Last King of Africa

Monkey Island, Zak McKracken og Broken Sword er alle spil, der kan få de fleste tilhængere af peg-og-klik eventyr-genren til at sidde med et fjernt blik i øjnene, i mens de mindes bedre tider, hvor fortællingen var i fokus og hovedbrudene mange.

Genren har i de seneste år fået et stille comeback, og især Nintendos populære håndholdte har bevist. at med stylus i hånden og et gennemtænkt styresystem, er den en fantastisk platform, at opleve genren på, hvor både Hotel Dusk Room 215 og Phoenix Wright viste, at eventyrene stadig fortjener en plads i den moderne spillers underholdningsbibliotek.

Går vi yderligere et par år tilbage ankom den ganske fine Syberia, til PC, Xbox og PlayStation 2 og beviste, at genren ikke nødvendigvis behøvede, at være tegneserieagtig og todimensionel. Den belgiske tegner Benoît Sokal stod dengang bag Kate Walkers ganske fortrinlige eventyr i den afsides franske landsby, og Last King of Africa har igen Benoît Sokals navn som kvalitetssegl ovenover titlen. Det er derfor med spænding, at jeg sætter det lille hukommelseskort i min Nintendo DS.

En flot introduktion bestående af en kort sekvens med godt stemmeskuespil og en grafik, der mest af alt minder om et PlayStation 2-spil, byder mig velkommen. Efter et flystyrt og den letkøbte plotundskyldning med efterfølgende hukommelsestab, begynder eventyret. Hovedpersonen, hvis universitetskort åbenbart ikke indeholder anden information end hendes portrætbillede, låner sit nye navn fra en medbragt bog skrevet af forfatteren Ann Smith, og så er det tid til oplevelser og gåder under den afrikanske sol.

Men her er det, at jeg efter tyve minutters spil, sidder med en underlig fornemmelse af at have set det hele før; ikke forstået som at spillet mangler bid eller bare ligner et hav af andre eventyrspil, men en ægte følelse af deja-vú. Og ganske rigtigt: efter at have rodet i hukommelsens gemmer, viser det sig at spillet nærmest er en kalkerpapirsagtig genudgivelse af et af de ringeste spil Benoît Sokal har leveret igennem hans spilkarriere, nemlig Paradise til PC tilbage i 2006. Hvilket sikkert også forklarer titelskiftet til denne udgave.

Da jeg fortsætter gennem eventyret står det klart, at der ikke alene er tale om en genudgivelse, men at flere gådeelementer er blevet skåret væk for at klemme spillet ned på den lille håndholdte. Styringen, der nu foregår med stylus i stedet for mus, føles tilfældig, og selvom grafikken er flot for DS-maskinen, er den stadig en anelse pixeleret.

Den første "find-og-saml" gåde jeg støder på, er et gammel destilleringsapparat og en manual der beskriver produktionen af parfume. Underligt nok konkluderer hovedpersonen Ann Smith her, at hun hellere må finde de påkrævede ingredienser, og dette på trods af at jeg endnu ikke har fået en opgave der kræver brug af denne. Hun kan med andre ord ikke huske sit navn, men er pludselig vild som en anden Matas-ansat ved muligheden for at kreere en flaske duftevand. Efter at have løbet frem og tilbage og endelig fremskaffet foder til alkymistmonstret, starter en peg-på-den-rigtige-pixel kamp med skærmbilledet.

Historien og gåderne i Last King of Africa er interessante og ganske godt leveret, desværre bliver begge disse ofte kvalt under en styring, der allerede ved årtusindeskiftet haltede. Ann bevæger sig rundt i prerenderede billeder, som man kunne forvente i et af de første Resident Evil-spil, hvilket ikke nødvendigvis er utilgiveligt. Lige indtil man griber stylussen. Styringen er kluntet og upræcis, og selv efter et par timers spil, består den af en desperat prikken på den lille skærm, mens man beder til at Ann denne gang bevæger sig i den rigtige retning, uden at der er objekter, personer eller andre genstande på billedet, der pludselig får førsteprioritet.

Når Ann går igennem en dør, er det ikke usædvanlig, at finde hende på det nye skærmbillede kiggende i den retning hun kom fra. Således bliver eventyret, på trods af et kort på øverste skærm, til en mudret kamp om styring, retning og pixels mere end en fornøjelig omgang eventyrlig gådeløsning. Og det er en skam, for Last King of Africa byder på et voksent eventyr, der leverer en medrivende fortælling om et Afrika, der under stort politisk pres fra en befolkning ledet af en dødsyg konge, er på randen af borgerkrig og oprør.

Kan man leve med, at der mere er tale om peg-og-bed spil, samt en konvertering af et middelmådigt PC-eventyr, er det trods alt stadig muligt at nyde den velfortalte historie om royalt blod og afrikanske skikke. Er det derimod udelukkende gåder og mentale hovedbrud der trækker, foreslår jeg at du lader Afrika være i denne omgang og sætter kursen mod St. Mystere, hvor du kan finde Professor Layton i hans noget mere fornøjelige eventyr. Det vil vi alle være bedre tjent med.