Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Arms

Arms

Nintendo forsøger at fastholde Switch-momentummet med Arms. Er dette endnu en perle til den nye konsol?


Tager man de historiske høgenæsebriller på, og sætter sig ned i en stor, britisk lænestol foran kaminen og reflekterer, så bliver det hurtigt tydeligt at Nintendos spil oftest imponerer ved at simplificere snarere end at avancere. Netop at innovere og udbygge for innovationens og udbyggelsens skyld er en allestedsnærværende faktor i branchen i disse dage, og noget tyder på at hårdkogte fans lige præcis finder det nostalgiske fix ved at vende tilbage til en simplere tid. Nintendo laver stadig spil som appellere til dem der ønsker en æstetisk, aldersløs og genkendelig oplevelse, og det elsker vi dem for. Splatoon var et simplificeret og anderledes tag på de gængse skydespilsregler, The Legend of Zelda: Breath of the Wild er storslået men har undladt at indeholde mange af de forventede, moderne rollespilssystemer og mon ikke Super Mario Odyssey fortsat handler om at hoppe, og ikke synderligt meget andet.

Dette er en annonce:

Det er det vi lovpriser Nintendo for, for at sikkert balancere på det tynde knivsæg det er at forsætteligt nedskalere spiloplevelsen til kernen, så forbrugeren kun er efterladt med den reneste saft, uden alle tilsætningsstofferne. Det er en nobel mission, uden tvivl, og med The Legend of Zelda: Breath of the Wild og Mario Kart 8 Deluxe i rygsækken lader denne tendens til at fortsætte på Switch-konsollen. Det næste skud på stammen er kampspillet Arms, og her er jeg bange for at den førnævnte balance er væk. Godt nok er kernen, saften, den rene mekaniske kerne intakt på bedste Nintendo-vis, men i dette ene tilfælde ønsker man konstant, at denne kerne var blevet brugt til mere end den er.

Arms
ArmsArmsArms

Men lad os først få skovlet alt det faktuelle af vejen først, så vi kan kommer tættere ind på sagens natur. Arms er et kampspil, og i 3D-arenaer bevæger du dig rundt imod en enkelt modstander, og her tæver i løs på hinanden ved hjælp af kombinationsangreb, greb, opladede superangreb og flere... ja, greb. Hver karakter har en relativt unik kampstil, visuelt design og tyndbenet baghistorie, og det er muligt at dyste online, via et grand prix i 10 runder eller simple enkelte kampe. Hvorimod selve strukturen og indholdets natur lyder ganske genkendeligt, hvis man før har bevæget sig på kampspillenes slagmarker, så skiller Arms sig ud ved at vende den traditionelle formel på hovedet. Ser du, i Arms skår du ikke med knytnæverne, for begge dine arme er faktisk forskellige våben der affyres fra dine arme. Et reb forbinder projektilet med din arm, og når det ikke kan nå længere, så trækkes det automatisk ind igen. Denne lille mekaniske detaljer lyder ikke af meget, men det ændrer den måde du tilgår kamp på. I stedet for at stå tæt, kan du og dine modstandere faktisk indgå i taktisk kamp langt fra hinanden. Måske sender modstanderen begge sine næver afsted, og rammer derefter forbi, hvorefter du kan hoppe fremad og fyre dine forlængede knytnæver lige i hovedet på ham eller hende. Det tilføjer en gigantisk ekstra taktisk dimension, og det er muligt at både bevæge sig hurtigt sidelæns og hoppe over fjendens projektilnæver. Der er med andre ord ganske meget at lære, og når man starter sit første grand prix og optimistisk vælger sværhedsgrad 4/10, så bliver man ganske enkelt overrasket over hvor stor en indlæringskurve du udsættes for.

Sagt mildt, du vil få tæsk.

I mit tilfælde handlede det om at stifte ordentligt bekendtskab med en enkelt karakter, for at lære bevægelserne, huske på hvornår det er oplagt at gå tæt på, hvordan man bruger sine greb, og hvordan man bruger superangreb. Jeg kastede min kærlighed på en mumie, en vred en af slags skal jeg hilse at sige, som åbenbart leder efter sin fortabte familie (jeg ved ikke hvorfor han deltager i en kampturnering så). Efter nogle kampe begyndte jeg så småt at få styr på taktikken. At forholde mig passiv, være defensiv til den oplagte mulighed præsenterede sig selv. Dog var sværhedsgrad 5/10 alligevel en tand for meget - kort efter vidste jeg hvorfor.

Arms
ArmsArmsArms
Dette er en annonce: