Middelalderen har altid været den primære inspirationskilde til rollespil, og Vagrant Story er da heller ingen undtagelse. En mørk regnfuld nat indtages hertugens slot af den religiøse kult M³llenkamp, og hans familie tages som gidsler. Selv er hertugen meget belejligt ikke til stede, hvilket styrker rygterne om hans samarbejde med kulten. Kardinalen beordrer sine tropper, Knights of the Crimson Blade, til at storme slottet og finde kultens leder Sydney.

Kardinalen har af ukendte årsager taget denne beslutning uden parlamentets godkendelse, og det besluttes derfor at du, i form af agent Ashley Riot af Valendia Knights of Peace, skal sendes ud til slottet. Her hersker kaos, og i ly af mørket sniger agent Riot sig ind på slottet, i sin søgen efter Sydney. Det lykkes at finde ham, men efter en mindre kamp slipper han væk. Sporene fører agent Riot til den legendariske by Lea Monde, der er under belejring. Den eneste vej ind er gennem en labyrint af tunneler under en gammel ruin...

Intriger
Som det kan ses, er der lagt op til både dyster stemning og storpolitiske intriger. Det centrale i spillet er dog jagten gennem de dystre rum og gange under Lea Monde. Efter første møde med Sydney går det op for en, at hans mystiske evner rækker noget længere end korttricks og hvide kaniner i hatte, og som spillet skrider frem, begynder man at undre sig over, hvem der egentlig jager hvem. Hvem er Sydney, og hvad er hertugens rolle i alt dette?

De første cirka 10 minutter går med at føre spilleren ind i den spændende historie, og det gøres mesterligt med animerede sekvenser. Nu er der jo ikke noget nyt i animerede sekvenser, men her har man holdt sig til spillets egen grafik i sekvenserne, hvilket virker særdeles godt. Når en ny sekvens indlæses fra cd''en, vises navnene på folkene bag spillet ligesom i indledningen til en fed film. Dette næsten filmiske indtryk holder også længere inde i spillet, hvor der dog er noget længere mellem de animerede sekvenser. Det eneste, der trækker stemningen lidt ned, er den totale mangel på tale. I stedet er der brugt talebobler under samtalerne, og det er synd.

Menuer skal der til
Ved første øjekast kan styringen af Ashley Riot, især i kamp, synes lidt underlig, og når man opdager det hav af hjælpemenuer der er i spillet, tager det næsten modet fra en. Man skal dog ikke lade sig narre, for menuerne er fornuftigt strukturerede og giver forholdsvis hurtigt et godt overblik over spillets mange funktioner. Når man først har læst og forstået hvordan kampsystemet bruges, er det ikke svært at udnytte det virkelig effektivt.

Kort sagt trækker man sit våben og går over i battle mode. Derefter trykker man på sin angrebsknap og spillet pauser samtidig med en angrebssfære dannes omkring Agent Riot. Dens størrelse afgøres af våbenet man bærer, og alle fjender indenfor denne zone kan angribes. Når man har valgt fjende og kropsdel, starter spillet igen, og man angriber.

Derefter åbner man igen angrebssfæren, vælger fjende, og så videre. Det lyder måske besværligt og kedeligt, men virker rigtig godt i praksis. Længere inde i spillet lærer man en række "chain abilities", som er en slags kombinationsangreb, der udløses ved at trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter. På samme måde kan Riot lære "defence abilities" og på den måde forsvare sig og endda reflektere skade tilbage på modstanderen.