Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

LOST PLANET 2

Ti år er gået, siden det første Lost Planet-spil. I den tid har planeten E.D.N. III været gennem voldsomme ændringer, og de store snelandskaber fra det første spil er i Lost Planet 2 blevet hovedsageligt blevet skiftet med alt fra frodig regnskov over tør ørken til tung industri. Ligesom med det første spil skal man kæmpe mod de insekt-lignende akrid-væsener og diverse former for soldater.


Muligheden for at spille co-op er blevet tænkt med fra starten, og det har ført til nogle alternative designvalg. Ikke nødvendigvis dårlige, bare anderledes. Spiller man alene, har man for det første altid tre computer-styrede kammerater med sig. Man kan slå dem fra hvis man vil, men de fungerer egentlig fint, og kommer aldrig i vejen.

For det andet kører spillet videre når man dør, og man respawner efter få sekunder. Dette kan man dog ikke gøre et uendeligt antal gange. Man har et såkaldt Battle Gauge, der starter ved 2500 i begyndelsen af hver mission. Dør man, koster det 500 point, og når tælleren i bund, fejler missionen, og man må starte forfra. Det er muligt at score ekstra point til sin B-Gauge, ved at aktivere de såkaldte Data Posts, der befinder sig rundt om på banen.

Hver post giver 500 point til B-Gaugen, og fungerer som respawn-punkt oven i hatten. Første gang man tænder en Data Post i en given mission, aktiveres ens minimap i hjørnet af skærmen i øvrigt. Det er anderledes, men det fungerer egentlig fint. Konteksten lader derimod meget tilbage at ønske. Ofte får man en radiobesked, hvor missionslederen beder en aktivere en række Data Posts, så han kan give en noget intel om fjendens stillinger. Men efter at have aktiveret den sidste, har man sådan set gennemført missionen. Hvad skal man så med den intel, som man i øvrigt aldrig får? Det virker mest af alt som et dårlig påskud for at føre mig igennem banen.

Og det bringer mig til historien i spillet, der kort sagt er noget rod. Lost Planet 2 er delt i seks episoder, og i hver episode spiller man som en ny figur, der tilhører en ny faktion. Det er i øvrigt en oplysning, jeg måtte læse mig til på Wikipedia - spillet selv gør sig ikke ligefrem umage med at gøre opmærksom på det. Og det gør mildest talt oplevelsen forvirrende. Men værre endnu er det, at man næsten aldrig får at vide hvem man er, hvad man laver, og hvorfor. Hver episode indledes og afsluttes med en cutscene med lidt dialog, men man bliver ikke meget klogere af den. Man savner en overordnet sammenhæng, en rød tråd, til at binde episoderne mere end bare perifært sammen.

Lost Planet 2
Dette er en annonce:

Undervejs i missionerne får man diverse radiobeskeder, der skal lede en på vej og bringe historien fremad, men tit føles det som om at spillet har glemt at fortælle en noget. Nå, så vi skal ombord på en rumfærge? Det kunne du da godt have fortalt mig i starten af missionen. Det føles mest af alt som at blive kastet ind i midten af en tv-serie alá Lost, uden nogensinde at have set et forgående afsnit.

Dette er en annonce:

Man fristes til at tro, at der er gået noget tabt i oversættelsen fra japansk. Men det er næppe tilfældet, for udover den nærmest totale mangel på eksposition er dialogen glimrende, og stemmeskuespillet er fremragende.

Lost Planet 2

Følelsen af at man er gået glip af noget, er desværre også til stede i spillets gameplay. Lost Planet 2 er ikke den type spil, der fortæller en hvad man skal gøre - heller ikke når man virkelig gerne vil vide det. Hver bane har som regel et delmål eller to, men de er meget lidt konkrete, og ikke til den store hjælp. Derfor bliver spillet hurtigt reduceret til noget formularisk: Skyd fjenderne, løb til næste rum/plads/stykke natur, skyd fjenderne, videre til næste bane. Lidt bedre bliver det i spillets anden halvdel, men det er en lang vej dertil.

