Gridrunner Revolution
Jeff Minter tryller med de virtuelle pensler igen, og sender får, okser og lamaer ud i verdensrummet. Blichfeldt er underholdt hele vejen...
Inden jeg overhovedet giver mig i kast med at prøve at forklare hvad Gridrunner Revolution er for en størrelse, er det vigtigt at du ved, at spillet på ingen måde er ligeså svært at forstå, som mine skriblerier muligvis vil få det til at lyde.
Helt basalt er Gridrunner Revolution nemlig et spil af den slags, hvor du har et lille rumfly, hvis eneste livsmål er at skyde mærkværdige fjender til atomer, og se highscoren galopere mod himlen.
Forklaringen havde ikke behøvet at være længere, hvis det ikke lige havde været fordi udvikleren var Llamasoft, den walisiske duo anført af den underligt karismatiske Jeff Minter, og hans favoriseringer af pelsede dyr og psykedeliske farveeksplosioner.
På et lille stykke land i midten af ingenting, har duoen nemlig nu i årevis omgivet sig med får, lamaer og hunde, i mens kærligheden til gårsdagens arkadeklassikere er blevet krydret med farvekombinationer så vandvittige at du med garanti aldrig vil have set noget lignende.
Gridrunner Revolution er det nyeste påfund, og lader dig kontrollere dit fly med musen, mens skydeknappen er sat på autofire. At kalde det du styrer et fly, er ikke helt rammende, da formen varierer fra alt hvad der ligner en våd sok til "krabben" fra Tempest eller vectorrumskibet fra Asteroids. Hver især spreder de deres projektiler på forskellig vis, og så snart du har tilføjet dem til samlingen kan de frit vælges i mellem med et rul på musens musehjul.
Fjender bevæger sig oftest fra toppen af skærmen og ned, og selvom det nemmeste er at skyde dem hurtigst muligt, er det ikke vejen frem hvis du vil ramme toppen af highscore-listerne. I midten af hver bane befinder sig nemlig en lille sol hvis tyngdekraft kan bruges til at vinkle egne projektiler, og desto mere de vinkles inden de rammer fjenderne, desto flere points ruller der ind på kontoen. Er du ekstra skarp er det endda muligt at få solen til at implodere, hvilket giver mulighed for de helt store points.
Ekstra points og skudkraft gives også for at redde de får, der med jævne mellemrum bræger sig ned fra toppen af skærmen, og reddes de ikke straffes man med voldsomme skudangreb, samt et bonuspointssystem der går i stå.
Det hele fordeles over hundredvis af baner, der altid er fastlåst til et skærmbillede men hver byder på sine egne farvekombinationer og hypnotiserende former. Og netop det hypnotiserende billede er en genganger, for det grafiske udtryk i Gridrunner Revolution er ganske unikt.
Hvis du nogensinde har prøvet at smide en musik cd i din Xbox 360 eller blot har prøvet Llamasofts forrige spil Space Giraffe, har du også bevidnet den grafikteknologi der ligger til grunde for det nye spil. Fjenderne ligner næsten genkendelige organiske former, og eksploderer i pixelbrag der tværer tusindvis af farver ud af over skærmen. Mønstre, tal og opdateringer toner ud og ind af billedet, mens et næsten usynligt billede af en okse pludselige fylder skærmen. Det hele er pakket ind i så mange farver, at man flere gange må undre sig over om skærmen er på vej til at give op, eller blot er begyndt at bløde farver.
Mindre mystisk og originalt bliver det ikke på lydsiden, hvor Turbo Recordings har stået for de lækre elektroniske underlægningsmelodier. Melodierne akkompagneres af lydeffekter rangerende af alt fra brægende får, til alarmer og gamle blipblop lyde fra arkademaskiner, der er så knasende tørre genskabte at man forventer en smule sand vil falde ud af højtalerne på hvert et tidspunkt.
Gridrunner Revolution vil ikke være for alle, for nogen vil ikke kunne engagere sig i et spil hvor kræfterne ene og alene skal fokuseres omkring highscoren, mens andre vil føle deres øjne smelte mens de prøver at følge med i hvad der foregår på skærmen.
Hvis du ikke er i en af de to grupper, er Gridrunner Revolution dog en gåsehudsfremkaldende lussing af originalitet, vanvid og fængende gameplay til en minimalpris på godt 100kr. Det er en spiloplevelse af samme kaliber som Geometry Wars og Super Stardust HD, der blot er født i helt andre, farveglade klæder, men lokker med en spilbarhed der gør at man hele tiden lige skal give det et forsøg mere.
| Grafik: | 8 |
| Gameplay: | 8 |
| Lyd: | 8 |
| Holdbarhed: | 8 |
| Vores karakter: | 8/10 |
- Mutant Oxen Iphone




































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Strandvejen 72 st. mf, 2900 Hellerup, Denmark









mikelund:

http://www.llamasoft.co.uk/grintro2.php
Er det et download spil, og i så fald, hvor køber man det
Et godt review!
Det er en god old school shooter med et twist og en masse personlighed i alle dens referancer til højre og venstre! Gang i farverne og action fra første level.
Jeg oplever selv problemet med at øjnene smelter efter ½-1 times spilletid, så jeg bliver ved - for de øjne må sgu vænne sig til alle regnbuens farver! Jeg oplever sært nok også at være i 'zonen', hvor man spiller lige så meget på hvad man hører, som på hvad man ser - det er en lang flydende actionsekvens uden pause indtil "Level up!"-beskeden kommer.
Og så starter det forfra på næste level. Helt som nede på grillbaren i de gode gamle dage..
/cj2003