Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Shadow of the Colossus

Icos sjælelige opfølger sætter tonstunge aftryk i spilverdenen og efterlader Tanggaard dybt imponeret.

Dette er en annonce:

Min poncho-bærende helt holder sværdet højt over sit hoved i et par sekunder, før han med stor beslutsomhed presser det ned gennem den sælsomme, pulserende tatovering og ind i kraniet på den enorme stenkæmpe. Et øredøvende brøl giver ekko i dalen og kæmpen prøver forgæves at ryste ham af, men det lykkes ikke. Jeg holder endnu engang knappen nede på mit joypad, men tøver pludselig en smule. Er det virkelig meningen, at noget så smukt skal dø? Er jeg helt sikker på, at min mission er retfærdig? Bunder den i egoisme, eller har den et større formål?

Et kort kig ned på mit grab-meter, får mig dog på andre tanker. Om ganske få sekunder mister min helt grebet om kolossens tykke manke, og når det sker, styrter han mod jorden. Jeg holder knappen inde i et par sekunder og lader ham så endnu engang drive sværdet ned gennem det stenhårde ydre. Fra det ene øjeblik til det næste stopper musikken. Kolossen stavrer frem og tilbage, nærmest beruset, før han, tung og død, falder sammen på den golde mark og udånder. Sekunder senere gennemhulles Wander af hundredvis af sorte stråler og falder om, bevidstløs.

Det er svært at dræbe kolosserne i Shadow of the Colossus. Ikke bare fordi de er vandrende opgaver med sylespidse pigge, metertykke panserplader og overflader af blankpolerede onyx, der med bagsiden af en enorm hånd eller et enkelt stamp fra foden, kan knuse dig som en tissemyre, men fordi de er så imponerende, så majestætiske, at det gør ondt at skulle dræbe dem. Landets seksten vandrende kæmper er smukke skabninger, hvileløse vagter, der bevogter det forbudte land og når du første gang får øje på en af dem i tågen, så stopper verden i et kort øjeblik.

Det samme sker, når du, efter at have kravlet frem og tilbage over den ujævne overflade, endelig når frem til monsterets akilleshæl og hæver sværdet for at give den dødsstødet. Selv når det sorte blod sprøjter ud af kraniet, har du næsten lyst til at råbe "Undskyld, men jeg er nødt til at gøre det!" og derefter prøve at stoppe den kulsorte væske fra at løbe ud af væsenet. Shadow of the Colossus vækkede nogle stærke følelser i mig; følelser jeg ikke har haft, siden jeg førte Yorda gennem slottet i Ico.

Måske er det spillets utraditionelle tankegang, eller rettere mere jordnære koncept, der får mig til at føle, at jeg sidder med noget helt specielt mellem hænderne. Når Wander siddende på sin smukke, sorte hingst Agro, rider ud i den skarpe middagssol og løfter sværdet mod himlen for at finde den næste udfordring, bliver jeg for første gang klar over, at der ingen radar er. Det går også op for mig, at Agro ikke er uendelig kluntet at kontrollere, men at han bare er en helt almindelig hest med sit helt eget temperament. Jeg er nødt til at have lidt mere fast i tøjlerne, hvis han ikke skal løbe fra mig. At Wander har en historie, er også tydeligt. Mens han affyrer pile fra sin bue i en hastighed, der ville gøre Legolas til skamme, så svinger han det medbragte sværd som en utrænet stalddreng. Det er tydeligvis ikke hans, men hvis er det så? Og hvem er pigen, som han nænsomt fragtede til templet på hesteryg?

Dette er en annonce:

Shadow of the Colossus er ikke bange for at gøre op med det smalsind og de virkemidler, som 99% af de spil du har spillet de seneste mange år, gør brug af. Her er ingen horder af fjender at nedlægge. Du skal ikke indfange fem høns eller samle tre ædelstene for at få byens vismand til at vise dig vejen til næste gåde. Spillet er én lang jagt på de knejsende kolosser. På hesteryg over golde sletter, gennem smalle slugter og henover frodige marker, rider du mod dit næste mål med beslutsomhed ulig noget andet. Seksten monstre skal nedlægges. Lykkes det, så bringes den fnuglette Mono tilbage til livet.

At betegne Shadow of the Colossus som et spil udelukkende bestående af bosser, er ikke en helt nøjagtig beskrivelse af disse umådelige smukke skabninger. De er nærmere hele baner, de indeholder kampen, gåderne og prøvelserne i deres enorme ydre. Her er præcise hop, hårrejsende klatreture hen over skællet hud og pansrede overflader, og drabelige dueller med sværd og bue. Hver kolos har sin væremåde og temperament, som det er op til dig at regne ud, hvordan de skal besejres.

Icos sjælelige opfølger er dog ikke uden visse knaster i oplevelsen. Styringen af Wander er besværlig - det føles til tider som at bevæge sig gennem sirup, når jeg guider den beslutsomme helt fra klippeudspring til klippeudspring. Det uopmærksomme kamera gør heller ikke arbejdet lettere. Det svæver hvileløst rundt over hovedet på Wander, men finder sjældent den mest optimale vinkel at vise eventyret fra. Jeg justerer det løbende ved hjælp af styrepindende og det indlagte fokus på den enkelte kolos, men ender alligevel med at blive frustreret og irriteret. Fra tid til anden koster det mig faktisk mit virtuelle liv, ikke at kunne se præcis, hvornår en skinnende, sort hånd hamrer i jorden eller en fod tramper henover mig.

Det er småting, det ved jeg, og det fik mig aldrig til at opgive mit storslåede eventyr, men jeg forbandede alligevel fra tid til anden den kluntede styring. Det er også tydeligt, at rammerne for hvad min gamle PlayStation 2 kan klare, sprænges af Shadow of the Colossus. Når spillet virkelig breder sig ud og leverer læssevis af detaljer, et bjerg af en kolos og samtidig smider en kold, silende regn i hovedet på Wander, så falder hastigheden markant. Diasbilleder er ikke den optimale måde at opleve et så ambitiøst eventyr som Shadow of the Colossus på. Måske skulle Fumito Ueda have holdt lidt igen?

Shadow of the Colossus kan dog ikke beskrives som andet end smukt, bevægende og ekstremt eventyrligt. Det er fantasifuldt, fyldt til randen med atmosfære og er uden tvivl et af de mest uforglemmelige spil, jeg nogensinde har spillet mig igennem.

Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Designet, atmosfæren og de kolossale fjender. Musikken er fabelagtig.
-
Kameraet og styringen.

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Det tog godt nok lang tid! Efter jeg gennemførte Ico tilbage i 2011, var jeg egentlig gået i gang med Shadow of the Colossus. Desværre blev jeg... 10/10
  • eraserhead
    Jeg mødte dig engang i oktober, tilbage i 2005, lagde 500 kroner, og fik dig i en pose med hjem jeg lærte hurtigt at du var noget særligt du var... 10/10
  • Riiser
    Jeg har den samme tollerance for spil der kører i det samme hele tiden som jeg har det med overskud i mit sex liv. Jeg har den ikke. Og så er det... 8/10
  • PSExposed
    Min unge helt kigger undersøgende på den første 'colossi.' Han knejser nakken yderligere og opdager det endelig. Han begiver sig opad benet og... 10/10
  • FatalCrusades
    Jeg ledte i virkelig lang tid efter Shadow of the Colossus ! Jeg havde hørt lidt om det, og set screenshots fra det, og det så virkelig spændende... 7/10
Dette er en annonce: