Anmeldelse

Dead to Rights

Tekst: Alan Vittarp Rasmussen

Publiceret 2003-03-18

Dead to Rights er en titel, der er meget svær at stoppe ned i en kasse.

Dead to Rights er en titel, der er meget svær at stoppe ned i en kasse. Her er et bredt miks af forskellige genrer såvel stemnings- som gameplaymæssigt. Det ene øjeblik løber man rundt på en byggeplads, med pistolmundingerne flammende i en infernalsk dræbende energiudløsning. Kort tid efter styrer man en stripper i gang med et hot show på en klub. Minutter senere igen er man i nævekamp, med en hel flok indsatte i et fængsel - hvor man for resten er indsat som dødsfange. Dette er vel og mærke indenfor den første times gameplay. Namco står for titlen, der oprindeligt var under udvikling til PSOne. Et par år har det været undervejs, hvilket har frembragt et på mange områder gennemarbejdet og vidtrækkende produkt. Den relativt lange produktionstid, har dog også sat et negativt præg på de mere kosmetiske områder.

Hele herligheden folder sig ud gennem en flot og stemningsfuld introduktion. Man mærker den tykke inspiration, som er hentet fra hele Hong Kong/ John Woo menageriet. Panorerende kameravinkler, flagrende jakker og stiliserede drab i slow-motion. Scenen skifter, og vi følger nu K9 agenten Jack Slate, undervejs på en mission der vil ændre hans tilværelse for evigt. Vi befinder os i Grant City - en rotterede for kriminalitet og lurvede eksistenser. Et opkald bringer os til en byggeplads - noget er i gære. Allerede fra første skridt, efter vi har forladt bilens varme indre, ophører den virkelige verden med at eksistere. Det beskidte ydre, fyldt med skrammel og affald afslører eksistenser med et lige så beskidt indre. Banen er en tovejs introduktion. På den ene side lærer vi styringen at kende. Dette sker samtidig med, at vi får en indgangsvinkel til resten af spillets handling.

Jack er en omvandrende dræbermaskine. Alle våben håndteres med en præcis professionalisme. Bølger af forbrydere ender deres dage tunge af bly. Fremgangsmåden er simpel, trigger låser et sigte på målet - og et tryk på en knap perforerer kroppen. Selv når magasinerne er tømte, er udvejene det ikke. Jack er nemlig også en dræber med sine hænder og fødder. Cirkelspark og lynhurtige kombinationer svirrer gennem luften, inden de intetanende ofre når at blinke med øjnene. Til yderligere at supplere løjerne, så assisteres du af Shadow. En hund der med en enkelt kommando kan uskadeliggøre selv de hårdeste modstandere. I løbet af kort tid er byggepladsen afdækket. Shadow løber i forvejen, og hans gøen bringer din opmærksomhed hen på en livløs krop. Hjælpeløst falder du sammen,.Her kan selv du intet stille op. Foran dig ligger din dræbte far.

Herefter går den vilde jagt, der fører dig gennem alle mulige lokaliteter. Først skal du dog uretmæssigt anklages, for et mord du ikke har begået. Her skal man nok ikke få alt for mange moralske tømmermænd, over de hundreder af lakajer som måtte lade livet. Jack Slate ender på dødsgangen, hvor den elektriske stol venter på at kortslutte hans tilværelse. Dette vil vi naturligvis ikke finde os i. Derfor ondulerer vi samtlige medfanger i fængslet - og iscenesætter en dristig flugtplan. Efter fængslet er historie, følger flere timer af knaldhård adrenalinfremkaldende action.

Begivenhederne veksler ofte. Dog med hovedvægten lagt på en lang række forskellige skydevåben. Hele verden har tilsyneladende rottet sig sammen mod dig, og i kampen mod uretfærdigheden gælder alle kneb. Styringen er stram og responsen hurtig. Alt foregår gnidningsløst i højeste gear. Af og til trakteres du med små minispil. Der på ganske udmærket vis formår at afveksle handlingen. Der er ligeledes en serie glimrende mellemsekvenser. De er tilpas overspillet og overdrevne, at stemningen holdes på det rette niveau. Samtidig er der nok af twists i plottet, at interessen holdes fanget. Det eneste problem er bare, at kvaliteten på mellemsekvenserne er væsentligt over det man er vidne til i selve spillet. Grafikken er så langt fra den man ellers trakteres med, at man er endnu mere pinlig bevidst om in-game grafikkens grovhed. Vi er vidne til flade teksturer, kedelige strukturer og lavpolygon figurer. Retvist skal det dog nævnes, at animationerne er ganske flotte. De kommer især i sin ret, når de oftest fremkomne, slow-motion studier sættes ind. Du kan selv vælge, at se visse sekvenser igen i slowmotion. Et andet og mere presserende problem er, at mange sekvenser er alt for langtrukne og kedelige. Det er ærgerligt, da netop det omskiftelige tempo burde være titlens force. Med det sagt, så gemmer der sig dog stadig timers solid underholdning.