Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

ALAN WAKE

Finske Remedy inviterer os til den idylliske by Bright Falls, men i vanlig thriller-stil er intet som det ser ud til og inden længe er vi helt ude i skoven, bogstaveligt talt.


Min lommelygte rasler en smule, det klare, hvide skær svækkes til en glød. Mit allerede skrøbelige sind splintres af glimtet af en skygge og lyden af skovbunden der knaser under tunge trin. Et fortvivlet blik kastes rundt i den dunkle skov, men på denne kulsorte nat er det kun stjernerne og den smalle lyskegle fra min lygte, der skinner. En økse falder med unaturlig kraft mod mig, et heldigt spring til siden redder mig, mine kolde, vaklende ben eksploderer over stok og sten mod en fjern lyskilde.

Med en fortid som lille, mørkeræd knøs følte jeg mig godt klædt på til at anmelde Alan Wake, som ifølge æsken er en psykologisk action-thriller. Hvad end den vidtspændende genre på forsiden af spillet bringer med sig, starter Alan Wake, som så mange andre ture i spændings- og gyser-genren, i et postkort-smukt landskab med en solbeskinnet landsby. Efter et møde med et par af de lokale og verdens måske allermest skumle gamle dame, går historien med hastige skridt mod det overnaturlige.

Alan Wake

Alan Wake er ikke verdens mest sympatiske gut, en lettere arrogant attitude og et temperament som en hidsig lille grævling skaber stor distance mellem spiller og hovedperson. Da helvedet bryder løs og Alans storby-apati ikke længere rækker, kommer en anden personlighed til syne, og det gør sig gældende gennem hele spillet, at jo bedre man lærer den gæve forfatter at kende, des bedre synes man om ham.

Historien er, med et ord, forrygende. Den er en anelse langsom om at komme i omdrejninger, men som en god bog er det svært at lægge fra sig når spillet har boret kløerne dybt ind i hjernen på dig. Det er en dyster historie, dog med en dosis humor der holder den altid tilstedeværende håbløshed stangen. Fortællingen serveres i fantastisk veludførte scener, der dog til tider snubler over uoverbevisende ansigts-mimik. Remedy har præsteret langt over hvad de fleste udviklere formår på denne front.

I det afsides hjørne af Guds Eget Land, som Alan Wake befinder sig i, skal der kæmpes en gruelig kamp mod mørket - og det er ikke bare en betegnelse for de onde magter der er på spil. Mørket er din værste fjende og det eneste våben er lys. Til det formål har Alan en lommelygte, hvilket i spillets action-del bruges som første og sidste værn mod tomme, mørke skaller af mennesker. Alt mørke skal fordrives fra disse tankeløse skabninger, før mere konventionelle midler kan have effekt.

Alan Wake

Dit arsenal udvides stødt med skyts, nødblus og lignende. Det fungerer, hele vejen, dine spæde skridt i den tæt bevoksede region er usikre og skrøbelige. Bedst som du tror du har taget på skyggerne dukker nye udfordringer op. Remedy's erfaringer fra Max Payne er ikke forfærdeligt svære at få øje på, trods Alan Wake er en anelse mere nede på jorden end den slow-motion-svævende betjent.

På trods af spillets ret lineære fremgang, er der mulighed for at udforske de fleste områder, det er sågar muligt at finde sider af en bog der giver nye vinkler til specifikke punkter af historien, eller et smugkig i fremtidige hændelser, det smører et ekstra lag på historien, brødkrummer på stien om man vil.

Indlevelsen i Alan Wakes vågne mareridt er tårnhøj, alle aktører er veludformede og har tydelige personlighedstræk, der bliver uddybet af diverse radioprogrammer og småsnak, der kan lyttes til rundt omkring i Bright Falls. Tankerne svirrer om sammensværgelse eller hastigt kommende forræderi, mens Alans desperation og afmagt øges. En specifik scene, der viser en af de mere overbevisende, om end lidt pjattede, portrætter af mennesker, er en gedigen fuldemands-samtale mellem to venner, god underholdning og endnu bedre grobund for sympati for de stakkels hovedpersoner i historien.

At sige at lyset er en stor del af Alan Wake, ville være en slem underdrivelse. Den i forvejen glimrende præsentation af et særdeles afsides samfund med skove, søer, bjerge og forladte mindesmærker fra tidligere århundreder, forstærkes tifold af den stærke kontrast mellem dag og nat. Hvad der om dagen indbyder til varm kakao, picnic og hygge er om natten et klaustrofobisk helvede af angst og utryghed. Hvis du på egen krop har følt den konstante uro der følger med mørkeræd, ved du hvad jeg mener når jeg siger at Alan Wake er en skræmt mand, der føres videre af drønstædig viljestyrke.

Hvis du har trang til en spændende historie der kun sjældent tyer til billige tricks for at fremkalde en reaktion hos spilleren er Alan Wake et oplagt valg, det er bedre end meget af hvad der er blevet tilbudt på det sidste, i stuerne eller på det store lærred.

Hvis du ikke er afskrækket af den korte spiltid på de ti timer, der grundet historiens natur ikke inviterer til flere gennemspilninger med det samme, har jeg kun en ting at skrive: køb det, sluk lyset og lad Alan Wake og lommelygten være dine følgesvende i mørket.

Alan Wake
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk atmosfære, gribende historie, god lyd.
-
Ikke meget at lave efter rulleteksterne kører.

Et andet syn

Jonas Elfving - Gamereactor SE:
Lommelygter, skyggemonstre og vanvid - vi har test Max Payne-skabernes thrillerspil Alan Wake, der efter mange års udvikling endelig er færdigt. Har gyser-skyderen været ventetiden værd?

Kan I huske den der dopede scene i Max Payne? Den hvor Max i en ubehagelig drøm forsøger at navigere gennem et kulsort tomrum, hvor tynde blodspor viser den eneste vej fremad. Babyskrig og bønfald fra Max' kone udgjorde lydsiden, og stemningen var en af de mest ubehagelige jeg har oplevet i et spil.

Sådan lavede Remedy et actionspil. Et rigtig godt et, hvor surrealistiske dele som blodbanen var en bonus. Alan Wake blev spået til at være det modsatte, et eventyr propfyldt med den slags forskruede indfald, med en lille men smagfuld garniture af suveræn action. Sådan blev det ikke rigtig.

Det starter meget lovende. Gyserforfatteren Alan Wake genfortæller et mareridt, han har haft, som jeg får lov at spille. Jeg befinder mig på en landevej. En skyggefigur dukker op og skriger af med djævlerøst. Du har misset din deadline! Det du skriver er prætentiøst slam! Jeg kan dårligt nok se vejen, og jeg skynder mig mod fyrtårnet i det fjerne, mit mål siden mareridtet begyndte. Lys er godt, det er det eneste jeg kan være sikker på. Jeg lukker døren bag mig og vågner med et sæt op ad drømmen. Tror jeg i hvert fald.

Så ruller hovedhistorien i Alan Wake, den som vi har kendt hovedtrækkene i siden 2005, hvor spillet først blev annonceret. To år uden at skrive et ord får hr Wake og hustru til at unde sig en ferie i landsbyen Bright Falls, hvor bjælkehytter og vildmarksidyl skal kurere skriveblokaden. Men snart er Alans kæreste bortført, og Alan selv får svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Ligger Alans skæbne i hænderne på ham selv, eller på nogen andre? Kan han skrive sig ud af balladen? Og hvorfor bliver Alan angrebet af besatte trillebører?

Jagten på Alans kone fører os gennem mørke og disede skove, hvor skyggevæsner lurer bag hver træstamme. Alan har adgang til både pistoler og haglgeværer, men det vigtigste våben er lys, lys og atter lys. Lommelygter af forskellig styrke gør fjenderne sårbare efter nogle sekunder, og nødraketter og projektører er uhørt effektive. Det gælder altså om at have styr på både batterier og patroner, og kampene bliver ofte hektiske.

Overordnet er skyderiet i Alan Wake en letstyret historie, og kombinationen af lys og bly er en fræk idé. Nogle småting forstyrrer lidt: For eksempel bruges venstre aftrækker både til at sigte og som ekstra stærk lampe, hvilket sluger batterier hvis man trykker for hårdt med pegefingeren. Alans arsenal er begrænset sammenlignet andre actionspil (han er trods alt forfatter og ikke actionhelt), og man må nøjes med revolvere, haglgeværer og jagtrifler. Nødraketpistolen er det tunge artilleri, og med den kan du for eksempel på flokke af Hitchcock-lugtende vildfugle til at skrige for sidste gang.

Skyggefigurerne du kæmper mod er desværre ikke særlig skræmmende, i hvert fald ikke når man efter noget tid har vænnet sig til den ret uvarierede fjendeflora. Udover de hidsige flyvebæster og de onde pletter på jorden (jep), bliver det mest til skovhuggere, skovhuggere, skovhuggere - hvilket muligvis er en ungbirks værste mareridt, men ikke mit. Og når man nu har valgt action-vejen, hvor er så bosserne? Eller power-ups? Også de mange hviskende lydeffekter og isnende strygere giver løfter om skrækoplevelser, der ikke bliver holdt.

Halvtriste fjender og kampe altså, og det mest stemningsfulde ligger i stedet i omgivelserne. Tågen, de svajende trætoppe, og usikkerheden omkring hvad der er virkelighed, og hvad der er Alans drøm. Selv på tilsyneladende neutral grund bliver det til tider lidt ubehageligt, som når jeg i Bright Falls bliver bedt om at gå gennem en mørk gang for at møde en ferieudlejer. "Derinde lurer ondskab", mumler en bekynret tante og peger med en varslende finger. Lynch-stemning, tror jeg det kaldes, og det er rigtig, rigtig ærgeligt at {Alan Wake} ikke indeholder mere af den slags. Som jeg var inde på tidligere findes der betydeligt mere jordnære spil med nogenlunde samme mængde inspirerede scener.

Lys og mørke er altså en grundlæggende mekanik i Alan Wake, og sjovt nok er dette, ligesom med resten af omgivelserne, ganske smukt fortolket af finske Remedys grafikere. Nødraketternes skin kaster fantastiske skygger, billygter bliver til to enlige søjler langs mørke landeveje, og når Alan, hans forlægger og en Bright Falls-politimand løber omkring i skoven med hver sin lygte i hånden er effekten... tja, lysende. Bright Falls er superflot, også i dagslys, og man ville næsten ønske at Alan Wake ikke havde så mange nattebaner. I øvrigt er animationerne elegante, og Remedys fingerspidsfornemmelse for "bullet time" og kameraarbejde imponerer.

Det rygtedes på et tidspunkt at Alan Wake skulle indeholde en åben verden, men de planer skrottede Remedy på vejen. Banedesignet er for det meste linært, men man opfordres i det mindste til små udflugter uden for stierne for at hente ammunition, sider fra Alans roman eller... 100 kaffetermoflasker. Ved hjælp af kortet i hjørnet er der ingen risiko for at fare vild, men en rimelig følelse af sårbarhed opstår til tider, når man vandrer ensom i mørket, når hvisken høres i periferien og når bjørnefælder når som helst kan overraske med overambitiøs negleklippen.

Rammerne om Alan Wake imiterer narrativer i såvel romaner som TV-serier. Vigtigst er Alans egen fortællerstemme, der i førsteperson fortæller hvad der sker ham. Alan har en tendens til at påpege åbenlyse ting ("jeg var tvunget til at finde nøglen, jeg var tvunget til at åbne døren"), men stemmeskuespilleren Matthew Porretta fortjener ros, og hans indsats gør meget for at skabe bånd mellem spiller og Alan, der rent visuelt er ganske generisk designet. Alan finder også sider fra sin egen roman, som man kan læse for at få indblik i hvad der sker (og hvad der vil ske), men ligesom resten af resten af handlingen lidt for vage til at skabe tilstrækkeligt med engagement.

De første ord man hører i Alan Wake er Stephen King, og inspirationskilderne er tydelige, uden at det gør spillet identitetsløst. Alan nævner The Shining når han jages af en øksemand, Lost-indflydelsen kan også mærkes, og kaffen er naturligvis lige så god i Bright Falls som i Twin Peaks. Både åbenlyse referencer og mindre homager som disse gør Alan Wake behageligt for den opmærksomme.

Der er som sagt meget action, af nogenlunde-men-så-ikke-mere-typen, og dette er et af Alan Wakes to store problemer. Samlet set affyres der simpelthen for mange salver i disse skrækture, hvilket saboterer potentialet for et strålende og gennemført eventyrspil. Alan Wake har brug for flere introspektive mindfucks, mere surrealisme, flere puzzles og mere udforskning. Den forkerte slags Lynch-stemning, ganke enkelt. En sekvens hen mod spillets slutning hvor Remedy leger med Alans perspektiv (på mere end én måde) er dog brilliant, og jeg ville virkelig ønske at man havde vovet sig ud i mere af den slags.

Problem nummer to er forbundet med historien. Et spil om en forfatter som skriver en roman stiller næsten automatisk krav om højt fortælleniveau, men jeg kan ikke sige at historien i Alan Wake er mere interessant end i andre actionspil (og ja, jeg læste hver eneste romanside jeg fandt i spillet). Læg dertil en nærmest foruroligende antiklimatisk slutning, og middelmådigheden er et faktum. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre mere om forløsningen, andet end at Remedy heller ikke gør det. Det er sikkert af hensyn til kommende DLC-episoder, men jeg har svært ved at købe halvfærdigheder (bogstaveligt talt) når det gælder spil til fuldpris. Det er en svær opgave at være inspireret af TV-narrativer og at omfavne det fuldt ud.

Syv-tallet er stærkt. Alan Wake er langt fra et dårlig spil, men bestemt en skuffelse for mig, især med tanke på de lovende præmisser og den lange udviklingstid. Det blev ikke det spilbare Twin Peaks vi håbede på, men i stedet en atmosfærisk actionstitel med lækker grafik. Remedy skal have ros for at late Alan Wake læne sig op af spil som (det betydeligt bedre) Heavy Rain, og for at man bidrager til en dejlig trend inden for spilmediet, hvor fortælling og atmosfære vægtes lige så tungt som opmærksomheden på eksplosioner, teknik og multiplayer. Det er et godt tegn. En opvågnen, om man vil.
7/10

Brugeranmeldelser

  • ToastenToast
    Alan Wake er en interessant og identificerbar mand, han er en anerkendt krimiforfatter, som desværre lider af skriveblokering. Det stopper dog ikke... 8/10
  • Mike JezZ
    Mit hjerte banker en panisk rytme, og jeg har lyst til bare at flygte alt hvad jeg kan. Men min realitetssans fortæller mig, at han i sidste ende... 10/10
  • casperpmand
    Alan Wake var det første spil jeg købte til min X-box(den er heller ikke så gammel). Jeg havde set så meget fedt om spillet, så jeg var så glad da... 9/10
  • frans
    Jeg sidder her foran skærmen og tænker lidt på om Alan Wake overhovedet har nogle fejl, der er værd at nævne. Lad mig nu se... Jo... 10/10
  • JacDG
    Endelig, fem år efter annonceringen udkom Alan Wake endelig. Spekulationerne om hvorvidt spillet overhovedet ville udkomme, eller om spillet kunne... 8/10
  • GOW_VINTHER
    Alan Wake er et spil der har været gennem mange ændringer siden det blev annonceret helt tilbage i 2005. Jeg har dog hele tiden synes det var et spil... 8/10
  • Nike
    Sikke et år, det er inden for video spil. Ikke kun er der kommet det ene kvalitets spil, efter det andet, men der er os en lang tids forsinkede spil,... 9/10
BETA +