Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Xenoblade Chronicles X

Et must-have for alle genre-fans. Dette er den dybeste, mest komplette JRPG på enhver konsol.

Dette er en annonce:

Monolith Soft har formået at tilføje et andet unikt twist til JRPG-genren. Hvis man ser Xenoblade Chronicles som et spil, der pressede samtlige hestekræfter ud af den begrænsede Wii, så har de gjort præcis det samme med Wii U, til trods for det kommende Zelda-spil. Med den undtagelse i mente, kommer du ikke til at se noget så imponerende på din Wii U, som du gør med Xenoblade Chronicles X. Nu hvor vi faktisk tænker over det, så kan selve oplevelsen ikke sammenlignes med noget andet, på nogen anden konsol.

Xenoblade Chronicles X smider dig af på planeten Mira som en del af BLADE-holdet, der får opgaven at genopbygge byen New Los Angeles, og lige fra starten er spillet fuldt fokuseret på én ting: du er ny, du ved ikke hvordan man gør noget som helst, og derfor skal du lære det hele. Det gør du på den hårde måde, for spillet har stort set ingen tutorials. Det er lang tid siden at vi har gennemchecket en manual så mange gange, som vi har gjort her. Det føltes ret old-school på den bedst tænkelige måde.

Spillet har undervist os, og lært os dets systemer fra starten af. Efter at have skabt din karakter, vågner du en regnvåd nat i et cryo-kammer, nærmest nyfødt. Vores første skridt på Mira udgør en kamp mod den lokale fauna, indtil vi når en lille bakke hvor vi, for første gang, kan skue udover kontinentet Primordia, hvor byen skal ligge, hvor kolonien vi bor i er placeret. Landet strækker sig så langt øjet rækker, og er fyldt til randen med monstre som er meget stærkere end vi er nu, og det er kun toppen af isbjerget.

Der er masser af at gøre, og alle opgaver tilbyder forskellige former for kompleksitet. Der er både de traditionelle "dræb x antal"-opgaver og "saml x antal objekter op"-opgaver at finde her, men hvis du ønsker mere dybe udfordringer, kan du tale med karakterer der er spredt omkring i byen, og høre deres personlige historier. Disse ender i en opgave, og tilbyder både gode historier, samt opgraderinger til våben og evner.

Dette er en annonce:

Til sidst er der hovedmissionerne. Du skal møde meget bestemte tekniske krav for at få adgang til disse, og det er alt lige fra at du skal have udforsket en hvis procentdel af de nærliggende områder, til at gennemføre et vist antal af sidemissionerne. Størstedelen af historien afvikles her, men uden at ødelægge historien for jer, så starter det lidt langsommere end i Xenoblade Chronicles, men det bliver dog ganske interessant gennem en række spændende begivenheder, der hver især introducerer en lang række alien-racer. Det skaber en skøn dynamik i fortællingen, og universet omkring historien er sublimt.

Selve dybden som Xenoblade Chronicles X kan nå er fuldstændig sindssyg, og nogle gange er det ikke til at tro sine egne øjne. Et eksempel på dette, er butikkerne i spillet. Ja, du kan købe våben og andet grej, men du kan også investere i firmaerne der fremstiller disse, og tjene på det. Hvis du ikke kan lide det grej som butikkerne tilbyder, kan du bare lave dit eget, ved at finde plantegninger omkring i verdenen. Derudover kan du også, ved at bruge selvsamme tegninger, designe passive magier til hele dit hold. Alt dette gøres ved at indsamle ressourcer i felten, og fra faldne fjender selvfølgelig. Xenoblade Chronicles lader dig pille ved hver eneste detalje.

Det samme gælder for dine fede Skells. Det er først langt inde i eventyret at du får lov til at styre disse gigantiske robotter, og de kan transportere dig igennem Mira langt sikrere og hurtigere. Der er flere typer, og det er svært tilfredsstillende at begynde at bygge sin egen Skell fra bunden af: vi malede vores i Samus Aran fra Metroid-serien's farver, og begyndte at armere den med to primære våben, seks gadgets og en lækker rustning. Du designer dit eget mekaniske mareridt, dit eget masseødelæggelsesvåben.

Xenoblade Chronicles XXenoblade Chronicles X

Xenoblade Chronicles X går så meget dybere end sin foregænger, og det er specielt tydeligt i spillets kampsystem, en blanding af real-time og tur-baseret kamp, der sætter fokus på selve positioneringen når du skal op imod en fjende. Derudover er det muligt at taktisk afhugge lemmer, som gør fjenden sårbar. Der er 16 forskellige kriger-typer at vælge imellem, der alle kan tilpasses som du lyster, og hver af disse kan som sagt designe sin egen Skell fra bunden, så derfor får de taktiske muligheder en komplet uanet dybde: alt fra tanks der absorberer al skaden, til en healer eller specialist-klasser, der kan levere hård skade.

Kampsystemet er en af de hjørnesten som gameplay-mekanikkerne bliver bygget på. For at kunne udforske Mira, skal du igennem tonsvis af stærke fjender, og at kunne kæmpe imod dem på en tilfredsstillende måde er altafgørende for en udforsker i denne verden. At gå op imod et væsen i samme level som dig selv, og angribe frontalt, betyder tit at kampen bliver unødvendigt lang. Enten det, ellers møder du hurtigt din ende. Hver fjende har en eller flere svagheder, og ved at sigte direkte efter disse, så kan du drastisk forbedre dine chancer for succes. Vores råd: kig efter en af de svage punkter fra start af, og påbegynd dit angreb ved at ramme præcist. Ulig sin foregænger lader Xenoblade Chronicles X dig skifte imellem nærkamp og skydevåben når du har lyst, og det skal du benytte her.

Dog er den ægte stjerne stadig planeten Mira, som nok er den største åbne verden, som vi har fået i løbet af denne konsolgeneration. Vi sætter virkelig pris på, at Xenoblade Chronicles X er konsekvent og sammenhængende i forhold til designet af den åbne verden, og selvom den er fuldstændig gigantisk, så er der ingen usynlige vægge der blokerer dig fra resten af den. Hvis du ser et sted du ønsker nå i kanten af dit synsfelt, så kan du nå det sted ved enten at gå, svømme eller flyve. Vi ved ikke helt hvor stort spillet er, men vi har fået at vide, at det er næsten tre gange så stort som The Witcher 3: Wild Hunt.

Hver af de fem kontinenter der udgør Mira har deres egne særpræg, nemlig specifik fauna og forskellige klimaer, som både påvirker udseendet, men også ens evner i kamp. Primordia, det første kontinent, er græsland med en rolig atmosfære, hvor du finder store flokke af blide græssende dyr, og meget få farlige væsner. Andre kontinenter er meget anderledes, såsom det sandstormblæste Oblivia, der nærmest ligner Tatooine.

Xenoblade Chronicles X
Xenoblade Chronicles XXenoblade Chronicles XXenoblade Chronicles X

Det fantastiske tekniske arbejde bør også få et skulderklap med på vejen. Spillet er bundsolidt, og et teknologisk mesterværk. Det er nærmest magisk, den måde spillet tilbyder fede effekter, fantastisk grafisk distance og en sans for detalje, alt imens det bibeholder en fast billedehastighed på 30fps. Vigtigst er det dog at nævne, at vi ikke lagde mærke til en eneste teknisk fejl, til trods for at vi har spillet mange, mange timer. Dog har fjenderne det med at poppe ind og ud, når man rejser hurtigt på tværs af Mira, og det er prisen man betaler for at have en gigantisk verden, der ikke er opdelt af en eneste loading-skærm.

Der er to måder at se Xenoblade Chronicles X på. Allerførst er der dem der ankommer friskt til JRPG-genren, helt uden viden om Monolith Soft og Tesuya Takahashi, og de vil se et fedt spil uden nogen kontekst fra tidligere spil i serien. Så er der dem der forventer en fed efterfølger til Xenoblade Chronicles, og de vil måske være en smule skuffede over det lidt tynde plot, der, selvom det fastholder spillerens interesse, ikke når de episke højder som sin forgænger. Det samme kan siges om soundtracket: rock og elektroniske rytmer føles naturligt i det futuristiske miljø, men musikken er dog ikke lige så catchy som i Xenoblade Chronicles.

Multiplayer videreudvikler singleplayer-delens solide fundament. Man kan enten slutte sig til hold med spillere fra alle verdens afkroge, eller danne et hold med vennerne, hvor hver person skal udfylde en rolle. Alle kan spille deres eget spil, men deler samme mål. Det er en genial måde at sammensmelte to ellers adskilte dele af spillet på. Derudover møder man konstant små repræsentanter fra andre spillere, som man kan hyre som følgesvende, og bruge i kamp.

Der findes ikke et perfekt spil, men vi synes, og det reflekterer vores endelige score, at dette spil fortjener den mest bedste anbefaling muligt. Xenoblade Chronicles X er et fantastisk afrundet spil. Der er så meget at gøre på planeten Mira, lige fra små opgaver til storeslåede eventyr alene eller med fire andre spillere online. Der er så meget at give sig til, at man glemmer verdenen rundt om en - tiden flyver når man har det så sjovt.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
+
Teknisk det bedste spil på konsollen, bundsolidt fra et teknisk synspunkt, en gigantisk åben verden, stor sans for detaljer og tilpasning.
-
Plottet bliver lidt tyndt, små visuelle fejl grundet den ambitiøse sandkasse.

Et andet syn

Katrine Baumgardt:

Okay, så jeg har meldt mig lidt ud af samfundet her på det seneste. Jeg har egentlig slet ikke været til stede her på jorden. Da jeg fik Xenoblade Chronicles X i hænderne drog jeg straks afsted til planeten Mira og har været uden for rækkevidde indtil nu. Nu er jeg nemlig vendt tilbage, men kun lige for at fortælle jer, hvad planeten har at byde på. Og så skal jeg helt sikkert afsted igen!

Historien i Xenoblade Chronicles X starter, ved jordens slutning. Vores kære planet bliver nemlig tilintetgjort af ukendte gerningsmænd fra rummet. Et sikkerhedssystem sættes i gang på jorden, og der bliver sendt massevis af rumskibe fyldt med overlevende ud i rummet. Det er dog langt fra alle rumskibene, der slipper væk fra angrebet, men skibet The White Whale er en af de heldige, der gør. Efter nogen tid bliver The White Whale indhentet af de samme angrebsmænd fra tidligere og ender med at nødlande på den fremmede planet Mira. Det er her, du vågner. Efter lang tid i en mindre slags rumkapsel, bliver du fundet og vækket af kvinden Elma. Din hukommelse er væk, og du husker hverken angrebet eller nødlandingen. Men Elma sørger derfor for, at du kommer sikkert tilbage til hovedkvarteret, der er en kæmpe by ved navn New Los Angeles, som menneskerne i mellemtiden har bygget. Herfra starter kampen for menneskehedens overlevelse mod aliens og denne nye planets fauna og vildt.

I denne kamp for overlevelse har man skabt korporationen BLADE. Her arbejder kompetente mennesker indenfor 8 divisioner: Pathfinders, Mediators, Outfitters, Prospectors, Curators, Reclaimers, Harriers og Interceptors. Alle divisioner har deres eget fokusområde, som fx at udforske planten, udarbejde og vedligeholde udstyr, at nedkæmpe truende dyr i naturen og lignende. Og du får selvfølgelig lov til at vælge, hvilken gruppe du gerne vil tilhøre.

Det er dog langt fra kun dette hovedplot, der er fokus på igennem spillet. Xenoblade Chronicles X indeholder utroligt mange facetter og nuancer. Der er fx et tons af sidemissioner, hvoraf de fleste bidrager med en rigtig god oplevelse og historie. Ikke alene kan man samle disse sidemissioner op hos New Los Angeles' forskellige indbyggere og derved få et indblik i, hvordan hverdagen og livet forløber sig her på den nye planet, men man kan også lære de personer på ens hold bedre at kende. Dette sker igennem Affinity-missioner. Affinity er noget, du opbygger med karaktererne omkring dig, gennem valg du træffer, ved at fuldføre missioner eller endda blot ved at kæmpe som en sammenhængende enhed i kamp. Når dette affinity niveau når en vis højde - hvilket kan ses på et kæmpe skema i menuen - bliver der låst op for disse affinity-missioner. Det er personlige missioner, der bringer dig tættere på karaktererne på dit hold. På den måde kan du opbygge et forhold til disse personer. Monolith Soft har virkelig sørget for at give spillet en kæmpemæssig historisk dybde. Alle karaktererne føles levende og virkelige - uanset om det blot er en barista på den lokale café, der har problemer med espressomaskinen, eller en af dine holdkammerater der sørger over tabet af sin kone og datter, så føles de alle ægte. De har bestemt skabt en levende og farverig by, der er en fornøjelse at udforske.

Man skulle måske tro, at eftersom ens karakter lider af hukommelsestab og derfor er omtrent ligeså blank som én selv i spillets begyndelse, så vil man støde på mange tutorials og en del håndholdning fra spillets side. Men det er ikke tilfældet. Desværre. Det krævede derfor en hel del at sætte sig ind i og forstå hvordan alt lige fra kampsystemet til byens mange muligheder fungerede. Det krævede manualer og mange timers hovedkløning og rynket pande. Det hjælper nok heller ikke på det, at Wii U systemet er ret nyt for mig, og jeg ikke alene fór vild i spillets kontroller men også på Wii U GamePad'ens knapper og touchskærm.

Måske netop fordi jeg var ny til både Wii U-konsollen og til spillets kontrolsystem, tog det mig en farlig masse tid at få styr på, hvordan kampsystemet på maskinen egentlig virker. Men her er så, hvad jeg fandt ud af om kampsystemet. Din karakter angriber automatisk med enten et ranged eller et melee angreb. Du kan selv til enhver tid bytte rundt på, hvilket våben du vil bruge, med et simpelt tryk på X knappen. Udover dette standardiserede, automatiske angreb findes også forskellige abilitys, som i Xenoblade Chronicles X kaldes arts, på en bar nederst på skærmen, som vi bedst kender det fra RPG's eller MMORPG's. Man manøvrerer gennem disse arts ved hjælp af D-pad'en. Så langt så godt. 
Det mere udfordrende lå dog i at forstå de strategiske tilgange til kampene, og hvordan disse bedst blev udnyttet. For det første kan man angribe bestemte dele af større fjender såsom deres ben eller hoved for at ramme dem, hvor de er svagest. Men forud for en kamp kan man også indstille karakterernes såkaldte "Soul Voices". Soul Voices er det karaktererne råber under kamp for fx at gejle hinanden op, bede om at blive healet eller lignende. Og disse giver så anledning til helende bonusser. Disse Soul Voices er delt op i kategorier såsom melee eller ranged, så hvis du når at bruge en art i den matchende kategori kort efter en Soul Voice er blevet brugt, kan du hele dit hold. Og dette kan betyde liv eller død i enhver kampsituation.
De føromtalte arts låses op gennem spillets skilltree. Her kan man vælge mellem tre forskellige grene. Man starter som Drifter og kan derefter vælge imellem den offensive Striker, der fokuserer på både skydevåben og sværd, den damage-fokuserede commando, der giver mulighed for at svinge både to pistoler og to sværd, og til sidst den mere defensive Enforcer med fokus på skydevåben. Det smarte er dog, at selvom man vælger én gren, kan man til hver en tid hoppe over på en anden uden videre. Godt nok har man ikke samme niveau i de nye arts så, men det giver én muligheden for at afprøve de forskellige strategiske tilgange i løbet af spillet.

Og lige som man tror, man begynder at have forstået kontrollerne, bliver man introduceret for noget helt nyt - en såkaldt Skell. Dette er en styrbar robotdragt, som du endelig får lov at sætte dig bag rattet i. Og når du først sidder der, bliver alt muligt. Du kan undersøge steder, du før kun drømte om at se, og smadre de fjender, der før har sendt dig skrigende over bakkerne. Selv så langt inde i spillet bliver man igen overvældet af nye muligheder og missioner. En fantastisk følelse, må jeg sige.
Men man må ikke tro, at efter denne første Skell, er der ikke mere at opnå. Undervejs i spillet kan man nemlig bygge videre på sin Skell, købe andre modeller og opgradere dem, ligesom man kan med sit normale armor. Så nu kan man altså opgradere både sit eget armor, sin egen Skell og hele holdets også. Ja der er nok at give sig til - selv over 55 timer inde i spillet.

Så med alle disse muligheder, kan spillet hurtigt blive ret så forvirrende - især på grund af den manglende oplæring og tutorials. Men jeg tror dog, at dette er en del af hele spillets ånd. Spillet opfordrer nemlig til og belønner i høj grad sine spillere for tålmodigt at udforske planeten. Det kan være i form af nye spændende missioner, der gemmer sig rundt omkring, eller bare nogle fuldstændig bjergtagende udsigter. 
Som tidligere skrevet var det en fornøjelse at gå på opdagelse i byen New Los Angeles, fordi man hele tiden stødte på spændende individer eller endda muligheder for at investere i byens forretninger og forskning. Men faktisk var det langt fra her jeg brudte størstedelen af tiden. Det er nemlig ude i Miras natur.
Ligesom byen føles levende og dynamisk, gør naturen det samme. Hvert område har sin egen karakteristika. Mens startområdet Primorida er fyldt med bjerge og græssletter, bevæger man sig senere over i Noctilum, der med sine mange vandfald, eksotiske planter og farver virkelig slår fødderne væk under én. Spillet ligger på alle måder op til, at man tager rejsen stille og roligt og nyder hvert et skridt. Med de manglende tutorials tvinges man som spiller til tålmodigt at prøve sig frem, og med det fantastiske design af planeten har man slet ikke lyst til at skynde sig. 
Naturen føles dynamisk og levende på den måde, at den ikke er inddelt i lav-levels zoner og høj-levels zoner. Dyrene omkring dig er sin egne, og selv som en sørgelig level 5 BLADE kan du støde på en majestætisk level 45 dinosaurlignende kæmpe, der med ét vrik med halen kan gøre en ende på din rejse. Så ja, levende og dynamisk er det. Men du kan måske også forestille dig, hvor mange uheldige og vredesfremkaldende situationer et sådant møde med en level 45 dino kan være.

Det er især her tålmodigheden for alvor kommer på prøve. Ikke bare fordi det er umådeligt træls at blive nedslagtet på vej mod sit mål men også på grund af spillets nådesløshed. Efter en sådan uheldig død starter man nemlig ikke bare, hvor man sluttede. Næh, du starter derimod ved det sidste checkpoint, du kom forbi - og det kan være langt væk vel og mærke. Denne nådesløshed harmonerer ikke særlig godt med spillets gør-det-selv indstilling til indlæring eller dets opfordring til at udforske. Det føles som om, man tager to skridt frem og et tilbage.

