Grand Theft Auto IV: The Ballad of Gay Tony

Da jeg sidst forlod Liberty City, var det i skikkelse af MC-bandelederen Johnny Klebitz, der efter sit eventyr, slog sig ned i en faldefærdig rønne i et af byens mindre hyggelige kvarterer. Kontrasten er derfor stor, da jeg introduceres til Liberty Citys natteliv, fyldt til randen med flotte damer, VIP-rum, klub-musik og kokain. Natklubbernes konge, Tony Prince, bedre kendt som Gay Tony, er så langt fra de beskidte skurke i MC-banden som man overhovedet kan komme det.

Som Tonys ven, businesspartner og assistent, har Luis Lopez nok at lave med at holde natklubberne kørende, mens den excentriske ejer pådrager sig ny gæld, nye fjender og nye stofvaner. Som ejer af både byens hippeste gå-i-byen-sted og homoklub, havner man let på Liberty Citys radar, og det tager ikke lang tid, før vi endnu engang, er nødt til at tage et dyk ned i den underverden som gennemsyrer byen.

Luis Lopez startede som pusher for den dominikanske narkomafia på et af hjørnerne i Liberty Citys fattigere del, men blev efter et længere fængselsophold, håndplukket af Gay Tony, og givet muligheden for at få et nyt liv, tilsyneladende som lovlydig aktør i festbranchen. Loyaliteten til din mentor er det bærende element i The Ballad of Gay Tony, og den sættes konstant på prøve. Alle vil have en bid af Luis, og er det ikke moderen, der aldrig er tilfreds, så er det barndomsvennerne, der forsøger at få ham tilbage i vante rækker. Samtidig er Luis nødt til at sætte sit eget liv på spil, udelukkende fordi Tony konstant får rodet sig ind i nye problemer.

Som altid indeholder Rockstars GTA-spil et gennemført persongalleri, og stemmeskuespillet er selvsagt i topklasse hele vejen. Luis Lopez er, på trods af, at være en koldblodig morder, usædvanlig sympatisk. Alligevel er det Gay Tony der stjæler rampelyset. I stedet for at vælge den lette løsning og gøre ham til en drama queen, sådan som de fleste medier fremstiller homoseksuelle, er det 40 år gamle klubveteran resolut, stor i kæftet og autoritær - i hvert fald når han ikke er pumpet fyldt med stoffer. I de øjeblikke er han ynkelig, selvmedlidende og fuldstændig panisk. Man mærker hvordan medfølelse bliver til frustration, som han graver sig dybere og dybere ned i problemerne og samtidig omgiver sig med dekadente snyltere, uanset hvor meget Luis forsøger at få ham på ret køl.

Opgaverne i Grand Theft Auto IV: The Balled of Gay Tony, er stort set som vi husker dem fra tidligere Liberty City-eventyr; det handler for det meste om at køre et eller andet sted hen, snakke med en person, skyde dem, flygte fra politiet og vinde selvsamme kapløb. Selv om missionerne er varierede - og til tider overraskende anderledes - er det for det meste et velkendt mønster. Hvor Grand Theft Auto IV: The Lost and the Damned mere føltes som et separat spil, er det denne gang tydeligere, at vi har med en udvidelse at gøre.

Det er derfor enormt opfriskende, at hver af de historiedrevede missioner, nu bliver evalueret efter de er gennemført. Denne procentevaluering er baseret på, hvor mange af mini-opgaverne i missionen man har klaret, f.eks. at holde sig indenfor en vis tidsfrist, kun tage en vis procent skade, udføre et antal trusler og hvor høj træfsikkerhed man har. Alle missionerne kan spilles igen, når spillet er fuldført, så hvis du vil tilbage for at jagte nogle bestemte achievements, så er det noget, der kan bidrage med adskillige spiltimer til kontoen. Og det er faktisk ret fedt, når missionerne tidligere ikke har kunnet genspilles, når først de er gennemført.

Akkurat som med forgængeren Grand Theft Auto IV: The Ballad of Gay Tony, findes der en række minispil, man kan udføre, når man ønsker et afbræk fra historien. Blandt disse finder du bl.a. Gang Wars, hvor Luis hjælper barndomsvennerne med at røve en række pushere: Basejumping, hvor man kaster sig ud fra en bygning og skal forsøge at falde igennem en række ringe luften eller lande på nogle bevægelige mål og Club Management, hvor man patruljerer klubberne, smider fulde mennesker og brokkende gæster ud, og i det hele tager sørger for, at resten af gæsterne har det godt. Dertil kommer nævekampene, der foregår i en baggård.

At hoppe i faldskærm, skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke helt har grebet om endnu, men at operere som sikkerhedsvagt på natklubberne var morsomt, og det var noget jeg endte med at vende tilbage til, så snart det blev aften og barerne åbnede. Det er dog en stor streg i regningen, at Rockstar ikke har gjort mere ud af det pinlige og dårlige nævekampsystem der er inkluderet, specielt når det er et helt minispil. Der er umuligt, at få noget fornuftigt ud af det, og føles for det meste bare som at kaste et par terninger. I Grand Theft Auto: The Lost and the Damnes fik de i den grad renset styringen af motorcyklerne op, ikke mindst fordi det spillede så står en rolle i udvidelsen, og vi kunne have forventet os det samme af kampmotoren.

Historiemæssigt bevæger vi os op og ned i manuslandskabet, og jeg skal ærligt indrømme, at det er svært at lægge kontrolleren væk, når man først er gået i gang. Persongalleriet er usædvanligt gennemført, og man ender faktisk med at føle noget for de forskellige spilfigurer, på på godt og ondt. Den arabiske milliadærson Yusuf, er på mange måder Grand Theft Auto: The Ballad of Gay Tonys, Roman. Eller det ville han have været, hvis han havde haft adgang til penge. Med en prostitueret på den ene arm og et guldvåben i den anden samt en næse stopfyldt af kokain, er det altid ekstremt morsomt at blive ringet op af den kulturforvirrede araber, for at udføre et job. Et par andre personer er ganske enkelt så afskyelige, at jeg endte med at vælge deres opgaver på et senere tidspunkt, alene for ikke at skulle snakke med dem.

Da Grand Theft Auto IV: The Ballad of Gay Tony foregår samtidig med Grand Theft Auto IV: The Lost and the Damned, så møder du naturligvis en række gamle kendinge. Historierne er utrolig godt bundet sammen, og at få en tredje synsvinkel på den nu velkendte museumssekvens, er altid et klimaks - samtidig er det med vemod, at vi må konstatere, at dette repræsenterer det endelige punktum for den historielinje.

Grand Theft Auto IV: The Ballad of Gay Tony er en værdig afslutning på Liberty City-eventyret. Som med The Lost and the Damned og ikke mindst Chinatown Wars, bidrager disse tillægspakker med reelt kød til universet, og som med Tv-serien The Wire, ser vi hvordan byen, der i virkeligheden er hovedpersonen, vokser og forandres. Det er med vemod, at jeg gennemførte det sidste eventyr i byen, men heldigvis kan man vende tilbage til det igen og igen, i hvert fald, hvis man vil perfektionere sine procenter. Egentlig troede jeg, at jeg var ovre alt dette, men nu sidder jeg her så igen.