Darksiders

Verden må virkelig synes et urimeligt sted for en udgiver som EA engang i mellem, for mens mange har været hurtige om at skrige "God of War-plagiat" efter Dante's Inferno, har der ikke været mange, der har råbt "Zelda-kopi" efter Darksiders.

Måske er det fordi at War, spillets hovedperson er meget langt fra den uskyldige Link. Måske er det fordi, at den dæmonslagtning som Darksiders gennemgående byder på, er så voldsom, at den ville have skræmt livet af hele Hyrules befolkning. Måske er det fordi, at den debuterende udvikler Vigil Games på intet tidspunkt har lagt skjul på deres inspirationskilder.

Mest sandsynligt er det dog nok at forventningerne til Darksiders ikke har været store nok til at piske internetpublikummets raseri op på et niveau, hvor det har kunnet mærkes og det kommer stensikkert til at ændre sig i fremtiden, for Darksiders er overraskende solidt.

Godt hjulpet på vej af tegneserieguru og designer Joe Madureiras mange tegneserieuniverser, fortæller historien i Darksiders om War, der som en af Apokalypsens fire riddere, fungerer som en del af gudernes ordenspoliti. War bliver dog offer for et plot, der gør ham til katalysator for igangsættelsen af dommedag, menneskeracens udryddelse og en krig mellem helvedes ondeste dæmoner og himlens største krigere - hvilket naturligvis betyder revanche.

Revanchen i Darksiders leveres bedst via sværdet Chaoseater, der med en størrelse næsten ligeså stor som War selv, er et våben effektivt nok til at selv skyskraber-store dæmoner kan mærke når de får dask. Kampsystemet byder allerede fra start på undvigelsesmanøvre, magier, slagkombinationer og brutale afslutninger af lamslåede fjender, og kender du dine spil, vil der ikke gå mange sekunder før du tænker på God of War.

Ligeså hurtigt som du har modtaget kræfterne, får du dem dog frataget igen. Vigil Games har ikke set sig bedre end at låne starten fra stort set alle spillene i Metroid-serien, og lader dig lige snuse til War's store potentiale, før du får frataget de mange evner igen. Det hele er naturligvis en stor undskyldning for at sende dig ud på et eventyr, hvor der låses op for nye områder alt i mens man genfinder War's tabte evner og våben.

Bortset fra introduktionen sætter Darksiders dog langsomt fra start, og sikrer sig at alle har styr over de mest grundlæggende teknikker, inden spillets univers åbnes op for alvor. Som erfaren spiller kan det virke en smule langsommeligt, at skulle tvinges igennem sideopgaver, hvor man lærer at undvige angreb, men der er faktisk mening bag det hele for lærer du dem ikke, overlever du ikke. Grundet War's manglende evner, lægger spillet nemlig forbavsende svært ud, og selv de mest skrøbelige fjender vil skulle have kastet biler i panden og adskillige snit med sværdet, før de opgiver deres eksistens.

Sværhedsgraden bidrager dog til at glæden ved at købe eller finde et nyt våben er desto større. Vulgrim er den sjælespisende handelsdæmon, der gladelig veksler tævede fjenders sjæle til nye angreb, mens de egentlige dødsinstrumenter oftest findes på banerne. Inden slutningen er nået, vil du således have opnået et arsenal der blandt andet dækker over en boomerang-lignende kastestjerne (Crossblade), en magisk le (Harvester), en enorm pistol (Mercy) og såkaldte Wrath Powers der sætter ild til, spidder og suger livet fra enhver fjende.

Med våbenudvalget har udvikleren også set sit snit til at introducere lidt flere rollespilselementer, og finder man sig et favoritvåben vil man opleve det stige i styrke jo mere man bruger det. Bedre bliver det dog af at hemmelige emblemer kan give våbnene yderligere evner, som ekstra styrke eller erfaringsindtjening, hvilket betyder at man i højere grad kan personliggøre våbendepotet.

