Burnout: Paradise

Take me down to the paradise city, where the grass is green, and the girls are pretty - oh will you please take me home. Guns N' Roses-forsangeren får det til at lyde som et utopia, men Axl, kære ven, kig dig omkring - vi er hjemme. Jeg ved godt, at du ikke kan se meget ud af de ødelagte ruder, og at dine øjne ikke kan nå at stille skarpt på noget som helst i denne halsbrækkende fart, men stol på mig, på den anden af denne ridsede og bulede dør ligger Paradise City. Den by, hvor reglerne for ønskelig trafikal adfærd vendes på hovedet, og krav om sikkerhedssele og fartbegrænsninger er valgt fra til fordel for uindskrænket frihed.

Forstå mig ret: Lovløshed og frihed er begreber, der stikker i hver deres retning. Når en snottet diplomat-unge ter sig som en verdensmand på blå plader i et tredjeverdensland, er det udtryk for tankeløst misbrug og har ikke det fjerneste med frihed at gøre. Men i paradiset, i denne 30 kvadratkilometer store by med asfaltveje, så langt øjet rækker, går frihed og vanvid hånd i hånd. Det ene er forudsætningen for det andet.

Den lokale radiovært på Crash FM forklarer, at det gælder om at finde alternative ruter, hvis jeg vil liste næsen over målstregen som den første. Med andre ord er det ikke anbefalelsesværdigt at følge modstanderne blindt. Men det har jeg nu alligevel gjort de fleste gange. Én ting er, at man oftest overser genvejene i forbifarten, men endnu værre er, at kompasset øverst i skærmbilledet er det eneste, der leder mig i den rigtige retning. Kompasset angiver kun retningen, og da "banen" ikke er mærket af med svingangivelser og pile som i Need For Speed: Most Wanted, så er det desværre utroligt nemt at dreje af et forkert sted og ende på en vej, der fører i den stik modsatte retning.

Det er generende, men også udtryk for, at jeg ikke kører med omtanke. Da mine første Stunt Runs heller ikke faldt for heldigt ud, indså jeg, at succes i Burnout Paradise ikke kommer af sig selv. I langt højere grad end i Test Drive Unlimited og Need For Speed er det nødvendigt at kende byen som sin egen bukselomme. Kende dens smutveje, ramper, afkørsler, vejnet, tankstationer og værksteder. Intet Stunt Run bliver en succes, hvis ikke du ved, hvor du finder de nærmeste ramper og "super jumps", og et almindeligt ræs kan let blive et mareridt, hvis du ikke er fortrolig med vejnettet i de bydele, du skal igennem. Så hvad der indledningsvis er et irritationsmoment, viser sig at være en sightseeingtur, som du set i bakspejlet hverken kunne eller ville have været foruden.

Turen er din chance for at få et overblik over den store, levende by, som Criterions bygnings- og landskabsarkitekter har fostret. Fra bjergområdet i vest med snørklede vejsystemer forbi den idylliske sø og havnens promenade til downtowns skyskrabere og velhaverkvarter er Paradise City en by med mange muligheder for alle med et åbent sind og gåpåmod. På vej gennem byen opdager du, at Paradise City ikke alene er en flot by, men også et intelligent designet spilmiljø med stribevis af hemmelige ruter og aflukkede områder samt en nedlagt højbane, du kan bruge til at komme fra den ene ende af byen til den anden uden om myldretrafikken. Der er rigeligt at udforske for den eventyrlystne sjæl.

Det er også på denne tur, du stifter bekendtskab med et par af Paradises iøjnefaldende forcer. Jag pedalen i bund, og mærk, hvordan vinden tager fat i håret, og tårerne pibler frem i øjenkrogene. Det er glædestårer over den eminente fartfornemmelse, du oplever, og over at grafikmotoren er lige så stabil som motoren i en Ferrari. Og det selvom grafikstandarden er meget høj, og der ingen loadetider er. Selv ikke når du aktiverer boosten og blæser ned ad boulevarderne forbi måbende modstandere og familiefædre på vej hjem fra arbejde, får motoren sved på panden, og skulle du kollidere med autoværn eller den øvrige trafik, så kan du glæde dig over en anden af spillets styrker - skademodellen.

Modellen er dejligt uforudsigelig. Ruder knuses, glasskår flyver i alle retninger, dæk slås ud af deres ophæng, kølere krølles, tage presses sammen, døre falder af og lak ridses, men aldrig på samme måde. Paradise er en crashtest-simulator. Det ser meget voldsomt ud, men er en naturlig forlængelse af den vildskab, der ligger i hver eneste af spillets kodelinjer. Glem alt om at finde ind til din manddom gennem Carl-Mars alternative terapiforløb. Sæt i stedet kursen mod en af de røde prikker, som angiver Road Rages, på kortet over Paradise Citys løbsevents, og tving modstanderne ud over bakker, ind i autoværn og bjergsider eller endnu bedre, ind i hinanden. Det er nu en tand sjovere at opleve skademodellens glæder, når det går ud over modstanderne, som jo heller ikke tøver et sekund med at give dig samme behandling.

I min garage, eller bilkirkegård er det faktisk, har jeg en håndfuld sportsvogne, et lyserødt dollargrin, en pickup, en gangsterslæde, et par eksempler på britisk bilhåndværk, når det er bedst, og en lækker firehjulstrækker. Det er flotte biler med unikke køreegenskaber og motorlyde. Jeg har taget mig selv i at køre galt flere gange bare for at se, hvordan skademodellen behandlede den senest erhvervede slæde. Der er klare forskelle på, hvordan bilerne ligger på asfalten. De bilfysiske forhold, der gør sig gældende i simulatorer, såsom vægt, hjultræk mv., spiller også en rolle i Paradise City, men af naturlige årsager ikke i samme grad. Heldigvis, for ellers ville dette Burnout ikke være nær så sjovt. Til gengæld er det vigtigt at vælge den rigtige bil. En bombastisk pickup har ikke de bedste chancer for at udkonkurrere en sportsvogn, og en lille roadster har intet at gøre i Marked Man-løb, hvor du skal nå helskindet fra den ene ende af byen til den anden med to psykopater i hælene, som ikke skyr nogen midler i deres bestræbelser på at forvandle din bil til et rygende vrag.

I Burnout Paradise er singleplayer- og onlinedelen sammentænkt som et hele. Der er ingen særskilt multiplayermode, som du først skal ud i hovedmenuen for at finde. Ved hjælp af et par tryk på retningstasterne rejser du fra sofaen til cyberspace og kan dyste mod andre, der ligesom dig cruiser rundt på gader og stræder og leder efter nogen at køre mod. Mulighederne offline og online er stort set de samme, så der er masser at gå videre med, når du efter mange timer har fået dit elitekørekørt og låst op for samtlige 75 biler.

Burnout Paradise indeholder ingen markante nye tiltag. Det tilfører egentlig ikke genren noget, som Need For Speed, Test Drive, FlatOut, Project Gotham Racing eller de tidligere Burnout-spil ikke allerede har tilført den. Hele forskellen ligger i Criterions evne til at kombinere egne og andres ideer i et intelligent designet, frit spilmiljø med en teknisk overlegenhed, de fleste dårligt tør drømme om. Det hæver sig over alle ovenstående spil og udvikler og forbedrer en serie, der i årevis har skullet kigge nedad for at få øje på sine konkurrenter. Burnout har gjort sig fortjent til sin nye undertitel. Paradisets porte står på vid gab, og alle er inviteret.