Ridge Racer 7

Jeg har endnu ikke taget et kørekort. Jeg ved godt, at jeg burde, men jeg har bare ikke taget mig sammen. Det er måske godt det samme, for hvis jeg gik til køreundervisning, ville min kørelærer sikkert være indlagt med hjerteslag, når jeg blev fartglad; for jeg er glad for fart. Det kan bare ikke gå hurtigt nok. Hvis jeg får muligheden i et spil, drøner jeg af sted med alt hvad remmer og tøj kan holde, mens jeg jubler i det inderste. Netop derfor holder jeg så meget af Ridge Racer, for den serie har nemlig forstået at kombinere fart og flotte biler i den skønneste blanding.

Hvad kan vi så forvente af Ridge Racer 7? Tja, for at være bundløs ærlig er svaret: Ikke ret meget ud over det sædvanlige. For RR7 er ikke så meget en revolution som en evolution. RR7 byder mest af alt på en finpudsning af alt det, der fungerede i tidligere spil. Det er i og for sig heller ikke dårligt, men måske en smule skuffende, hvis man havde ventet mere af spillet. Fortvivl ej: Der er også lidt nyt at hente, men det er ikke meget.

Lad os først og fremmest kigge på det tilbagevendende. Ridge Racer handler stadigvæk om at tage en mængde hurtige biler og køre så hurtigt som muligt i dem. Ridge Racer handler stadig om at tage hårnålesving med 200 km/t på en så elegant måde som muligt. Basalt set handler det om at lave vilde udskridninger, hvilket både ser råfedt ud og fjerner enhver form for realisme, der måtte skjule sig i krogene. Har man nævnt udskridningerne, drifting, så må man også nævne nitrosystemet. Det virker kort sagt ved at belønne udskridninger med at fylde et lille meter i bunden af skærmen. Når metret er fyldt, kan man aktivere nitro, der giver motoren en ekstra kraftindsprøjtning.

Men alt det jeg indtil videre har skrevet er gamle nyheder for Ridge Racer-kendere. Hvor er det nye, er spørgsmålet, der bliver råbt ud i luften. Tja, apropos luft, så er der et slipstream-system, og det er i hvert fald nyt. Det har dog ingen særlig indvirkning på ens kørsel. Der er en svag fartmæssig fordel at hente, men effekten er begrænset.
Nyt er i midlertidig det forhold, man kan opbygge til de forskellige firmaer i spillet. Ved at vinde specielle løb kan man optjene points, der så kan bruges til at skaffe billige og bedre reservedele. For det er den væsentlige fornyelse i RR7, nemlig muligheden for at fifle med bilerne. Der kan købes nye dæk, forskellige motorpakker og lignende. Det er ikke så omfattende som eksempelvis hvad Gran Turismo byder på, men det er helt sikkert noget bilentusiaster vil nyde. Det er ret sjovt at tune sin yndlingsbil, således at den er optimeret til drifts.

Banerne RR7 byder på, er lidt af en omgang blandede bolsjer. Der er nogle helt nye, og de er rigtigt lækre. De byder på nogle fine lyseffekter, samt nogle ret flotte omgivelser. Resten af banerne er enten gamle kendinge eller baner, der i den grad minder om gamle kendinge. Det gør ikke vanvittigt meget, men det er lidt synd, at der ikke er lidt mere nyt at finde der. Især hvis man allerede har råspillet tidligere spil i serien.

Grafisk er RR7 ikke noget virkelig imponerende, men flot er det. Specielt flot ser det ud, når spillet blæses op i High Definition, men noget reelt spring fra Xbox 360 til PlayStation 3, er der ikke. Det er hovedsagligt kun få forskelle som farvenuancer og detaljegraden på omgivelserne, der er synlige. Lyden er præcis som man forventer det af Ridge Racer. En lidt overgearet kommentator jubler og tilskynder dig til at køre hurtigere, mens syret japansk jazz gynger ud af højttalerne. Det er Ridge Racer, og man skal afgøre med sig selv, om man gider at lytte til mere af det.

Det ville være synd at sige, at Ridge Racer bringer meget nyt til bords. Opgraderingssystemet er veludført, men gør måske spillet en smule nemmere end det burde være. Det kan dog ikke nægtes, at Ridge Racer 7 er en fornøjelig arkaderacer og at det nok skal give udfordring og glæde til fans af genren.