overleve. Du kan samle komponenter, der lader dig bygge forskellige genstande som forbindinger, EMP-granater, molotovcocktails og så videre, ikke ulig systemet fra The Last of Us. Det er livsvigtigt at studere kortet, så du kan planlægge din vej frem, især når der er ildesindede fjender i området. Dit helbred regenererer ikke, og der er ingen checkpoints (kun mellem de forskellige kapitler), så vil du gemme dine fremskridt, må du finde en af spillets strategisk placerede gemmestationer. Der er meget, der kan gå galt, men det er også det, som gør alle konfrontationer så ulideligt spændende.

Alien: Isolation

Og lad os så tale om hovedattraktionen, xenomorphen selv. Selvom den ikke viser sig i den første time eller to, mærker man konstant dens tilstedeværelse. Jeg følte mig jaget og iagttaget fra start til slut, selvom det ikke er alt for ofte, den aktivt forsøger at dræbe dig. Creative Assembly har på forhånd talt om, hvordan deres største prioritet har været en overbevisende kunstig intelligens for monstret, og det er skønt at se i hvor høj grad, det er lykkedes. Væsenet følger ikke en forudbestemt rute gennem banen, og det er i princippet umuligt at forudse hvor det vil søge hen og bygge en strategi ud fra det.

Derfor tog det mig som gammel stealth-veteran lidt tid at vænne mig af med gamle normer, der er etableret i genren. At begive sig forbi et rum fyldt med fjender i Metal Gear Solid kan sammenlignes med et puzzle; man studerer fjendernes ruter og udnytter deres blinde vinkler for at liste sig forbi. Sådan fungerer det ikke rigtig i Alien: Isolation, hvor xenomorphen kan befinde sig på vidt forskellige steder, hver gang du forsøger at tackle en situation. Den er ikke en sikkerhedsvagt, der patruljerer et bestemt område og rapporterer eventuelle fund til hovedbasen, den er der for at finde og dræbe dig.

Alien: Isolation
Alien: Isolation
Alien: Isolation
Alien: Isolation
Alien: Isolation
Dette er en annonce: