BattleForge

En frygtindgydende kolos tårner over min beskedne horde af fodsoldater. De har ingen chance mod sådan en fjende, men en hurtig hidkaldelse af en ildspyende drage og situationen er en hel anden, kolossen tumler om på jorden med et suk og vejen til sejr er atter fri.

BattleForge er et strategi-spil, der blander de sædvanlige elementer som magi, drager og trolde med samlekort. I stedet for at bygge baser og træne tropper, samler du et vist antal kort og bruger disse kort på slagmarken. Der skal aktiveres kraftkilder og samles bonusser, der igen låser op for de stærkeste kort. Alt dette er med til at gøre det lettilgængeligt, men med kun en ressource og ingen muligheder for at opgradere sine tropper mens man spiller, kan det hurtigt blive for enkelt, samt gøre hele slaget til et spørgsmål om at vente på ressourcer og så bruge de aller stærkeste kort i samlingen.

Det svageste punkt i BattleForge er den mangelfulde oplevelse for kun en spiller, der bedst kan sammenlignes med daggammelt franskbrød. Du bliver smidt ned i skoene på en Skylord, en helt fra fordums tid der blev gjort udødelig og har tjent som gudernes rådgiver, og her skal du så kommandere rundt med alskens væsner og redde verdenen fra et evigt tusmørke. Historien serveres i bider før hver mission og har ikke en tråd af spænding i sig.

Der er desuden kedelige boss-kampe, der kan koges ned til at smide så mange tropper efter dem som muligt, og eskortmissioner så kedelige, at man glemmer hvem man eskorterer. Den store variation i de skabninger, der kan kommanderes må samtidig have opbrugt Phenomics i forvejen mangelfulde fantasi, da missionernes variation oftest er overfladisk og til tider ikke-eksisterende.

Multiplayerdelen er den mest prominente del af spillet, der er både kooperativt spil og spiller-mod-spiller. Svaghederne er dog ikke heller ikke bange for at vise sig her; balanceproblemer viser sig i alt for mange situationer og variationen figurerne imellem er væk. Det er også her de strategiske ridser i lakken viser sig, for modsat singleplayerdelen er det ikke nok med trolde i stride strømme for at vinde. Der skal holdes godt styr på tropperne, hvilket er svært, da musen til tider ikke virker helt overbevisende som din kommanderende hånd. Samtidig har de mest kraftfulde skabninger en så stor fordel overfor de svagere, at det hurtigt kan blive et våben-kapløb, i stedet for en nervepirrende og udfordrende kamp, hvor sejrherren bestemmes af taktisk overlegenhed.

Udover det forventede indhold som en singleplayer- og multiplayerdel, er der som følge af samlerkort-elementet også et auktionshus, hvor disse kort kan købes og sælges for points der så igen købes for rigtige penge. Det er bestemt ikke billigt, og når der allerede er betalt fuld pris for spillet, vil det kun være de mest engagerede samlere, der vil bruge flere penge på det.

På trods af de mangler man kan udpege i BattleForge, er det en fryd for øjet. Da jeg første gang luntede igennem en skov med mine tropper, kunne jeg ikke undgå at se hvor livligt landskabet var, med et planteliv taget direkte ud af et botanisk drømmeland. Skønheden føres videre i variationen og designet af drager, trolde og alle de andre fantastiske væsner der er til stede. Fra små maskerede mænd, bevæbnet med spyd, til kolossale monstrøsiteter, der ikke et sekund gør dig i tvivl om hvilken slags kaos de kan forårsage. En utrolig bred farvepalet præger spillet, dog med overordnede farver for; Fire, Frost, Nature og Shadow, de fire elementer for samlekortene.

Da jeg hørte om BattleForge og dets koncept første gang, var jeg skeptisk om hvorvidt et strategi-spil bygget op omkring samlekort ville fungere. Hvis udvikleren havde været en smule mindre ambitiøse omkring variation i figurerne, ville de sikkert kunne have balanceret spillet bedre og dermed gjort den uslebne multiplayerdel til en sjov og lettilgængelig oplevelse.

Dernæst er der spørgsmålet om mikrotransaktionerne, der er motoren bag køb og salg af samlerkortene, hvis man har tænkt sig, at spille dette spil som det er ment af udviklerne, skal man overveje grundigt, om man vil bruge penge på spillet efter købet. De livlige figurer og landskaber og de gode originale idéer er i sidste ende ikke nok til at redde dette spil fra at havne omkring midten af karakterskalaen.