Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

LEAD AND GOLD: GANGS OF THE WILD WEST

Skydespil i det vilde vesten findes der ikke mange af, men Western-genren er tilsyneladende ved at komme på mode. Rasmus finder cowboyhatten frem og giver Lead and Gold: Gangs of the Wild West en prøvetur.


Western-genren ser ud til at være på vej mod en renæssance disse dage. Om det skyldes at Anden Verdenskrig er udslidt, eller om der er opstået en generel krigstræthed, ved vi ikke. Men Westerns er tilsyneladende det nye sort. Red Steel 2 er lige kommet til Wii, og Rockstars Red Dead Redemption ser rigtig, rigtig lovende ud. Og så er der Lead and Gold: Gangs of the Wild West, der i modsætning til de førnævnte er ren multiplayer.

Spillet byder på klasse-baseret tredjepersons skydeaction. Der er fire klasser at vælge imellem, der primært adskiller sig ved deres hovedvåben og en særlig evne. Der er gunslingeren, hvis pistol er effekttiv på kort til mellem afstand, og som har evnen til at skyde rigtig hurtigt. Blasteren, hvis haglgevær er bedst på kort afstand og som kan kaste med dynamit. Deputy'en, hvis relativt hurtige riffel er bedst på mellem til lang afstand, og som kan markere fjender så holdkammeraterne kan se deres position markeret på skærmen. Og endelig er der trapperen, der er en sniper-klasse som også kan lægge fælder.

Hver klasse har desuden en særlig aura, som de giver til holdkammerater i nærheden, som for eksempel øget præcision eller reduktion af skade.

Lead and Gold byder på en række spiltyper af den slags, man kender fra en række andre spil. For eksempel er der conquest, hvor to hold kæmper om fem kontrol-punkter og optjener point alt efter hvor mange af dem de har erobret. Eller Greed, der er en slags capture the flag-variant, hvor man kæmper om at bære en guldsæk fra midten af banen og tilbage til ens base.

Som sagt er spillet i tredjeperson, men man mærker ikke den store forskel i forhold til tidens førstepersonsskydere. Både grafik og lyd er i orden, uden at være noget, der får en til at spærre øjnene op. De aktuelle mål, som kontrol-punkter eller guldsække, er altid tydeligt markeret på skærmen, så man er aldrig i tvivl om hvor man skal hen. Banedesignet er udmærket, og de fleste nøglepositioner kan angribes fra flere forskellige vinkler.

Én feature, som jeg ikke mindes at have set andre steder, er spawnflaget. I hvert holds base er der et lille flag, som man kan samle op. Når man er død, kan vælge om man vil respawne i basen eller ved den spiller, der bærer rundt på flaget. Taber man flaget, kan modstanderen sende det tilbage til basen ved en enkelt berøring. Et smart lille system.

Gameplayet fungerer fint, og Lead and Gold er et sjovt nok spil. Desværre er det bare ikke særlig originalt. Western-temaet ligger i baggrunden og bliver ikke brugt til meget andet, og de forskellige spiltyper er alle sammen set før i andre spil. Og når forskellen mellem klasserne kun består af ét våben og én evne, kan man godt komme til at savne lidt mere dybde.

Det let at tilgive Lead and Gold for disse mangler når man tager prisen i betragtning. Spillet kan erhverves for $15 (lidt over 80 kr.), og med det in mente er pris/underholdnings-forholdet i orden. Men på den anden side koster et spil som Team Fortress 2 kun $5 mere, og med undtagelse af western-temaet er der ikke noget i Lead and Gold, som man ikke kan findes bedre udført i Team Fortress 2.

Og i sidste ende er det problemet med Lead and Gold: Gangs of the West. Spillet er ganske underholdende, men der er mange andre spil der er bedre og endnu mere underholdende. Men hvis du brænder for at skifte militærhjelmen ud med en Stetsonhat, så er Lead and Gold stadig et kig værd - især når det ikke koster mere end en familiepizza.

Lead and Gold: Gangs of the Wild WestLead and Gold: Gangs of the Wild WestLead and Gold: Gangs of the Wild WestLead and Gold: Gangs of the Wild West
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fint action-gameplay, god pris
-
Byder ikke rigtig på noget nyt
Dette er en annonce:
BETA +