WORMS 3D
De elskelige orme tager et kvantespring udi evolutionen og bliver helt vildt tredimensionelle.
Worms er en af de største titler på PC’en nogensinde overhovedet. Mangt et drengeværelse blev i tidernes morgen til en vaskeægte slagmark hvor små modellerorme på monitoren sprang halve og hele landskaber i luften. Sjældent var noget så dragende set på en computerskærm, og selv i dag er der da heller ikke noget galt i lige at tage sig en lille spiller med ormen i ny og næ. Igennem tiden er der kommet flere sequels uden der dog er rodet specielt meget ved det velkendte koncept. Det er der heller ikke i det nye Worms 3D, men tilgengæld er looket noget helt nyt, man er nemlig gået fra den klassiske flade 2D model til et velpoleret 3D look.
Selvfølgelig er der ved et skift af denne karakter, nogle helt essentielle ændringer. Man er fra Team 17s side blevet nødt til at genopfinde hele Worms visuelle univers, uden dog at fjerne de grundlæggende værdier i spillet, og det er heldigvis lykkedes ret godt. Essensen er den samme. Du har et hold orme som du skal bruge til at battle andre hold med, og så er den ikke længere, eller det vil sige, det er den vel egentlig. Worms 3D har også et campaign modul til dig der ingen venner (eller fjender) har. I denne skal du ud i flere mere eller mindre vellykkede missioner, som ved vellykket udførsel giver dig flere maps til multiplayer, flere små singleplayer øvelser osv. Grafikken er lækker, ormenes stemmer funky og det hele er lidt som en laber sølvgrå Corvette med hækspoiler og terninger i forruden - altså på den gode måde! Desværre virker nogle af single player missionerne som var de udtænkt under tur på tønden, men den tanke skyldes måske mest af alt undertegnedes konservativisme. For mig er det helt klart de klassiske multiplayer krigssituationer der rykker.
De forskellige maps i spillet er flotte og kreativt skruet sammen. De fleste objekter kan stadig springes i luften, men det er dog af og til lidt svært at se effekten af en håndgranat på en bygning. I det hele taget er sprængningerne ikke så ekstravagante som de var i 2D versionen, og det er da lidt synd at man ikke kan få den fulde effekt af en clusterbomb når nu det ser så sjovt ud. Til gengæld er der masser af våben og andre gadgets at vælge imellem. Homing Pigeon blev hurtigt en af undertegnedes farvoritter, det er jo smag og behag, men altså, det er en fugl der siger bang - hvor cool er det ikke!!??
Det obligatoriske 3D problem er selvfølgelig også præsent i Worms, i form af kameraet. Af og til virker det fuldstændig ustyrligt, og det er en kende irriterende at miste sin tidsbaserede tur fordi man sad og baksede med en eller anden pixel telelinse der hele tiden insistere på at sætte sig fast i væggen. Det er et irritationsmoment på størrelse med John Holmes kønsdele, at man ikke snart bliver i stand til at lave et 3D univers der fungerer upåklageligt, men det er tilsyneladende svært eller hvad?
Med hjælp fra Gamespy er der udviklet et lækkert online miljø der er nemt at hitte rundt i. Der er noget helt specielt over online kampene, som tit og ofte strækker sig langt over den halve time. Det er her størstedelen af timerne med Worms bliver brugt, men det var selvfølgelig også hele konceptet i starten, Worms er noget man spiller mod nogen, ikke bare med sig selv. Tilgengæld er det stadig en titel der bliver ved med at være sjov.
Man bliver aldrig træt af mutiplayer-delen, og kan man leve med de til tider ret så fjollede kameravinkler, og har man bredbånd eller venner, så er Worms noget nær et essentielt køb. Forbered dig dog på en stejl indlæringskurve, takket være en småfesen tutorial og ligeså booklet, men man skal jo også lære så længe man lever, eller noget.
Gamereactor Danmark
Brugeranmeldelser
- copsen
worms 3d har en god grafik af en playstastion 2 at være og battle fieldsene er godt lavet der huse træer og mange andre ting . Der er også et stort... 7/10

