UFC 2009 Undisputed

Evans har med sine 18 sejre og ingen tab set frygtindgydende ud med sin kombination af benarbejde, boksning og brydning. Machida har derimod ikke tabt en eneste runde i sine seks UFC kampe, er knap blevet ramt og har set helt og aldeles umenneskelig ud i ringen. Søndag morgen klokken 4.00 går det løs, og selvom det lyder til at blive en af årets bedste kampe, regner jeg med at være en af de eneste danskere, der ser den.

Mens USA har taget UFC til sig som arvtageren for den pengegriske boksesport, er populariteten nemlig stadig ikke nået til Danmark. Mikkel Kessler er for længst blevet hvermandseje, mens Martin Kampmann - der for nyligt vandt en fantastisk kamp over den tidligere verdensmester Carlos Condit i UFC - ikke blev nævnt i den danske presse.

UFC 2009: Undisputed er den trojanske hest, der skal ændre alt dette. Det er et spil, der ligeså meget skal fange købere verden over med sine hurtige knockouts og voldsomme armlåsgreb, som det skal agere informationskilde for alle potentielle fans af sporten.

Umiddelbart kan jeg forestille mig, at det har givet udvikleren en knaldende hovedpine, for hvordan forklarer man noget så komplekst i spilform, samtidig med at man holder det tro mod sporten?

Yukes løsning har været at udvikle et af de mest komplekse kampsystemer til dato, der dog serveres med en tilgængelighed, så alle kan være med. Derfor er arme og ben fordelt ud over de fire knapper på forsiden af controlleren, ganske som man kender det fra Tekken. Med skulderknapperne på højre side blokerer man højt og lavt, mens venstre sides skulderknapper sørger for, at slag og spark ryger til kroppen samt åbner op for specialtricks.

Kompleksiteten bliver dog øget tifold, så snart man kommer tæt nok på modstanderen til, at man kan tage fat i ham. Med armene placeret solidt om kroppen på modstanderen er det muligt at hive ham i gulvet, hvorfra jeg med lidt held vil befinde mig i en fordelagtig position til at ramme ham med slag eller et opgivelsesgreb. Mest effektivt er det dog at forsøge at forbedre min position, således at jeg får fuld kontrol over modstanderens krop og i højere grad vil have held med mine slag og greb.

Clinch og greb udføres alle via bevægelser af den højre analogpind - samt god timing - og resultatet er den mest spændende og komplekse gulvkamp endnu set i et spil. At gribe en modstanderes slag, mens han lader dem regne ned fra oven, og bruge momentummet til at bytte position for til sidst at afslutte ham med en armlås, er et af de bedste momenter, jeg endnu har oplevet i et kampspil.

Om jeg vælger at kæmpe stående eller på gulvet kommer dog helt an på, hvilken kombination af kampsporter jeg har valgt til min kæmper. I spillets karrieredel kan jeg således vælge mellem boksning, kickboxing eller Muay Thai til stående kamp, mens brydning, brasiliansk jiu-jitsu og judo klarer gulvkampen. Stilarterne bør altid vælges efter spillestil, da det resulterende udbud af bevægelser er voldsomt forskellige for hver. Muay Thai fokuserer for eksempel på knæ i nærkamp, mens boksning er hurtige kombinationer med mere distance. Ligeledes kan brydning bruges til at kontrollere modstanderen, mens brasiliansk jiu-jitsu i højere grad vil lade dig gå efter kropslåse, uanset din position.

Stilarterne betyder dog ingenting, hvis de ikke trænes, og her kræves det, at man har en smule taktisk overskud. Træningen tager nemlig tid og koster kræfter, hvilket kræver, at jeg planlægger det hele efter min kalender. Forud for hver kamp gives et antal uger, som kan bruges til træning, som kan vælges i tre forskellige intensiteter, hvor hver koster mere udholdenhed end den sidste. Udholdenheden vil dog blive min værste fjende, hvis jeg ikke har genopladet den inden en kamp, og derfor skal det hele passe ind i programmet. Med lidt overskud i kalenderen er det yderligere muligt at træne med nye hold og på den måde udvide sit repertoire af tricks i ringen.

Den hårde træning giver dog udslag i ringen, hvor de optrænede erfaringspoints, pludselig viser sig i benknusende spark, lynhurtige takedowns og næsten umulige opgivelsesgreb. Den allervigtigste faktor er dog timing, og har du den på din side, kan ethvert modangreb sende din modstander i gulvet på sekunder eller blot ryste ham i en sådan grad, at han mister lysten til at kæmpe videre.

De pludselige knockouts er også en af de første frustrationer, du vil møde i UFC 2009, for det kan virke ufattelig uretfærdigt at dominere en kamp, hvis man få sekunder senere befinder sig på gulvet grundet et velplaceret slag. Det er dog sportens virkelighed og samtidig motivatoren for, hvorfor man altid bør være mere end en endimensionel kæmper, der kun kender til stående kamp.

En frustration, der er knapt så nem at bortforklare, er dog Yukes åbenbare begejstring for menuhelveder. Udvikleren der også står for udviklingen af Raw vs. Smackdown wrestlingspillene, er nu i årevis blevet kritiseret for at stopfodre deres spil med ubrugelige menuer, og sørme om det ikke også er tilfældet her. Jeg kan ikke forklare jer, hvor ligeglad jeg er med statusopdateringer som "Now Saving, Waiting, Game has now been saved, Loading." og hvorfor man stadig ikke gemmer det hele i baggrunden, kan jeg ikke besvare. Resultatet er dog, at der gerne går halvandet minut mellem hver kamp, hvilket er stupidt, når det kunne være fikset så nemt.

UFC 2009: Undisputed kan føles straffende, hvis du forventer Tekken eller Street Figther, og indlæringskurven vil med sikkerhed føles skyhøj. Hvis du er lige så utålmodig som mig, vil du også lade bandeordene falde over de lange indlægsningstider, men det er heldigvis det hele værd.

Dette er ikke kun det bedste UFC spil til dato, men også et nyt kapitel i en genre, som bortset fra Street Fighter har manglet fornyelse i årevis. Det er et taktisk, voksent kampspil, der griber stafetten fra EA's Fight Night serie og skinnebenssparker det op på næste niveau.