Første akkord virker som magi. Man ranker ryggen. Næste akkord slår det ene ben til side, således at man står med let spredte ben. Tredje og fjerde akkord forplanter sig til halsmuskulaturen, hvilket bevirker at hovedet begynder at vippe, dog aldrig så meget at man mister den livsvigtige øjenkontakt med TV-skærmen. Inden sangen når de afsluttende toner, har kroppen og psyken undergået en forvandling. Den almindelige sofakartoffel er blevet omdannet til en fuldbåren rockstjerne, der har samme selvtillid og positur som Keith Richards.

Der sker vitterligt noget når man spiller Guitar Hero. Både etteren og toeren tog verden med storm, også selvom det indebar en heftig ekstraomkostning i form af en solid plastic-guitar. Og fans af serien kan ånde lettet op: 3'eren bibeholder i det store hele magien. En lang række rocknumre står for skud til en fortolkning, og mekanikken fungerer stadigvæk fremragende. Som en retfærdiggørelse af titlens tretal, er der nogle nye elementer i spillet, og ikke alle er desværre lige gode.

Online er nu en del af pakken, og det er altså en fremragende idé. Det er altså en fantastisk ting at kunne spille sammen og mod andre via andre, og måske knække den djævelske Dragonforce. Faktisk kunne spillet sagtens have klaret sig uden andre nye idéer end onlinefunktionerne, og det havde stadig virket som et godt køb.

Mindre gennemtænkt virker bossbattles. Om Neversoft har overvejet at lave en art Duelling Banjos i spilform vides ikke, men resultatet er i alle fald mindre elegant end førnævnte musikstykke. En gang imellem udfordres din guitarhelt til en musisk duel. Det der efterfølgende sker, er sådan set ikke så anderledes end normalt. Du skal ramme tonerne som de kommer trillende ned af skærmen. De stjerneformede noder fylder dog ikke dit stjernemeter, men har i stedet funktion af nogle powerups. Disse kan eksempelvis blokere modstanderens guitar, gøre hans musikstykke mere besværligt eller lignende. På papiret er idéen sådan set okay, men reelt set handler disse bossbattles bare om hvem der først får en powerup, og hvem der er bedst til at bruge dem. Det talent, der kræves af resten af spillet, bliver sat lidt i baggrunden, hvilket er ret synd.

Spillets mange sange har også generelt noget af en svaghed, idet de ikke virker nær så sjove at spille som Guitar Hero 1 og 2s. Det er udmærkede numre, men de mangler en gang imellem et eller andet, der gør dem rigtigt sjove. Denne manglende glædes afhjælpes ikke af det faktum, at det virker som om der er en forsinkelse mellem tastetryk og reaktion. Faktisk er det umådelig irriterende at lave en fed guitarsolo og se den misse en tone, fordi enten guitaren eller spillet ikke lige er hurtig nok til at fange tastetrykket. Paradoksalt nok er selve musikken virkelig god, selvom den ikke er så underholdende at tage favntag med. Mange af sangene er rent faktisk indspillet med de rigtige kunstnere, i stedet for coverversioner, hvilket er herligt. Welcome to the Jungle er en personlig favorit, der ikke bliver dårligere af at selveste Axl Rose skriger med på numret.

Bedre er historien. Den er sådan set ikke mere avanceret end hvad man kan finde i en ualmindelig tynd Pixi-bog, og handler sådan set bare om "Ukendt band bliver megakendt, dér!" men den serveres ved hjælp af nogle ret elegante små tegnefilm. Det giver en ret sjov lille historie, der viser bandets færd fra garage til global berømmelse. I den forbindelse ville det være en skam ikke at nævne omgivelserne. Det er ikke meget man får set af dem, eftersom øjnene vil være klinet til skærmens midte, men ikke desto mindre er det pæne og ret fantasifulde. Sjovt er det, når de mere eller mindre trygge rammer på en natklub eller et studie skiftes ud med et fængsel, hvor publikummerne udgøres af skallede muskelbøffer i orange fangedragter. I den forbindelse er det dog lidt sørgeligt at der ikke er gjort mere ud af publikum. Der er rundt regnet tre forskellige modeller, med to animationer og nogle meget grimme kanter, der er ret skæmmende.

Intet spil uden guitaren, der i PS3-versionens udgave er blevet langt mere sexy. Nemmere at transportere takket være en hals der kan afmonteres, og uendelig mere praktisk idet guitaren er trådløs, takket være en lille dongle. Endnu engang er det lykkedes at gøre noget upersonligt plastic til en lækker sag, man har lyst til at stå og trykke den af med.

Det siger noget om hvor vindende Guitar Hero-formlen er, når magien stadig er til stede efter tre spil. Men man kan ikke lade være med at bekymre sig over hvad fremtiden vil bringe, for på trods af at være et godt spil, er Guitar Hero 3 knap så godt som sine forgængere.