Fælles for hvert nyt våben eller værktøj som tilføjes arsenalet, er dog at udvikleren formår, at udnytte dem alle på snedig vis. Ganske som hos de spil, der har fungeret som forbilleder for Darksiders, er det på det nærmeste en selvfølge, at erhvervelsen af enhver ny evne, resulterer i alskens forskellige opgaver fokuseret omkring udnyttelsen af denne. Specielt sjove er de opgaver, hvor spillet låner portal-pistolen fra Valves Portal, samt de hvor der skal gøres brug af helvedeshesten Ruin. Overraskende er det dog, at opgaverne oftest er originale og udfordrende, samtidigt med, at de er lige præcis så logiske, at løsningen af dem altid giver mening.

Alt efter hvor toptunet din tænketank og reflekser er, vil du skulle bruge i omegnen af 12 til 16 timer før du får slutningen på historien leveret. Darksiders er dog helt fra bunden bygget op som den slags spil, der gemmer på hemmeligheder i enhver krog og hjørne, og derfor vil det være din samlermani der bestemmer levetiden. Glædeligvis erfarer man hurtigt at hemmelighederne oftest er af en sådan kvalitet, at den tid man bruger på at finde dem synes godt investeret.

Darksiders ligner fra start til slut en tegneserie, og selvom det hele tiden har stået klart at dette var et projekt ledt an af tegneserie-legenden Joe Madureira, er det alligevel lækkert at se, at Vigil Games har formået at give spillet sit eget grafiske præg. De menneskeløse byer er naturligvis befolket af zombier, dæmoner og andet kravl man normalt ser i denne slags spil, men det er de mange forskellige større fjender som viser udviklerens sans for monsterdesign.

En af de første større fjender man møder er eksempelvis The Jailer, en kolos af muskler, tænder, overskydende hud, skelethoveder og et fængsel med en indespærret dæmon, indsat i kroppen. War selv er desværre ikke helt så spændende, og overbeviser i højere grad med sin stoiske ro, afsindige våben og i særdeleshed dæmonhesten Ruin, en fandenivoldsk fjern fætter til Epona. Her er ikke tale om et spil der på det visuelle plan vil kunne konkurrere med eksempelvis God of War III, men det vil være de færreste der ikke en gang eller to vil lade sig imponere på vejen gennem spillet.

Det er svært ikke, at være imponeret af de mange kræfter der er brugt på Darksiders, men udviklerens manglende erfaring er dog desværre at spore enkelte steder i spillet. Kontrollen synes ofte en smule knudret, ikke mindst når man tvinges til at bruge et manuelt kamera for at sigte præcist. Jeg savnede også lidt mere historie og sammenhæng, i forhold til de opgaver man bliver stillet, hvilket faktisk er rigtig ærgerlig fordi den smule der er, er godt iscenesat og underholdende.

Mit største problem med Darksiders er dog den svingende kvalitet i banedesignet, der varierer fra lækkert og logisk, til frustrerende og labyrintisk. Bedre bliver det ikke af at spillets hjælpende hånd, en kontrollerende ånd kaldet The Watcher, oftest er aldeles ubehjælpelig i sine råd og kun tilføjer til frustrationen. Det er super lækkert at udvikleren har valgt Mark Hamill (Jokeren i Arkham Asylum) til at give liv til The Watcher, men når rådene ikke er mere hjælpefulde end "Find hende så vi kan give hende tæv!", undrer jeg mig over hvorfor den overhovedet er med.

Jeg kan sjældent huske, at have set et spil, der så åbenlyst har lånt sine bedste ideer fra andre spil, men kan omvendt heller ikke huske hvornår en udvikler sidst har været så ærlig omkring det. Lånt eller ej har Vigil Games dog øset på med evner og masser af tro på spillet, og det kan i sidste ende mærkes. Chancerne er ikke store for at Darksiders ender som årets bedste spil, men derfor bydes der alligevel her på årets første rigtig agtværdige spiloplevelse, der vil ramme plet hos alle genrefans.