Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Fallen Legion

Fallen Legion: Sins of an Empire

Den ene side af en nydelig oplevelse.

Som fan af Kingdom Hearts, var det altid frustrerende at opleve diverse sequels og prequels blive udgivet til andre systemer. Nu er spillene endelig udkommet i en samlet pakke til Playstation 4, men før det skulle man have fat i både Nintendos og Sonys håndholdte konsoller - samt Playstation 2 - for at få hele historien med. At dele historien op på den måde, bliver jeg aldrig fan af, men det kan udføres på snedige måder. Én af dem, er hvordan Fallen Legion vælger at fortælle sin historie.

Dette er en annonce:

Fallen Legion er både ude til Playstation 4 og Playstation Vita, men historien bliver fortalt fra begge sider af krigen. Fallen Legion: Sins of an Empire følger prinsessen Cecille, der - efter sin fars død - må træde i hans sko og regere over landet. Uanset om hun ønsker det eller ej. På Playstation Vita derimod, hedder spillet Fallen Legion: Flames of Rebellion, og her spiller man som lederen af oprørsstyrken, Legatus Laendur, der vil tage det tilbage, der tilhører ham. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at prøve Vita-versionen i lang tid, så jeg kan ikke bedømme hvordan spillene fungerer samlet. Hvad jeg kan bedømme, er, hvordan Sins of an Empire fungerer alene.

Fallen Legion

Har du set gameplay af spillet, har du højst sandsynligt set fire farverige karakterer løbe eller kæmpe. Og det er hovedsageligt det du gør, kun afbrudt af korte samtaler der giver en grund til at løbe og kæmpe videre. Faktisk er det ikke helt korrekt, karaktererne løber af sig selv, så det eneste du laver er at kæmpe. Det er ikke nødvendigvis et kritikpunkt, når kampsystemet er godt nok, men desværre er det en vægt kampsystemet i Fallen Empire ikke helt formår at bære. Det fungerer, ja, men jeg har brug for et pusterum imellem kampene.

Ved første øjekast ligner det tur-baseret combat, og det er også tilfældet langt hen af vejen, men da det hele foregår i real time, er det en mere hektisk oplevelse end man er vant til i tur-baserede spil. Du styrer Cecille, der ved hjælp af en magisk bog, kan tilkalde hjælp fra historiens største krigere, som kæmper ved din side. Derfor står der altid tre karakterer foran hende - du bestemmer i hvilken rækkefølge de står i - og hver karakter har fået sin egen tast. Den forreste karakter angriber på rund, den midterste på kryds og den bagerste på firkant. Det er også muligt at bruge Cecille til magiske angreb med trekant, men de skal lade op efter brug, så det er ikke en knap, du vil bruge voldsomt meget.

Hemmeligheden til sejr ligger dog i L1 og god timing. På L1 forsvarer du dig, men kun ved at trykke på det rigtige tidspunkt, vil du sende angrebet tilbage i hovedet på fjenden uden selv at tage skade. Trykker du for tidligt, tager du blot mindre skade, og trykker du for sent, tager du hele slaget. Fjendernes angrebsanimationer er heldigvis lette at læse, og jeg begyndte hurtigt at falde ind i en god rytme, hvor jeg blokerede det ene slag efter det andet. Mit eneste problem var, når antallet af fjender oversteg fem, for så begynder de hurtigt at angribe oven i hinanden, og jeg måtte satse på, at mit tryk på L1 ville blokere slaget. På de tidspunkter føles et velblokeret slag mere som held end forstand. Og føler man sig ikke heldig, vil man hurtigt føle sig frustreret.

Af samme grund fungerer spillet bedst i bosskampe. En tidlig bosskamp sender dig mod en ildspydende drage, og selv om dens angreb - skulle de gå ind - skader meget, så var det sjovt at læse dens angreb og slå tilbage, når den faldt til jorden. For spillet fungerer bare bedst, når man ikke hovedløst hamrer knapperne i bund, men i stedet læser sine modstandere og slår tilbage, når de har mistet fodfæstet. Og heldigvis er karakterdesignet så lækkert, at man bare har lyst til at se Cecille og hendes medrejsende løbe videre mod nye fjender og lokationer.

Fallen Legion

Musikken på rejsen er desværre alt andet end inviterende. Den grafiske stil lægger op til en stemningsfuld rejse, og musikken gider bare ikke lege med. Løber du gennem en stemningsfuld skov? Hvorfor en noget hård rock til turen. Den er ekstremt malplaceret hele vejen igennem - uanset om du står i byen, skoven eller noget helt tredje - men da størstedelen af spillet er uden stemmeskuespil, kan man heldigvis slukke for lyden og selv lege komponist. Det var en taktik, jeg var hurtig til at gøre brug af, for mere end fem minutter af spillets soundtrack, gav mig mere lyst til at slukke, end at løbe videre.

Fallen Legion: Sins of an Empire er et fint lille spil, der med sit relativt simple gameplay, virker bedst designet til den håndholdte oplevelse. Hvilket også er grunden til, at jeg ser frem til at se den anden side af historien på Playstation Vita. Som konsol-spil halter oplevelsen en smule. Men når du har sat dit eget passende soundtrack til, kæmper mod en boss og bare formår at læse alle angreb, så er det svært ikke at falde for Fallen Legion. Hvis bare der også var andre ting at falde for.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Velfungerende kampsystem, flot grafik, karakterdesign er lækkert hos både venner og fjender
-
Soundtracket, savner mere at lave end de endeløse kampe
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: