Top Spin 2

Varmen fra himlens enevældige hersker bager de to ensomme atleter på banen, mens publikummet sidder i skyggen med en forfriskning i hånden og nyder de stønnende krigeres ivrige pendulløb. Det efterhånden gennemblødte svedbånd prøver at tilbageholde emigrationen af kroppens væsker, mens min spiller bøjer sig langsomt forover, kaster den genkendelige gule bold i luften og hamrer den af sted i raketfart. Overblik og fart er to meget uforenelige ord, men ikke desto mindre de nødvendige nøglebegreber på vejen mod sejr. Med en kølig ro i den glohede varme sendes bolden atter retur, i det skarpeste hjørne af banen, og mens modstanderen forgæves jagter bolden, kan jeg ånde lettet op og nyde publikummets applaus. Pyha, kun hundrede bolde endnu og sejren er min!

Selvom jeg næppe skænker et af årets største sportsbegivenheder, Wimbledon, megen tanke, så er tennis stadig en sport, jeg beundrer, og eftersom mine tyndslidte arme ikke giver plads til megen personlig udfoldelse på tennisbanen, så er det jo godt, at franske Power and Magic, eller PAM, gør hele tennis-livet lettere for mig. Da Microsoft tilbage i 2003 smed Top Spin på banen, overraskede spillet alt og alle, men heldigvis har firmaets store oprydning i deres sportsserie, ikke betydet dødsstødet for serien, som 2K Games i stedet har overtaget, og nu endelig lancerer efterfølgeren på.

Enhver fan af spillet vil hurtigt finde sig til rettet her i andet sæt, da PAM logisk nok har valgt at beholde den intuitive og velfungerende styring. Alligevel har de haft mod til at pille nok ved systemets mere underliggende aspekter, til nærmest at omskrive hele systemet og tilbyde en dybde, som det næppe er set før i et tennisspil. Spilleren har naturligvis stadig sine fire standardskud med safe-shot, slice, top spin og den farlige, men effektive lob. For at gøre spillet endnu mere tilgængeligt for de mindre kyndige, har de valgt at gøre det mest almindelige skud, safe-shot, helt risikofrit, eftersom det aldrig nogensinde har mulighed for at ryge ud over sidelinjen, selv med det største idiotskud!

Hvad er der så tilbage af udfordring for den garvede spiller, kunne du måske spørge dig selv? Og det er faktisk ganske meget. For samtidig med at safe-shot er gjort lettere, så er både slice og top spin gjort betydeligt sværere at udføre i praksis, og denne bredde i sværhedsgraden mellem udførelsen af skuddene, gør dem langt mere brugbare enkeltvis. Mens jeg smertefrit kunne spille mig igennem det første Top Spin med en enkelt knap, så er jeg nærmest tvunget til at eksperimentere med de andre skudformer, hvis jeg nogensinde vil nå til tops her i efterfølgeren.

Nej, det slutter bestemt ikke her. De ekstrem nyttige, men samtidig svært udførlige risk shots er naturligvis vendt tilbage, men denne gang bruges det som et lag på samtlige fire skydeknapper, således, at der f.eks. også er et risk lob eller slice. Denne opgave er blevet tildelt højre skulderknap, mens den venstre i stedet giver spilleren mulighed for at benytte fire forskellige special-skud, der opsluger ens momentum, men samtidig er ganske nemme at udføre. Heldigvis bliver ingen af disse kraftfulde skud alt for ekstreme, og deres effektivitet afhænger af omstændighederne.

Denne sans for udvidelse har ligeledes fundet sted inden for Top Spin 2’s karrieredel, der nu endelig føles som en værdig udfordring. Sværhedsgraden er skruet op og læringssystemet udvidet, så det nu tager en pæn portion tid at udvikle sin spiller til en af verdens bedste. Alt fra forhånd og baghånd til reflekser og fokus kan opgraderes med både guld-, sølv- og bronze-stjerner, og for at sætte det hele i perspektiv, så har jeg gennem de sidste 20 timer kun opnået en enkelt guldstjerne, mens giganter som Roddick eller Hewitt har i nærheden af 70 af slagsen. Desuden er karrieredelen spækket til randen med valg af trænerne og træningsmuligheder, sponsorudfordringer og valgfrie turneringer, der gør hele turen til tops langt mere varieret og spændende.

Desværre er Top Spin 2 ingen pletfri oplevelse. Spillets styring kan stadig komme til kort, når ens spiller i en række situationer opfører sig ganske tåbeligt, på trods af, at man trykker de samme knapper som alle andre gange. Dette sker muligvis kun en lille del af tiden, men når det forekommer under en Grand Slam-finale, hvor Federer allerede har dig på tæerne, så er det fantastisk frustrerende. Den kunstige intelligens er ligeledes en blandet oplevelse, for selvom holdet bag spillet har krydret modstanderne med personligheder og forskellige spillestile, der er et yderst mærkbart og velkomment tiltag, så er der flere huller i systemet. Jeg kunne fortsat bruge et gammelt servetrick mod næsten samtlige modstandere, og jeg synes efterhånden, det blev en smule mærkeligt, at jeg vandt samtlige servepartier, mens modstanderen fuldstændig søndertævede mig i andre situationer. Heldigvis er dette en mindre fejl, eftersom det ikke gør særlig ondt at vinde, men de lange, intense kampe, som oftest forekommer ved modstanderens serv, er noget mere underholdende.

Hvad Top Spin 2 ligeledes fejler på, er en stadig mangel på nytænkning. Jeg ved godt, at dette ikke er en genre, der ikke er blevet rystet de sidste mange år, men hvor etteren var i stand til at begejstre og forundre, føles Top Spin 2 som lidt af det samme, bare forbedret. Her kunne jeg eksempelvis godt have ønsket mig udvidede Xbox Live muligheder, og især manglen på indbyggede turneringer er skræmmende. Hvor fantastisk kunne det ikke være at sidde med på tilskuerrækkerne på Wimbledon blandt 30.000 andre seere og juble til den store Grand Slam-finale mellem de absolut bedste spillere i verden. Vi ved, at Project Gotham Racing allerede har gjort tricket, så hvorfor ikke her, PAM?

Også den tekniske side har set småt med forbedringer. Spillerne og banerne er naturligvis meget mere detaljerede end i originalen, men det er desværre detaljer som forsvinder i det distancerede kamera og kun bemærkes i de korte close-ups. Her skiller de mindre baner sig dog en smule ud, da den større kreative frihed har resulteret i livlige og varme områder med calypso-musik og støjende mennesker fra gaden. Lidt kedeligere er det på de professionelle tennisbaner, hvor den eneste lyd oftest er boldens dundrende slag mod jorden, til tider akkompagneret af speakerens monotone stemme og en mindre applaus. Korrekt, sådan er det også til en almindelig tenniskamp, og selvom jeg bestemt værdsætter autenciteten, så kan det være gabende kedeligt at lægge øre til.

Der er ingen tvivl om, at fans hurtigt vil finde sig godt tilpas med Top Spin 2, og det er yderst tilfredsstillende, at PAM kunne udvide deres i forvejen fremragende system med endnu flere facetter, som kun forlænger spillets levetid væsentligt. Især den dybe karrieredel har bidt sig fast i mig, og jeg kæmper fortsat for at nå samme højde som de udødelige tennisguder. Alligevel savnes der nytænkning, og her var det jo oplagt at udnytte det voksende online-community. Ak, man kan selvfølgelig ikke få alt, og på trods af en række mindre fejl, så fortsætter Top Spin 2 takterne som et af de bedste tennisspil på markedet.