GRTV: Thomas fortæller om God of War

God of War er et uendelig brutalt spil. Det tirrer bæstet frem i dig, får dig til at brøle som en bjørn og antænder så din testosteron på en måde, intet andet spil tidligere har gjort det. Når du i skikkelse af den plagede, D-vitamin-manglende Kratos, svinger de to dødbringende Blades of Chaos og lader helvede regne ned over de udøde, græske soldater, minotaurer og kykloper, så strømmer blodet lidt hurtigere gennem årene og dine vejrtrækninger bliver dybere og mere dyriske. Et eller andet urinstinkt vækkes til live når Santa Monica Studios seneste spilprojekt snurrer i maskinen.

Måske er det Kratos, den egoistiske, pinte og hensynsløse dræber, der giver spillet det skær, eller også er det historien, der er bygget op omkring gamle hellenistiske sagn og myter med spandevis af blod og forræderi, der tryllebinder dig fra det øjeblik du griber joypaddet og begiver dig ud i den enorme verden - det er ikke helt til at sige. Hvad der dog er til at tage og føle på, er det stykke sublime underholdning der ligger for sandalerne af dig. God of War er tydeligvis et kærlighedsbarn for spillets producer David Jaffe og hans dedikerede hold, for intet du tidligere har set udfolde sig på din PlayStation 2 er i nærheden af dette græske epos. God of War er ganske enkelt et af de få spil der fra første øjekast emmer af klassiker-status.

Som noget uventet starter spillet med slutningen. Krigeren Kratos kaster sig ud fra en klippeafsats for at møde døden mod de knivskarpe klipper tusindvis af meter længere nede og lige før han rammer dem, spoles historien så tre uger tilbage. Vi befinder os nu på et kæmpestort skib i silende regn, omgivet af udøde fjender. Den enorme Hydra hærger vandene ud for Athen, og den eneste der kan stoppe bæstet er vores antihelt Kratos. Første bane fungerer både som starten på historien og samtidig som en tutorial, og da man endelig når Hydraen, er man ikke længere i tvivl om spilsystemets mange krinkelkroge.

Meget af det der i første omgang imponerer, er det vanvittige høje tekniske niveau. Det er slet ikke til at fatte, at teamet der tidligere har disket op med det vage Twisted Metal: Black samt det misforstående War of the Monsters, pludselig står klar med et spil, der i den grad sætter Sonys maskine på overarbejde. Der er kælet for enhver detalje. De enorme områder afvikles fuldstændig glidende, Kratos er animeret med en sådan flair, at de fleste andre spilkarakterer nu synes at være lavet med de mest oldnordiske stop-motion teknikker, og designet af den eventyrlige verden er ganske enkelt vidunderlig. Farverige kollager af ørken, ruiner og massive paladser blander sig med brændende byer, undersøiske huler og mystiske templer. Igennem de mere end 12 timer som God of War varer, kommer du gennem samtlige græske legender sagn. Det er noget af en rutschebanetur.

Spillet er dog mere og andet end den vidunderlige tekniske side. Ikke siden jeg anmeldte det oprindelige Prince of Persia har jeg været så imponeret over en gnidningsfri styring, som jeg i øjeblikket er det over God of War. Med Kratos Blades of Chaos - der i øvrigt er smeltet fast til hans arme med nogle massive kæder - står den på minutiøs timing og sanseløst flotte bevægelser i hobetal. Ved et tryk på en enkelt knap folder den hidsige spartaner sit dræbertalent ud. Systemet er så let at bruge at enhver kan være med, men det rummer stadig en dybde der vil få selv Itagaki-akolytter til at fatte interesse for spillet. Alt kan kombineres. Fjender sendes i luften, kastes mod jorden og maltrakteres med et væld af forskellige knapkombinationer, og repertoiret virker endeløst. Dette følges til dørs af en række hidsige afslutninger, der, når man har tævet sin fjende nok, kan bruges til at give dem dødsstødet. Her banker man løs på en enkelt knap for at drive kniven ned i gabet på en minotaur, og man udløser sindrige kombinationer i stil med diverse dansespil for at få en kyklop i knæ. Det vanvittige knaptrykkeri er måske ikke noget der falder i alles smag, men det passer perfekt ind i et spil der værdsætter blindt raseri så højt.

En sidste og ekstremt genial ting er de kræfter man undervejs får. I starten af eventyret får du muligheden for at dræbe Gorgonernes dronning Medusa, og når det er gjort, så kan du i fremover bruge hendes hoved i kamp til at forstene dine modstandere. Kratos får også Poseidons evne til at trække vejret under vand samt Hades ildrøde hær under sin kommando. Alle kan bruges på et væld af forskellige måder gennem hele eventyret, og kræfterne hænger uendelig godt sammen med historien og det univers som God of War foregår i.

Det bedste ved God of War er dog dets evne til ikke at ende i en bestemt genreboks. Hvor Ninja Gaiden er mere end tilfreds med at være en spilbar udgave af The Matrix og Devil May Cry satser på action og de gamle farvede nøgler, så har Santa Monica Studios lavet et spil, hvor balancegang på planker, gådeløsning, farefulde hop og kravlen på klipper, hænger fint sammen med den drevne action. Gåderne er logiske og tilpas i mængden, og Kratos agile form lægger absolut op til at God of War ligeså godt kunne være et platformspil. Hvor spillets første halvdel kun indeholder minimale opgaver og tænkepauser, så er anden del nærmest dedikeret til de sindrige opgaver. Da Kratos ankommer til et kæmpemæssigt tempel, der i øvrigt er lænket til ryggen af en ærefrygtindgydende titan, så bliver det for alvor interessant. Gåderne spreder sig over flere baner og niveauer, og da man endelig får gennemført samtlige tematiserede rum, står man tilbage med en følelse af stolthed og respekt. Holdet har virkelig sammentømret et fantastisk ridt gennem den græske mytologi.

Jeg ved godt at dette er årets andet ti-tal fra min side og at det måske virker ødselt at kaste det efter God of War, men det kan ganske enkelt ikke være anderledes. Sonys actionspil er så gennemført, smukt og velsmurt, at det snildt placerer sig på toppen af action-tronen og med et enkelt sværdhug fjerner dæmondræberen Dante og den sortklædte Ninja Ryu Hayabusa. Det er perfekt balanceret, har et af de mest interessante og smukke designs i lang tid, og formår at blande dreven kamp med så mange veltimede hop og spring, at man ikke kan andet end at elske den græske cocktail. Jeg underkaster mig de græske guder og tilbeder God of War.