Anmeldelse

Dead to Rights

Publiceret 2004-01-21

Dead to Rights er en action-shooter af den særdeles heftige slags.

Udviklerholdet hos Namco arbejdede tæt sammen med en håndfuld tegneserietegnere fra Dark Horse Comics. Fantask og andre velassorterede tegneseriebutikker bør derfor snart ligge inde med en 64 siders lang tegneserieudgave af spillet og historien om Jack Slate, der trækker et blodigt spor gennem Grant City på sin jagt efter retfærdighed.

Derfor sendte jeg konen af sted til aerobic, smed Dead to Rights skiverne i min pc og satte mig for at blive underholdt - hvor plat og primitive fornøjelserne end måtte vise sig at være.

Ved spillets start bliver politimanden Jack Slate kaldt ud til en byggeplads, hvor de tilstedeværende bygningsarbejdere uvist af hvilken grund er bevæbnet til tænderne - og hvor Slate ender med at finde sin far død. Dernæst går den vilde jagt gennem stripbarer, skumle stræder, ja i det hele taget ’bagsiden’ af Grant City, indtil Slate ender med at blive hængt op på et mord - og ender på death row i et fængsel så barskt, som var Alcatraz blevet genåbnet til brug for spillet.

Dead to Rights er en action-shooter af den særdeles heftige slags. Set fra 3. persons-perspektiv skal man styre Jack Slate gennem en nærmest uendelig række af opstillinger, hvor horder af skurke har lagt sig på lur for at gøre kål på vor helt. Tempoet er højt, som står man foran en arcade-spillemaskine, hvilket blot gør Jack Slates tur igennem de åbne omgivelser i spillet så meget mere hektisk og underholdende.

Styringen virker aldeles fornuftig. Slate reagerer fint på både tastatur-/muse-styring og på gamepad-styring. Men da spillet primært er rettet mod konsolfronten, er den sidstnævnte styring ikke overraskende den bedste og mest flydende. Udvalget af moves er ligefrem ikke overvældende, men enkelheden på dette område er langt hen ad vejen tiltrængt i forhold til spillets tempo. Slate kan som det tidligere er set i både Max Payne og Matrix bevæge sig - og samtidig skyde - i slowmotion. Desuden sørger en wall mode, hvor Slate kort fortalt kryber langs væggen, for at han kan hurtigt kan stikke hovedet frem og sende en salve mod skurkene for lige så lynhurtigt at søge i sikkerhed igen. Endelig kan Slate gribe fat i en modstander, der er kommet lidt for tæt på ham - og en kort stund bruge ham som levende skjold. De holder desværre ikke så længe ...

Man skal ikke bekymre sig voldsomt om at sigte. I hvert fald giver spillets auto-sigte en tydelig indikation på, om man har mere end en kinamands chance for at ramme. Der bliver vist en rød sigteskive om modstanderen, hvis man er sikker på at ramme ham, en gul, hvis man har en nogenlunde og endelig en grøn, hvis man lige så godt kan lade være med at skyde efter den pågældende modstander. Ikke så mange dikkedarer med realisme og detaljer, blot ren og skær motion for spillerens heldigvis uskadelige skydeglæde.

Slate er ellers ikke helt alene. Hans hund Shadow kan træde til, når der er brug for at komme igennem snævre rør eller bare at uskadeliggøre en modstander. Desværre er Shadow ikke tilgængelig som "våben" i alle baner, så hunden er endt som en sjov detalje, der ikke anvendes fuldt ud som spilelement.

Historien er effektiv om end den ikke ligefrem står til at vinde en Oscar - eller Nobelprisen i litteratur, for den sags skyld. Men som skal, der holder sammen på skyderierne, fungerer den fortræffeligt. Den lejlighedsvise afveksling i gameplayet falder imidlertid ikke altid heldigt ud. I en stripbar skal Slate snige sig forbi det begejstrerede publikum, mens en storbarmet babe udfolder sig på scenen. Derfor skal han fastholde publikums opmærksomhed på scenen ved hjælp af et minigame i bunden af skærmbilledet. Det er noget med at vælge klodser i den rigtige farve, hastighed og rækkefølge. Dette minigame har imidlertid ikke det fjerneste med stripperiet at gøre. Derimod er der mere fornuft inde i billedet i fængslet, hvor Slate skal time slagene mod en boksebold for at holde den bevægelse, så han kan slå gymnastiksalens rekord.

Lyden er lige lovligt enerverende, ikke mindst er musikken til tider svær at finde i lydbilledet for kugleregnen. Til gengæld fungerer grafikken ganske udmærket, selv om figurerne er tegnet relativt groft og firkantet. Ikke de store detaljer, ikke så voldsomt imponerende textures, blot ok til formålet. Derfor ender Dead to Rights med at være velfungerende, medrivende og men hurtigt overstået underholdning, hvor man ikke just får sendt de små grå på overarbejde.