Og apropos frustrationsfremkaldende elementer. Ganske vist skal vi hen i småtingsafdelingen for at finde det næste her, men det var alligevel noget, der nåede at gå mig på undervejs. Mens omgivelserne er designet og udarbejdet utroligt flot, kunne man godt ønske sig at karaktererne havde fået lidt mere af denne kærlige hånd. Det ellers ret gode stemmeskuespil bliver gjort helt til skamme, fordi animationen af karakterenes mundbevægelser er utroligt dårlige. Det minder mest af alt om en utrolig dårligt eftersynkroniseret film. 
Som sagt er det en ganske lille ting, men som resultat af dette, synes jeg, at mange af de første cutscener virkede utroligt lange og kedsommelige. I starten havde spillet svært ved at holde min opmærksomhed under disse scener, og det gav resulterede i en langsom opstart. Men så snart jeg lærte at se bort fra denne smertefuldt dårlige animation, begyndte at investere mere i karaktererne omkring mig, og historien tog fart, var cutscenerne ikke længere et stort problem.

Og når det kommer til Wii U systemets tilhørende GamePad, formåede Xenoblade Chronicles X at gøre den til en naturlig del af spillet. Den ekstra touchskærm fungerer som et kort over hele spillets verden. Herfra kan du rejse rundt til forskellige checkpoints, se hvor affinity-missioner gemmer sig, hvor du skal hen og så videre. Men faktisk kan man også spille spillet fra selve den lille ekstra skærm. Det betyder, at man godt nok må zappe lidt mellem funktionerne, fordi man ikke kan åbne kortet på andre måder end gennem GamePad'en, mens spillet kører på TV'et. Jeg følte dog ikke dette som et synderligt problem, da jeg ikke synes, det var værre end at måtte finde kortet frem fra menuen som i ethvert andet spil. Derfor brugte jeg mange timer med spillet udelukkende på GamePad'en.

Spillets online funktion er på klog vis indarbejdet i singleplayer delen. I starten af hver spilsektion, har du muligheden for at vælge, hvordan du gerne vil spille og hvorvidt du gerne vil fokusere på singleplay eller multiplay undervejs. Derefter bliver du så koblet til en gruppe. Imens du spiller, kan der poppe beskeder op fra andre spillere, eller en notifikation om at en anden spiller har låst op for en achievement. Det er en ganske fornøjelig måde at inddrage det online element på, så man kan følge med i, hvor langt andre spillere er. Endvidere kan du igennem denne gruppe optjene bonusser undervejs såsom brændstof til din Skell eller lignende, alt efter hvor mange opgaver dit hold løser. Som oftest er disse opgaver den klassiske "dræb så og så mange af denne slags monster" eller lignende. Hver time laves fem nye opgaver til gruppen, og disse vil poppe op på din skærm. Man kan tilmed møde repræsentationer af andre spillere spredt ud i verdenen, og disse kan rekrutteres til dit hold. Det er en subtil og fornøjelig måde at dele spillet med andre på.

Ærlig talt var Xenoblade Chronicles X, før jeg anmeldte det, nok ikke det første spil på min ønskeliste denne jul. Men det var en fejl fra min side af. Det er et fantastisk og medrivende spil, som jeg på trods af mine mange timer med, ikke kan få nok af. 
Som det fremgår af anmeldelsen, så er Xenoblade Chronicles X et spil med en utrolig dybde og en kæmpe bredde. Alt fra et børslignende investeringsmarked i New Los Angeles til de varierende landskaber udenfor bymuren bidrager alt sammen til en dynamisk oplevelse. Og spillets affinity missioner gav karaktererne så meget baggrund og personlighed at de føles levende og ægte. 
Uanset om det gælder den tålmodighedskrævende indlæring, spillets omfattende muligheder, der kalder på at blive undersøgt, de opmærksomhedsstjælende omgivelser eller de lange cutscener, så er det tydeligt, at Xenoblade Chronicles X ikke er et spil, man skynder sig igennem. Det er ikke en pose fastfood, man kværner sig igennem, men derimod en femretters menu fyldt med forunderlige syn og oplevelser. Det er et spil fyldt med nuancer og muligheder, som man ikke opdager, hvis man ikke tager sig tiden til det. Og det ville være en skam, fordi der er så meget at opleve.

9
Dette er en annonce: