En længde- og breddegrad indgraveret i et gammelt arvestykke har ledt skattejægeren Nathan Drake ud i panamansk farvand. Den kønne journalist Elena Fisher har gennem sit firma sponsoreret en slæbebåd, hvis dæk bærer en 400 år gammel jernkiste, som det umage makkerpar netop har fisket op fra havets dyb. Foruden en slidt notesbog er kisten tom. Det bestyrker "Nates" mistanke om, at Francis Drake iscenesatte sin egen død i slutningen af det 16. århundrede. Da Nate nærstuderer bogen i lyset fra den stærke eftermiddagssol, som får det azurblå vand til at glinse, går det op for ham, at Francis var på sporet af den mytiske, gyldne by El Dorado.

Drevet af henholdsvis eventyrlyst, udsigten til en Pulitzer-pris og økonomisk vinding drager Nate, Elena og den midaldrende Sullivan dybt ind i den mellemamerikanske jungle. Jeg tager kontrollen over Nate og hopper op på små forhøjninger, går armgang i klippeafsatser, løber forbi svajende palmer, blårøde blomster, brusende vandfald og forcerer ruiner af ældgamle Inkamonumenter. Som i ethvert eventyrplot med respekt for sig selv er Nate og co. ikke de eneste, der har fået færden af den sagnomspundne by, og da det første skud løsnes fra en fjendes 9mm, springer jeg i dækning og presser ryggen op mod den første og bedste mur, som det er kutyme i denne spilgeneration, og besvarer ilden. Et par fjender forsøger at flankere mig, men det har Elena allerede bemærket og taget hånd om. Som hun selv siger: Pistoler er som kameraer; man skal bare pege og skyde.

Hvis du tror, at Lara Croft er den mest behændige skattejæger, at Marcus Fenix har patent på et af tidens bedste kampsystemer, eller at George Stobbart er den eneste, der kan løse vanskelige gåder og holde humøret oppe i selv de mest trængte situationer, så tager du fejl. Arvtageren til Jak er atletisk anlagt, han er i sit es med ryggen mod muren og en AK-47 i hånden, og han kan se den sorteste situation fra den lyse side. Giv ham en hat og en pisk, og Nate er den Indiana Jones, som det aldrig rigtigt er lykkedes Lucas Arts' at få til at leve i nyere spilhistorie.

På toppen af den spanskbyggede fæstning ved kysten med udsigt ud over det krystalklare vand, i det store, faldefærdige tempel med vægmalerier og kuplet tag, i gravkamrene under klosteret og i nazisternes labyrintformede kompleks føler Nate sig hjemme, og lokaliteternes tårnhøje visuelle kvalitet vidner om, at Naughty Dog føler sig hjemme i Cell-chippens selskab, præcis som de gjorde det med Emotion Engine. Grafisk ligner Drake's Fortune et Gears of War sat i det kontemporære Mellemamerika, ligesom at kampsystemet har mange fællestræk med Epics storslåede voldsorgie.

Nok er der mere end blot et stilistisk spring fra Jak-serien til Uncharted, men Nate og Jak and Daxter deler mere og andet end grafikmotor. Når du suser gennem tropeskoven på ladet af en jeep og mejer fjendtlige biler og træer ned med et maskingevær, sejler gennem en oversvømmet, Venedig-inspireret spansk koloni på vandscooter eller trækker på smilbåndet af de kække replikker, kan du dårligt undgå at se Jak og Daxter for dig. Evan Wells og hans folk på Naughty Dog har flittigt brugt den ekspertise, de har opbygget gennem årene, og stadig er Uncharted: Drake's Fortune sit eget.

Kampene er mange, og AI'en er generelt en værdig modstander. Fjenderne skifter stilling, dukker sig og går et skridt til siden for at undvige kuglerne fra Nates rifler, pistoler, shotguns og granater. Jeg har aldrig set så mange forskellige våben og hørt så gode våbenlyde i et eventyrspil, men det hænger naturligvis sammen med den centrale rolle, som kampene spiller. Det store fokus på kampene har imidlertid trængt gåderne så meget i baggrunden, at George Stobbart ville fælde en tåre, mens Marcus Fenix under sit stenhårde ydre ville være jublende lykkelig. Skulle Lara Croft komme med en bemærkning, ville hun betegne hoppene fra afsats til afsats som lige lovlig forudsigelige og i øvrigt påpege, at disse gameplayelementer er tyvstjålet fra hendes Legend- og Anniversary-spil. Her glemmer hun så, at hun reelt har stjålet selv samme ideer fra en persisk prins, men det lader vi ligge.

Det, der til gengæld bedrøver mig, er, at nævekampsystemet ikke falder naturligt ind i gameplayet. Mine hænder sprudlede af lyst til at banke fjenderne i jorden med en heftig slagkombination, men man skal være ualmindeligt fandenivoldsk og virkelighedsfjern for at tro, at man kan løbe slalom gennem en kugleregn hen til en shotgunbevæbnet fjende og slå ham bevidstløs uden at blive hullet som en si eller få blæst sine indre organer til månen.

Under ti timer tog det mig at gennemføre Nate, Elane og Sullys eventyr, og sat på spidsen er Uncharteds gameplay en utilsløret kollage af andres udvikleres ideer, men det har du tilgivet Naughty Dog allerede under den første skududveksling. Sat op mod spillets intense ildkampe, smukke tropelandskaber, gådefulde historie og skyhøje tekniske niveau mister selv saglig kritik sin berettigelse. Man kan ikke andet end at sætte sig til rette i vognen og overgive sig til denne eventyrlige rutsjebanetur. Uncharted: Drake's Fortune er det spil, PlayStation 3-ejere har ventet på, og som bør ligge under juletræerne i år.