Hvis der er en genre, der er underudviklet på konsollerne, så er det western-spillet. Vindhekse, nervepirrende seksløberdueller ved middagstid, rødhuder og diligencer, der drøner hen over den golde prærie, forfulgt af røvere, er i stærkt underskud. Og det er et eller andet sted underligt, for livet i det vilde vest bød på lidt af hvert. Det var en tid, hvor det var helt i orden at gennemhulle en saloongæst med et gokkejern, hvis du ikke lige kunne lide hans whiskystinkende ånde, eller bare var godt og grundigt træt af, at han rippede dig af i poker. Det var en tid, hvor byens bordeltøser sværmede om dig, hvis du havde været så heldig at finde guld i det nærmeste åløb, og en tid, hvor der stadig var uudforsket land at ride rundt på. Et perfekt oplæg til et spil.

Heldigvis har Neversoft, holdet bag Spider-Man og en god portion af Activisions succesfulde Tony Hawk-spil, fået øjnene op for western-spillet og leverer i Gun, den til dato bedste cowboy-oplevelse - om end det naturligvis ikke siger meget. Gun lugter allerede fra introen af penge. Activision har tydeligvis ikke ville lave et venstrehåndsspil, men har i stedet hældt på med dollarslugende skuespillerstemmer, musik og et manuskript af selveste Randall Jahnson, manden bag drejebogen til film som The Mask of Zorro og The Doors.

Og det mærkes fra første øjeblik. Når Kris Kristofferson som Coltons fader, viser dig rundt i landskabet og beder dig afprøve din riffel eller pistol, var jeg allerede imponeret og klar til at smide cowboyhatten på hovedet og komme derudad. Hans slidte stemme passer perfekt til Guns western-stemning. Værre bliver det heller ikke, da jeg støder på både Ron Pearlman, Tom Skerritt, Brad Dourif, og Lance Henriksen som Thomas MacGruder. Stemmeskuespillet er virkelig i top Også historien, der væver sig ind og ud af et væld af missioner, er væsentlig mere interessant end den slags normalt er. Coltons vej mod Empire City, og dermed jagten på faderens morder, er interessant og vedkommende hele vejen.

I realiteten er der dog intet nyt i Gun. Skal det presses ned i en trang genreboks, og det skal det, fordi det er den letteste måde at nå rundt om gameplayet på, så er Neversofts seneste spilbedrift en sirlig cocktail af Grand Theft Auto, Max Payne og en god portion af tv-serien Deadwood. Den åbne sandkasse, som Rockstar i årevis har haft succes med i GTA-spillene, har fundet vej til Neversofts cowboy-oddysse, hvilket betyder, at du til hest kan drive fra by til by i jagten på opgaver. Og her viser de typiske scenarier deres ansigt. Wanted-plakater fører til deciderede klapjagter på forbrydere, samtaler med saloon-ejere til vigtige informationer og ledetråde til videreudviklingen af historien.

Gun virker, fordi det er ekstremt varieret. Det ene øjeblik beskytter du en diligence på vej mod en nybyggerby, det næste skræmmer du en flok indianere væk fra en bro, så de kinesiske arbejdere kan blive færdig med den. Senere skal du rense en by fra en opiumhule, jagte ulve, spille dig til masser af dollars, og endda padle af sted i en kano. Hvor Total Overdose, der på mange måder minder om Gun, aldrig helt blev sit eget spil, så udvider Neversofts western-spil paletten af muligheder med mini-spil, der virkelig føles integreret i spillet.

Der hvor Gun kommer lidt til kort er i kampene. Spillet blander tredjepersons-action med muligheden for at zoome ind på fjenderne i en Quick Draw-mode, der sætter hastigheden på brovtende banditter og hidsige rødhuder markant ned, alt imens din seksløber buldrer derud af i normal hastighed. Det giver dig muligheden for at nedplaffe en lang række fjender, før de overhovedet når at få hånden på skeden.

Problemet er bare, at det ikke altid virker, mest af alt fordi du hurtigt løber tør for Quick Draw-tid, bedst som du står omgivet af forbrydere i en menneskefyldt saloon, og til dels fordi tre-fire kugler tit, slet ikke er nok til at sende en fjende seks fod under jorden. Kameraet gør også sit til at forvirre dig og farer tit rundt i lokalet, så det kan være svært at orientere sig. Desuden er strategien i alle kampene den samme. Lidt rask løb på stedet og en omgang knaptrykkeri, er for det meste det der skal til for at nedlægge fjenderne. Som dit arsenal af våben udvides, bliver mulighederne naturligvis flere og en smule mere varierede, men kamp-delen er og bliver stadig Guns svageste aspekt.

Mere behageligt bliver det, når du svinger dig op i sadlen og rider ud på eventyr. Styringen af Coltons hest er intuitiv og ligetil. Du kan skyde fra hesteryg, banke sporene ind i siden på den for at få den til at løbe hurtigere, men pas nu på med at overdrive det, for så kan du risikere at dræbe den, samt at bruge den som et våben. Spillets banditter kan nemlig væltes omkuld og trædes ihjel, og der er faktisk en hel del missioner der foregår i sadlen, hvilket igen er med til at varierer spillets mange missioner.

Neversofts cowboy-oddysse er et ekstremt velproduceret spil, der med lige dele krudt, kugler og indlevende stemmeskuespil, virkelig fragter dig tilbage til en tid, hvor pistolen blev trukket så snart der var det mindste tegn på ballade. Der er kælet for de små detaljer og brugt uendelig meget tid på, at få det hele til at hænge sammen indenfor sandkasse-præmisserne. Kun det lidt mangelfulde kamera, den til tider besværlige kontrol og det tyndbenede Quick Draw-koncept trækker ned, men det er også nok til at gå fra godt til udmærket.