Okami

I en lille dal i udkanten af Shinshu Field bor en ensom fyrværker. Uden den høflighed først at banke på, vader jeg gennem døren og indleder en samtale. Han trodser sin faglige stolthed og fortæller åbenhjertigt om problemerne med at antænde sit planlagte festfyrværkeri. Jeg bemærker en skitse på væggen, kigger ham over skulderen, da han finder tændstikkerne frem, og tegner en cirkel og en streg på raketterne. Udenfor oplyses nattehimlen af det flotteste glødende lysshow, Nippon-regionen har dannet ramme om. Guden Bakugami åbenbarer sig og skænker mig en ny penselteknik, bomben.

Selvom jeg og billedkunstneren har skabertrangen til fælles, maler jeg ikke for at bevæge menneskeheden, men for at befri den og den jord, der har fostret dem. Orochi, en sagnomspunden ottehovedet drage, er blevet vækket til live og har lagt en forbandelse over landet. Træerne er visnet, befolkningen forstenet, dyrene forsvundet og naturens farver falmet. Der hviler et tungt ansvar på den snehvide ulv Amaterasu, inkarnationen af solguden, der repræsenterer alt det gode og rene i verden.

Størstedelen af alle episke værker siden Jesu korsfæstelse har behandlet forholdet mellem det gode og det onde. Nogle med fornuft, andre med følelse. Hver gang jeg udsletter en fjende, får et træ til at blomstre, fodrer et af skovens dyr eller hjælper en af Nippons indbyggere, mærker jeg, at Okamis kærlighedsbudskab er alt andet end påtaget. Clover sender en vedvarende strøm af ro, respekt og kærlighed ud af den aldrende maskines processor, kærlighed udtrykt ved hjælp af østens mystik, toner og ældgamle kunsttraditioner.

Mens kærlighed er udgangspunkt for al meningsfuld menneskelig væren, kan intet spil leve på kærlighed alene. Det er elementær viden for Clover Studios' chef, Atsushi Inaba, der blandt andet står bag de vidunderligt skæve Viewtiful Joe-spil. Hans sidste spil Okami - Capcoms bestyrelse valgte i efteråret at lukke Clover - skriger Zelda, endda så højt, at det ville være omsonst at nævne alle lighedspunkterne. Men trods de mange fællestræk er Okami aldrig i tvivl om sin egen identitet, hvilket måske til syvende og sidst er udviklerens allerstørste bedrift.

Den himmelske pensel, der er spillets omdrejningspunkt, overflødiggør en hver intellektuel diskussion om et Zelda-plagiat. Miyamotos værk er den ledestjerne, Okami med forståelig ærefrygt følger, ikke dets skelet, og spilmæssige rapserier er kun et problem, hvis de ikke forarbejdes og målrettes, men blot kopieres med hurtig kommerciel vinding for øje. Ved hjælp af de 13 penselteknikker, som du lærer i løbet af de godt 30 timer, spillet varer, kan du gøre dag til nat og nat til dag, fremtrylle åkander på vandet, skære klippestykker midt over, frembringe vandsøjler, genopbygge broer og meget andet. Erhvervelsen af nye teknikker sker i et tempo, der gør, at du løbende oplever mere og mere af Nippon. Så snart du får en ny penselteknik, kommer du i tanke om, at den jo kan bruges et sted, du måske sidst besøgte for 10 timer siden. Det udvider grænserne for Okamis univers og sikrer, at du aldrig keder dig.

Jeg skal ærligt erkende, at det har overrasket mig, at en virtuel pensel og en DualShock-controller kan give en ny gameplayoplevelse så sent i maskinens livscyklus og på et tidspunkt, hvor den form for innovation burde være Wii's domæne. En knap til at fryse billedet, en til at trykke penslen til rispapiret og en styrepind til at tegne motivet er alt, der skal til.

Spillet er dog andet end penselstrøg. Okami er sideopgaver - rul nødder op til en bjørn, find skjulte perler og firkløvere - minispil i form af lystfiskeri og udførelse af vandboringer, udforskning af komplekse grottesystemer, åbne landskaber og hyggelige landsbyer, samtaler med et utal af excentrikere ført med en ironisk humor og løsning af mange forskelligartede gåder. Set i øjenhøjde er spillet dragende, usædvanligt smukt og gameplaymæssigt fortrinligt, men i fugleperspektiv afsløres et endnu mere imponerende faktum - at alle dets bestanddele hænger usandsynligt godt sammen. Når du slukker for maskinen, slukker du ikke bare for et spil, men for en hel verden, du er smeltet sammen med. En verden af sorg og glæde, skæbner og skurke. Ikke alene er Okami en kærlig hyldest til livet, det er også enormt menneskeligt. Den uduelige selvhævdende kriger, den dekadente, franskplaprende laps, den ydmyge sake-brygger og den nedladende rejsekammerat - Atsushi Inaba kommer hele vejen rundt om menneskets komplekse psykologiske natur. Derfor er Nippon og dens indbyggere så tiltalende.

Også det rollespilsinspirerede kampsystem har sine dybder. Vil du angribe fjenden med almindelige combo-angreb, eller udmatte og skære ham midt over med et penselstrøg? Vil du placere en bombe midt i en flok monstre og time det, så eventuelle bevingede fjender tages med i faldet? Mangler du nye moves, er der altid nye offensive og defensive af slagsen at lære af dojo-indehaveren, der som alle andre erhvervsdrivende afkræver dig en sum Yen for sine serviceydelser.

Okami er længe blevet kaldt det sidste store spil til PS2, men det er meget mere end det. Okami er en eventyrlig rejse ind i et kæmpemæssigt, spraglet sumi-e-maleri, en "Zelda møder Clive Barkers Weaveworld"-fantasi, hvor gameplay, grafik, lyd og kærlighed smelter sammen til en oplevelse så stærk, at den vil efterlade et varigt aftryk i hver eneste af dine kropsceller. Det minder dig om, at glæden ved at give er den naturlige forlængelse af glæden ved at modtage. At kærlighed og godhed er lige så livsbekræftende værdier i et spil som i den virkelige verden. Bedst af alt er, at Clover Studios' kærlighed til spilmediet og til dig og mig som forbrugere har resulteret i et spil, der selv uden sit kærlighedsbudskab, sine maleriske landskaber og sin smukke japanske musik ville være en uomgængelig perle.