Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
anmeldelse

Ghost Recon: Wildlands

Ubisoft i autopilot. Strategisk og kaotisk men savner kreativiteten.


Det er altid sjovt at tænke tilbage på et spil man holder af. Selv om jeg kan have brugt 100 timer med et spil, er det ofte enkelte momenter, jeg tænker tilbage på. Når jeg tænker på Watch Dogs 2, tænker jeg på sidemissionen, hvor jeg skulle hacke Ubisoft, efter en trailer for deres kommende spil. Når jeg tænker på Rayman Legends, tænker jeg på banen, hvor musikken til Eye of the Tiger blev designet perfekt til hvert et hop. Når jeg tænker på min tid med Ghost Recon: Wildlands, er der ikke noget der skiller sig ud. Spillet er en opvisning i gentagelse, og mens det konstante gameplay loop er underholdende, begynder man langsomt at savne noget mere.

Ghost Recon: Wildlands

Ghost Recon: Wildlands er Ubisoft som man kender dem. En kæmpe verden, masser af sideaktiviteter, og ting der kan samles op. Verdenen er delt op i distrikter, der alle tilhører en bestemt skurk, som du og dit hold af soldater skal nedlægge. Først skal du finde noget data, der fortæller dig, hvor missionen finder sted. Så skal du klare missionen, og sådan fortsætter du gerne 4-5 gange, inden du lokker bossen frem fra sit skjul. Missionerne indbefatter ofte en infiltration af en base og stjæle noget/springe noget i luften/hacke en computer/dræbe en person osv. Hvor baserne (Outposts) der skulle befris i Far Cry 3 generelt havde den samme størrelse, kommer baserne i Wildlands i alle størrelser og udformninger. En stor del af glæden ved spillet kommer netop ved at lære et nyt område at kende, finde ud af hvor fjenderne befinder sig og lægge en strategi designet til den specifikke base man infiltrerer.

Dette er en annonce:

Og det kan du gøre alene (sammen med tre AI medsoldater) eller med op til tre venner. Lad os starte med oplevelsen i single-player: en stor ros skal gå til Ubisoft for at gøre dette spil sjovt for spilleren, der ønsker at udforske Bolivia alene. Dine tre AI medsoldater er sjældent kompetente i en skudkamp, men altid sikre i deres skud, når du beder dem om at snipe én bestemt person. Der er ingen tvivl om, at spillet er bedst med venner (hvilket Ubisoft aldrig har lagt skjul på), men har du ingen venner at spille med, gemmer der sig stadig en god oplevelse i Wildlands.

Ghost Recon: Wildlands

Men jo, det er bedst med venner. At få dine venner til at deltage i din verden - eller hoppe ind i deres - er gjort behageligt let. Med et hurtig hop ind i menuen, kan du finde vennen/vennerne, du vil spille med. Selv efter mange timer med spillet, oplevelse jeg aldrig problemer på den front. Og mens AI soldaterne er acceptable, er de ikke gode til at tage initiativ. De skyder, hvad du peger på, og liver dig op, hvis du falder i kamp. Med tre venner på holdet, der alle føler, de har fået en god idé, står kaos altid på menuen. Og mens spillet er godt, når man formår at pille fjenderne ned én efter én med sin sniper, så fungerer det lige så godt, når alt går galt. Især når man spiller med venner.

Desværre oplevede jeg problemer andre steder: jeg har set biler forsvinde i den blå luft, jeg har formåede at køre direkte igennem en bil på min motorcykel, som var det blot spøgelset af en bil jeg så. Og nogle gange gider min karakter ikke tage drone eller kikkert frem, hvilket tvinger mig til at trænge ind på fjendtligt territorium uden fornemmelse for, hvor fjenderne står. Og i et spil hvor det er bedst at forblive usynlig så længe som muligt, kan det være en frustrerende oplevelse.

Ghost Recon: Wildlands
Dette er en annonce: