Monsters vs. Aliens

Det forløber sådan her: En film annonceres - og i samme øjeblik det sker, starter markedsføringskanonerne med at udtænke biprodukter, der skal være med til at sælge filmen udenfor biografernes mørke. For selvfølgelig vil børnene efter at have set filmen styrte ud i lyset, med forældrene lige i hælene, for at erhverve sig plastikkoppen, sengetøjet, legetøjet fra McDonald's, de der små bitte figurer man kan lege med, bamsen, plakaten og selvfølgelig, ikke mindst, computerspillet.

Derfor er det heller ikke så underligt, at der sprøjtes det ene mærkværdige produkt ud på markedet efter det andet. Det er en guldrandet forretning. Men når interessen for filmen er løjet lidt af i de små hjem, ja, så sidder de stakkels forældre altså tilbage med plastikkoppen, sengetøjet, legetøjet osv., der hober sig op i de små hjem som værdiløse ting der har udtømt deres underholdningsværdi. Og snart har den næste film jo premiere.

Denne gang er premieren kommet til Dreamworks' computeranimerede film Monsters vs. Aliens, der har fået gode anmeldelser. Men skal man se historisk på det, er der ikke mange chancer for at dette biprodukt, spillet, får ligeså gode anmeldelser. Det er ikke for at være forudindtaget over for spillet, men erfaringen siger desværre, at det mere er reglen end undtagelsen, at filmrelaterede spil er makværk frem for mesterværk. Heldigvis er der jo undtagelser, og det er altid med håbet om en sådan undtagelse, at man nærmer sig et spil som dette.

Håbet svinder dog mere og mere jo længere man bevæger sig ind i spillet. For selvom der er ganske fornøjelige momenter og godkendte ideer i Monsters vs. Aliens, så overskygges de positive elementer lynhurtigt af at gameplayet kun spiller på én streng, hvor de samme momenter og ideer gentages i det uendelige. Og det er selvfølgelig en skam. For havde udviklerne formået at spille på flere strenge og variere gameplayet bare en anelse, så kunne der faktisk være komme et hæderligt spil ud af Monsters vs. Aliens. Men nej, sådan skulle det ikke være.

Spillet baserer sig selvfølgelig løseligt på Dreamworks 3D-animerede film. Her har det amerikanske militær i årevis holdt forskellige monstre hemmeligt indfanget dybt nede i den amerikanske undergrund. Iblandt disse monstre finder man således kæmpepigen Susan, slimklatten B.O.B, den kamæleonlignende The Missing Link og den lille videnskabsmand med de store ideer, Dr. Kakerlak. Muligheden for frihed øjner sig dog pludselig, da det amerikanske militær for brug for uhyrlighedernes hjælp til at slå en uventet invasion af rumvæsner ned.

I denne kamp indtager man således på skift rollen som henholdsvis Susan, B.O.B og The Missing Link (Dr. Kakerlak agerer hjælper). Hvert af monstrene har deres egne forcer og personlige styrker, hvilket spiller ind på banernes udformning og måden man spiller dem på. Med et par biler monteret som rulleskøjter på fødderne udfolder Susans baner sig som rulleskøjteløb på en fastlagt kurs, hvor hun helt simpelt hopper og dukker sig for forhindringer. Som The Missing Link skal man som i en god gammeldags platformer kæmpe sig vej gennem banerne ved at slå til kasser, fjender og løse enkle gåder. B.O.Bs baner er mere puzzle-agtige, hvor det gælder om at finde vej fra A til B ved at udnytte hans egenskab som "slimklat". B.O.Bs del er den bedste i spillet, og som spillet skrider frem bliver disse baner faktisk ret fantasifulde og udfordrende i de store labyrintiske strukturer der udfoldes.

Vejen gennem spillet er konstrueret som en stor, sammenhængende DNA-streng. Efterhånden som man baner sig vej igennem strengen, kan man købe sig adgang til nye områder af den, hvor man blandt kan få opgraderet Susan, B.O.B og The Missing Link ved at gennemføre simple udfordringer, der hver især tager hensyn til de enkelte karakterers særlige forcer: Susan skøjter, The Missing Link skal baske fjender og B.O.B skal bevæge sig igennem et særligt område. Som sådan tilføjer DNA-strengen et andet konkurrenceelement, hvor spilleren får mulighed for at åbne op for et væld af nye tricks og tilføjelser, samt ting relateret til filmen (stillbilleder osv.).

Tre forskellige måder at spille på er jo variation i gameplayet, så hvordan kan jeg så hævde at det ikke forholder sig sådan? Jo, problemet består i at spillet låser variationen fast i en skabelon, hvor man føler at man spiller den samme bane om og om igen. Miljøerne, lydbilledet og udfordringerne er skåret over den samme skabelonfigur hele vejen igennem. Og det gør desværre, at Monsters vs. Aliens meget hurtig bliver alt for let, gennemskueligt, trættende at høre på og ikke mindst en meget kedelig affære at spille. Hvilket er en skam, for spillet har potentiale til mere, hvis blot udviklerne havde ulejliget sig med at tænke bare et par tanker mere end en. Det er vel som sådan ikke for meget forlangt, er det?

På den positive side har spillet formået at bevare humoren fra filmen. Monsters vs. Aliens er en absurd gryderet af forskellige B-gyserfilm som Attack of the 50 Feet Woman, Uhyret fra den sorte lagune, rumvæsenfilm som E.T, Nærkontakt af tredje grad og Klodernes kamp. Har man set Tim Burtons fantastiske satire over nogle af de samme film, har man et ret godt billede af humorens karakter i Monsters vs. Aliens - og jeg tog da også mig selv i at grine højlydt et par gange undervejs.

Desværre er det jo bare ikke nok til at hive stikket hjem, og jeg forudser at dette spil snart kommer til at ligge over i hjørnet og samle støv sammen med plastickoppen, sengetøjet og legetøjet fra McDonald's. Suk.