Jeg husker tydeligt hvordan mine små buttede fingre nærmest rystede af ren og skær nydelse over denne efterfølger.

Springet fra Red/Blue/Yellow til Silver/Gold var intet mindre end fantastisk. Den store mængde af tilføjelser til spillet var helt overvældende. Fremtiden så i den grad lys ud, og jeg kunne ikke vente på et nyt eventyr.

Det skulle vise sig at gå ned ad bakke, i hvert fald efter mit hoved. Ruby og Sapphire og sidenhen Diamond og Pearl fangede mig aldrig. Nok kørte de alle på markant bedre konsoller end Gold, med både opdateret grafik og et helt ocean af nye Pokémons, men det var som om originaliteten manglede.

I stedet for at finde på nye, lækre lommemonstre, var det som om hele grundpillen i de nyere Pokémon lå i at bygge videre på afsporede temaer. Titanerne Zapdos, Articuno og Moltres skulle sidenhen vise sig at være en smal sag for Gudepokémon, tidsvogtere, genmodificerede kloner og alientyper.

Heldigvis for Nintendo er resten af ungerne i verden fuldstændigt ligeglade med min mening, hvilket ganske tydeligt understreges af de høje salgstal, serien kan mæske sig i. Fortvivlelsen bredte sig hurtigt i mine tanker. Var jeg rent faktisk vokset fra Pokémon?

Det er efterhånden ni år siden jeg første gang blev mødt af Goldenrod Citys hjertevarmende nattelys. Dengang var det i Silver til den nu for længst pensionerede Gameboy Color, men det gjorde ikke byen mindre levende. Spillet emmede af hygge og liv, og den integrerede brug af tiden, ved at lade den skifte mellem nat og dag var prikken over i'et.

Pokémon HeartGold leverer samme eventyr i nye og pænere klæder. Alt lige fra det at viderebringe Mr. Pokémons mystiske æg i Professor Elms hænder, til at forsøge at stoppe Team Rocket fra at hugge Slowpokehaler er på fineste vis gengivet, hvilket i den grad spiller på de nostalgiske tangenter.

Der er blevet gjort plads til et par ændringer i nogle af missioner, eksempelvis i form af den tørre opgave, der før i tiden lød på at finde en fortabt Farfetch'd i Azaela Forest. I stedet bydes der på en simpel form for puzzle, der dog virker som et frisk pust fra opgaven i at slavebinde Pokém- finde nye Pokémon venner.

Det er som om HeartGold låner det bedste fra tidligere spil i serien. I bedste Pokémon Yellow stil vil din primære Pokémon i dit følgeskab gå bag din figur, og man vil kunne tale med den, for at høre hvordan den har det. Det bidrager ikke til gameplayet, men bidrager til den føromtalte hygge, præcis som det gjorde i Yellow.

Spillet låner idéen om en lettilgængelig menu nede på touchscreenen fra Diamond/Pearl, men formår i modsætning til sine ældre søskende at drage nytte af menuen. Det er let at aktivere alt lige fra Pokédex, Pokémon til PokéGear, uden reelt at måtte stoppe spillet, som det var i tilfældet i Diamond/Pearl, hvor man først måtte trykke på en knap, for at få adgang til herlighederne.

PokéGear har fået sin helt egen lækre og overskuelige menu, hvor det er nemt at bruge både kort, radio og telefon. Telefonen er også gået fra at være dette sjove, men mere eller mindre nyttesløse værktøj, til rent faktisk at være brugbart.

Fjerne minder fra Silver fik mig ofte til at tænke over hvor dumt det var, at høre på tilfældige trænere ævle om hvordan deres Clefairy eller Bellsprout så nuttede ud i en rød top. I HeartGold har de fleste trænere rent faktisk ofte brugbare tips at dele med én. Det gør det sjovt og ikke mindst lærerigt at blive ringet op af disse ellers så intetsigende trænere.

Jeg plejer sjældent at skænke lydsiden i Pokémon en eneste tanke, den har altid bare været der, for at eventyret ikke skulle være lydløst. Det er dog som om alt lige har fået et ekstra ryk i dette remake, for spillets musik er ofte spot-on med hensyn til passende situationer. Særligt når turen går til et af spillets mange huler er det som om musikken træder op på et helt nyt niveau.

Det er dog tydeligt at høre hvornår der genbruges, hvilket er en skam. Det er en kæmpe bommert at høre de samme gamle, simple MIDI-lyde spille på højtalerne, når man lige har vænnet sig til de nye tilføjelser.

Det samme kan siges om Pokémonernes skrig. Man skulle tro, at vi i 2010 kunne forvente mere end NES-lignende lyde. Jeg har ikke lyst til at høre et øredøvende "kwooh!" skrig fra Pidgey, når jeg kunne få den ægte vare, som hørt i animéen. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan høre min Pikachu tilråbe "Pika! Pika!" eller Clefairys infamøse sang. Men indtil da må jeg nøjes med denne udtværede lydside.

Spillets største tilføjelse skal dog findes i den inkluderet Pokéwalker, der bedst kan beskrives som Tamagotchi 2.0. Med denne skridttæller er det muligt at overføre en Pokémon fra sit spil til Pokéwalkeren, for at tage den med på sine gåture.

Efterhånden som man får investeret både sved, blod og tårer i denne maskine, vil man blive belønnet med både Experience og Watt. Sidstnævnte kan bruges for at vinde nye items og sågar finde nye Pokémon, der så alt sammen kan tages med tilbage til hovedspillet.

Det er en skøn tilføjelse, der rent faktisk virker upåklageligt. Det er lækkert at kunne tage sin Pokémon med ud på gåture og lade den høste erfaringspoint, når man ikke lige er i stand til hive sin Nintendo DS med.

Alt i alt kan dette remake i den grad anbefales.

Det er som om Nintendo endelig formår at perfektionere alle de løse funktioner, de først indskød i Diamond/Pearl spillene. Konsollens touch skærm spiller en betydeligt større rolle i dette spil, hvilket der kun kan klappes af.

Er man gået fortabt i den store bølge af Pokémon spil eller har man bare endnu ikke prøvet de gamle Silver/Gold spil, så må man som ny eller gammel Pokémon fan ikke gå glip af HeartGold/SoulSilver. Dette er ganske simpelt det bedste Pokémon til dags dato.