Før det første ord er læst af denne anmeldelse, vil der ganske sikkert allerede sidde mange derude som synes jeg er helt forkert på den, for karakteren er allerede afluret og hvordan kan Bungies guldkalv ikke score topkarakter igen? Og lad det være sagt med det samme, jeg er ikke en Halo-fan af den kaliber som nu på andet år bruger enhver ledig time til at skyde løs i Halo 3s bundsolide multiplayer.

I stedet er jeg fan af Bungie og deres enorme evner inden for spiludvikling, og derfor fangede det også min interesse mere end normalt, da udvikleren fortale om et Halo-projekt som ikke havde Master Chief som hovedperson, for den slags kræver mod.

Modet bevises ved at lade fungere som del af et hold, i stedet for den stoiske enspænder. The Rookie er medlem af den såkaldte Orbital Drop Shock Troopers trup, der foruden hans tavse personlighed udgøres af Buck, Dutch, Romeo, Mickey og Dare som er lederen for holdet.

The Rookie er ikke kun spillets egentlige hovedperson, men også Bungies håndsrækning til spilleren for at fylde sin egen personlighed i spillet. Ligesom Half-Lives Gordon Freeman er han nemlig ganske tavs, og hans historie fortælles i stedet via resten af holdet som snakker om og til ham, samt via hans sparsomme kropsmimik. The Rookies vigtigste funktion er dog at han er omdrejningspunkt for hele spillets historie, som snedigt er spredt ud over hele truppen.

Da historien er et af ODST's bærende elementer, vil jeg ikke snyde nogen fra at opleve den selv, men vil blot sige at noget går galt i starten af spillet og soldaterne derfor bliver spredt for alle vinde. Med kontrollen over The Rookie bevæger man sig derfor rundt i en samleleds-verden, på jagt efter de forsvundne soldaterkammerater. Jagten og de fund man gør, åbner for de sidemissioner som udgør det egentlige spil, og foregår som flashbacks fra resten af truppen.

Muligheden for at sprede historien ud over flere forskellige personligheder, har udvikleren benyttet til at skabe langt større diversitet i banerne. Det klæder i den grad en serie, der før har ladet sine spillere trave rundt i kønsløse rumstationer i timevis af gangen. Uden at ville røbe for meget, vil jeg derfor blot lade alle glæde sig til Dutch- missionen, hvor Bungie inden for få sekunder viser glæden ved ikke at være fastbundet af baner der slavisk skal hænge sammen.

Meget er forud for spillets udgivelse, blevet gjort ud af at fortælle hvordan skiftet fra Master Chief som hovedperson, til en trup menneskelige soldater som blot prøver at klare deres missioner, ville betyde en ny dramatisk vinkel for serien. Det er dog en sandhed med modifikationer, for på trods af ikke at være udstyret med elektronikbrynje og superkræfter, er der ikke den store forskel at spore når det kommer til gameplayet.

Det opladelige skjold er nu blot skiftet ud med et udholdenhedssystem, som ganske som forventet oplader sig selv hvis man blot sidder i ro et par sekunder. Udholdenheden kan ses og høres ved at skærmen får et stigende rødligt skær jo mere skade man tager, samtidigt med at soldatens gispen efter vejret bliver kraftigere. Finder man ikke dækning mens dette står på, begynder skaden at registreres på energibaren, som kun kan genoplades ved at finde specielle forsyninger.

Som medlem af ODST har man dog adgang til unikke værktøjer, og det mest unikke af dem alle er det såkaldte VISR der gør det muligt at bruge en slags røntgensyn. Slår man det til optegnes omverdenen og fjenderne af farvede linjer så de lettere kan spottes, men mere brug bliver der aldrig rigtig for funktionen og derfor er det svært ikke at se systemet som en smartudseende, opgraderet lommelygte.

Også våbenudvalget er unikt for medlemmerne af ODST, og foruden naturligvis at kunne benytte sig af alle favoritterne, er man fra start udstyret med Magnum og en lyddæmpet maskinpistol. Magnummen er nærmest uhyggelig i dens evne til at opsøge hovedskud, og maskinpistolen fungerer fint som alternativ til seriens populære maskingevær, uden dog rigtig at være stille nok til at kunne bruges til snigangreb.

Følelsen af samtlige våben er dog blevet markant bedre, fordi Bungie har ladet sine lyddesignere give hele våbenudvalget en større opmærksomhed end tidligere. Hvis du, ligesom undertegnede, var træt af at der gik lidt for meget vandpistol over nogle af seriens våben, vil du smile ved tanken om at de nu alle har fået mere dybde samt smæk når de affyres.

Når det kommer til lyden er det dog musikken som Bungie fortjener mest ros for, og ikke kun må man beundre udvikleren for modet det har krævet at bruge stemnings skabende symfoniorkester musik i de stille og sørgelige passager, men også den diversitet der præger soundtracket i helhed. Få actionspil kan bryste sig med arrangementer så smukke, og det er en nydelse at lytte på.

Bungie har som udvikler aldrig nogensinde været for store til at aflure konkurrenterne deres bedste ideer, og hvor det tidligere udmøntede sig i den solide Construct, har den nye tilføjelse denne gang fået navnet Firefight. For alle der har spillet Gears of War 2s Horde-mode, er der ikke brug for yderligere forklaring for de to muligheder er nærmest identiske.

For alle der endnu ikke har forsøgt sig med denne mulighed, er Firefight dog en arenabaseret spilmulighed, for målet er overlevelse i forskellige arenaer der konstant bliver overrumplet af nye horder monstre. Bungie har alle dage forstået at skrue solide multiplayer-baner sammen og det kan mærkes i Firefight, ved at det aldrig bliver banen der bliver udfordringen, men snarere det store antal modstandere.

Bungie har dog yderligere krydret formularen for Firefight, og således råder man som hold over et bestemt antal liv som kun genoplades hvis mindst en fra holdet overlever længe nok. Yderligere bliver der hele tiden fyldt ekstra regler på, som at fjenderne pludseligt råder over granater, er glade for nærkamp eller har mere livsstyrke. Holdet skal fungere som helhed i Firefight, da holdets point samles i en fælles pulje i slutningen af hver runde. Man kan dog altid se hvor mange points hver enkelt medlem har indtjent til puljen, hvilket gør det utrolig fristende af gå efter nogle af de ekstra pointbonusser man får ved at skyde flere fjender på kort tid, eller nedlægge fjendtlige fartøjer.

Med mindre du er Halo-fan af største kaliber, er det dog svært ikke at snuble over hvordan ODST rent grafisk, ser lettere ramponeret og slidt ud. Grafikmotoren der driver hele værket er den samme som hos Halo 3, der allerede manglende grafisk finesse ved dets lancering for to år siden, og det kan ses. Ganske vist har den amerikanske udvikler forsøgt at pudse det hele af med væsentligt flottere lyseffekter og lyssætning, men det ændrer ikke ved at omgivelserne er underligt firkantede og uskarpe. Fjenderne ligner på klods hold noget fra starten af denne konsolgeneration, og man begynder hurtigt at forestille sig hvordan et Halo-spil kunne se ud hvis det var baseret på en mere moderne grafikteknologi.

Hvorvidt du vil fortryde at kaste penge af ODST, kommer i det hele taget an på dit forhold til seriens tidligere spil, for det nyeste kapitel føles i brede strøg som en gang velpoleret fanservice. Firefight er en fantastisk tilføjelse og den største grund til at ODST vil række en smule bredere end seriens forrige kapitler, men resten af pakken er mere af det samme, holdt sammen af en historie der vil synes ligegyldig hvis du ikke før har sat dig ind i universet.

Man må også spørge sig selv om Halo: ODST ikke kunne være lanceret som en udvidelse der kunne købes og hentes online, speciel når man ser hvad en udvikler som Blizzard tidligere har fyldt på deres spil, med den slags. Der vil ganske vist være fans som synes ODST rokker ved hele grundlaget af Halo-serien ved at indføre nye våben, samt et nyt perspektiv på historien, men alle andre vil have svært ved se den store forskel på dette og Halo 3.

Et Halo-spil uden Master Chief er stadig den mest spændende tilgang Bungie kunne have taget til dette nye kapitel, hvis du spørger mig. Umiddelbart skuffer det derfor at se at forskellen på truppens soldater og Master Chief ikke er større rent spilmæssigt. Det er dog historien, sammenholdet, Firefight og i særdeleshed den tilføjede omgang humor som gør at ODST er det mest fornøjelige Halo-eventyr jeg, som deltids-fan af serien, har spillet indtil videre. Det er langt fra perfekt, og jeg håber i særdeleshed på at se en opgradering af den tekniske side inden seriens næste kapitel, men skulle man vælge at lade Master Chief slumre videre, og lade ODST-truppen tage hovedrollen igen, vil det være helt fint med mig.