Banjo-Kazooie: Nuts & Bolts

Dobbeltmoralen hersker i spilverdenen. Både fans, anmeldere og alt andet godtfolk derude, der interesserer sig for spil, har en tendens til at begå selvmodsigelse, når de på ét punkt kræver nytænkning og innovation, men samtidig ønsker mere af det samme, det traditionelle og det klassiske. Det er en dobbeltmoral som Rare's seneste udskejelser i den grad har været angrebet af. Et angreb, som deres måske bedste spil i nyere tid på ingen måde har fortjent.

Kritikken ligger naturligvis i den store fokus på det fartøjs-baserede gameplay, som Banjo-Kazooie: Nuts & Bolts bygger på. Mens de to gamle Nintendo 64-spil i serien står som nogle af de mest majestætiske eksempler på platformgenrens grundelementer, med masser af mærkelige bevægelser og angreb samt en hulens masse ting at indsamle, så bryder Nuts & Bolts, i hvert fald på overfladen, med alt hvad fans af genren holder kært.

Det er en kritik, som Rare ikke både er tydeligt klart over, men også har lagt til grund for en stor del af spillets historie og derved dets humor. Nuts & Bolts har en meget anderledes og faktisk ret velfortalt introduktion, hvor vi besøger Banjo og Kazooie efter mange års pause i deres hjem ved Spiral Mountain. Eftersom den onde heks Gruntilda ikke længere er et problem, har det umage makkerpar ikke lavet meget andet end at sidde og spille computerspil, hvorfor de også har taget et par kilo på - eller en tand mere - så da Gruntilda pludselig dukker op igen, har de et problem. Bortset fra, at Gruntilda blot er et hoved uden krop og derfor ikke ligefrem fremstår som en trussel.

Det er denne komiske situation, der hidkalder spillets nye karakter, Lord Of Games eller L.O.G. Denne tingest påstår at have skabt alle spil nogensinde, og tilbyder de gamle ærkerivaler en sidste mulighed for at kæmpe om Spiral Mountain i hans helt eget spil. For at hjælpe dem på vej får Banjo og Kazooie en fedtsugning, mens Gruntilda får en mekanisk krop. Herfra begynder spillets egentlige eventyr i Showdown Town.

Selve strukturen i spillet følger den klassiske platforms model med Showdown Town som spillets midtpunkt, hvor der gradvist åbnes op for nye verdener og akter i disse. Til sin rådighed får Banjo og Kazooie en ret sølle vogn, der gennem spillet opgraderes for at opnå adgang til nye områder, og derefter kan man udforske som det passer en. Showdown Town er proppet med både Jiggies, spillets valuta, og kasser, der indeholder nye dele til fartøjerne, og er derfor et sandt paradis at gå på opdagelse i.

Især fordi Nuts & Bolts er en fantastisk flot oplevelse, der formår at blande klassisk design med teknisk excellence og et orgie af farver. Jeg vil uden tøven kalde Showdown Town for det absolut flotteste og bedst designede midtpunkt i et platformspil nogensinde med alt fra de Pixar-lignende flodheste og grise, der agerer byens indbyggere, til de skarpe teksturer og den uendelige synsvidde. Det er her, at de traditionelle platformselementer lever i bedste velgående med en perfekt progression i den stadig større verden, der både føles levende og spændende.

Men Showdown Town er blot en brøkdel af, hvad Nuts & Bolts har at byde på, og selve kernen skal findes i de seks forskellige verdener, som der langsomt låses op for. De er alle præget af originalitet og opfindsomhed, fra det tydeligt konstruerede Nutty Acres, et af spillets smukkeste områder, til det hysterisk morsomme Logbox 720, der foregår inde i en næste-næste-generations konsol med eksempelvis en grafikchip, der bygget op af farvekridt.

Den fantastiske humor gennemsyrer alle aspekter af Nuts & Bolts, og selvom det vil prelle af på alle andre end hardcore-spillere og fans af serien, så må jeg erkende, at jeg flere gange har udstødt lyde, der minder umiskendeligt meget om grin. Største minus i denne sammenhæng er desværre, at de utrolig velskrevne dialoger blot forbliver tekst i en komplet mangel på stemmeskuespil. Selvom det selvfølgelig altid er en risiko at sætte lyd på teksterne, så havde jeg gerne set spillet udforske det territorium også, så det for alvor ville lugte af en førsteklasses produktion.

De seks forskellige spilverdener byder alle på et flæng af missioner, som jeg allerede tilbage i april cementerede ville spille den afgørende rolle i Nuts & Bolts nye og meget anderledes gameplay. Hele spillet er grundlæggende bygget op omkring muligheden for at sætte fantasien løs og skabe sine egne fartøjer med nærmest ubegrænset frihed. Hvad jeg hurtigt kan slå fast er, at selve konstruktionen af fartøjerne er uhyggeligt vellavet, og efter jeg havde fået de forskellige knapper og funktioner ind under huden, så byggede jeg på livet løs.

Det især en succes, fordi spillet hurtigt lade dig til gå værkstedet og ligeså hurtigt lader dig teste dine kreationer i Test-o-Track-banen. Det medfører den smukke effekt, at man lynhurtigt skifter imellem de forskellige tilstande for lige at rette på de små detaljer og se, hvilken forskel det gør. Da hele mantraet bag konstruktionen er en form for "du får, hvad du ser", så er det både let og intuitivt at bygge fartøjer, men ikke noget man kommer sovende til.

Desværre skal Nuts & Bolts absolut største svaghed findes i det udvalg af missioner, som Rare har tilrettelagt. Her er niveauet noget svingende og inkluderer alt fra de lidt ligegyldige ræs til de mere spændende opgaver, hvor man skal transportere kæmpestore bowlingkugler omkring eller vælte så mange dominobrikker, som overhovedet muligt. Det er især sidstnævnte form for missioner, der sætter den kreative hjerne på prøve, og jeg har mange gange måtte finpudse mine kreationer indtil de kunne løse opgaven fyldestgørende.

Selvom de fleste af opgaverne er relativt lette, når man først har opdaget en nogenlunde løsning på problemet, så er det alligevel ganske udfordrende at kæmpe sig til tops. Succeskriteriet er at få en Jigsaw, en gylden puslespilsbrik, der åbner nye verdener og missioner, men det ultimative mål er et T.T. trofæ, og her kræver det ofte meget intelligente løsninger, hvis man skal nå denne tid.

Et godt eksempel er en mission, hvor man skal beskytte Mr. Fit på hans daglige løbetur i Nutty Acres. Selv valgte jeg naturligvis at bygge et tank-lignende køretøj, armeret til tænderne, og jeg klarede lige knap og nap missionen, da de runde, mekaniske fjender ofte var svære at ramme. Så da jeg hørte, at en anden spiller blot havde bygget et kæmpemæssigt bur på fire hjul, der havde omringet og beskyttet Mr. Fit til enhver tid, måtte jeg kaste håndklædet i ringen. En erfaring, som jeg kunne drage nytte af i en senere mission, hvor jeg skulle beskytte en pokal mod en uendelig hær af kamikazi-piloter. Efter at have forsøgt med det ene kampfly efter det andet, lavede jeg simpelthen et bundløs kasse med propeller og fik buret pokalen inde.

Så selvom missionerne varierer meget i kvalitet, så er der ingen tvivl om, at den rette kreativitet kan have afgørende betydning for, at opnå de bedste tider på Xbox Live. Selvom jeg ikke er i tvivl om, at en stor del af kritikken oftest vil falde på spillets fysiksystem, der ofte kan give nogle ret vakkelvorne og ustyrlige fartøjer, så synes jeg blot det understreger vigtigheden i at lave ordentlige og gennemtænkte konstruktioner. Og ikke som eksempelvis mit fly Super Plane, der er så pumpet med fart og råstyrke, at det hurtigt mister enhver form for kontrol.

Og det er netop disse afgørende valg i bygningen af fartøjerne, der samtidig gør Nuts & Bolts til et spændende bekendtskab over Xbox Live. Ikke nok med, at det naturligvis er sjovt at se, hvordan ens egne konstruktioner klarer sig mod modstandernes, så er det også muligt at få inspiration til nye designs og endda tyvstjæle andres, hvis de da ikke er blevet låst. Og når man først ser en arena fyldt med fartøjer, så slagmarken ligner noget, der er blevet indtaget af Storm P. og Georg Gearløs, så kan man ikke være andet end solgt.

Dette fokus på konstruktion og brugerskabt indhold har naturligvis medført, at mange hurtigt har stemplet Banjo-Kazooie: Nuts & Bolts som Microsofts svar på Little Big Planet. Spillene er selvfølgelig ret forskellige af natur og selvom Little Big Planet overordnet set er et bedre spil, så synes jeg faktisk, at Nuts & Bolts formår at integrere det brugerskabte indhold meget bedre, fordi det er en del af spillets gameplay. For overhovedet at gennemføre spillet bliver du faktisk presset til at lege med digitalt Lego og forsøge dig med vanvittige idéer, og det er her spillets egentlige force ligger.

Banjo-Kazooie: Nuts & Bolts er bestemt ikke alt, hvad det kunne have været, hvilket primært skyldes det manglende stemmeskuespil og missionernes mangel på nytænkning og kreative udfordring. Men med en fantastisk smuk og stemningsfyldt verden med tonsvis af missioner at gennemføre, Jiggies at indsamle og reservedele at finde, så Nuts & Bolts en overordentlig tilfredsstillende spiloplevelse og med følgeskab af ganske solid multiplayer, så tør jeg roligt konstatere, at Nuts & Bolts snildt er årets bedste platformspil.