Selve skyderiet er også en blandet fornøjelse. Nogle af våbnene, blandt andet shotgunen og raketstyret, leverer et ordentligt knald og er ganske tilfredsstillende at bruge, hvorimod det maskingevær, man som standard er udstyret med, føles fladt og tyndt, og ikke rigtigt giver nok feedback, så man faktisk føler at man gør skade.

Styringen virker også klodset. Som i det første spil bruges L2 og R2 til at dreje 90 grader til enten venstre eller højre, og det er muligvis den mest ubrugelige funktion, jeg nogensinde har prøvet i et skydespil. Hvorfor den er beholdt, er mig en gåde. Dertil kommer at man skal stå stille for at skifte våben eller kaste granater, hvilket har ført til flere uheldige situationer for undertegnede.

Og så er der bosskampene. Hver episode sluttes af med en bosskamp, hvor man skal besejre en ekstra stor udgave af de såkaldte akrids. Her har vi igen problemet med, at spillet nødigt vil fortælle en hvad man skal. Der er som regel en gimmick til kampene, et sårbart punkt der skal beskydes, men selv om jeg skyder og rammer med alt hvad jeg har, er jeg alligevel ofte i tvivl om hvorvidt jeg tackler bossen rigtigt. Efter at have besejret de tre første bosser, sad jeg tilbage med følelsen af at jeg ikke rigtig havde udrettet noget, og at monstret i stedet var blevet nedlagt af mine computer-styrede holdkammerater.

Lost Planet 2

Selv når det er relativt åbenlyst hvordan bossen skal besejres, som når man for eksempel har en gigantisk kanon til rådighed, kan processen være svær at gennemskue. Det tog mig oprigtigt et kvarter at finde skydeknappen på førnævnte kanon, selvom den endda var indtegnet på kortet. Og det i øvrigt slutningen af en over 30 minutter mission, ombord på et tog i bevægelse, hvor den klodsede styring gjorde det frustrerende nemt at falde af.

Lost Planet 2 er selvfølgelig også udstyret med en udførlig multiplayer-del, men tingene er desværre ikke meget bedre her. Mange af ankerne fra kampagnen - klodset styring, halvflade våben - går igen her, og resultatet er det samme. Rigtig intenst bliver det aldrig, og selv med 16 spillere på en relativt lille bane, føles spillet på en måde langsomt.

Der er tre spiltyper tilgængelige: Elimination, hvor det er alle skyder alle, Team Elimination, hvor to hold skyder hinanden, og Post Grab, hvor to hold kæmper om kontrollen over fem Data Posts. Data Posts optræder også i de andre spiltyper, og som i kampagne-delen giver de adgang til minimap og fungerer som spawnpunkt. En lille variation til ellers velkendte koncepter, men ikke noget, der gør den store forskel i forhold til underholdningsværdien.

Udover at kunne spille både med og uden ranglister, så byder Lost Planet 2 også på en ny ide, kaldet Faction Match. Man vælger én af fem faktioner, og er så tilknyttet denne i en uge. Man spiller som normalt, og når ugen er ovre, bliver medlemmer af den mest vindende faktion belønnet med credits, som kan bruges på at personliggøre sin figur. Ideen lyder sjov på papiret, men online-befolkningen er i skrivende stund for lille til at teste om det fungerer.

Grafikken er generelt pæn, og omgivelserne er flotte i de missioner, der foregår i dagslys. Men samtidigt er den overordnede stil meget grumset, hvilket gør det svært at se detaljer, og får baggrunden og bygninger til at flyde sammen i en kedelig masse. Omvendt er eksplosionerne virkeligt lækre og svært tilfredsstillende.

Lost Planet 2

Det største problem ved Lost Planet 2 er, at spillet simpelthen er kedeligt. Når der ingen decifrerbar historie er til at binde tingene sammen, ender spillet bare med at virke meningsløst. Samtidigt er der ikke meget variation eller temposkift - det er skyd, skyd, skyd, næste bane. Der er ingen rolige øjeblikke, hvor evt. kunne have været plads til lidt historie, og ingen missioner der bryder med den vanlige standard, som for eksempel sniper-missionerne i Modern Warfare-spillene.

Lost Planet 2

Hele spillet er skåret over samme kam, og det gør i sidste ende oplevelsen ensformig og træg. De konstante spring mellem hovedpersoner gør at man aldrig føler sig knyttet til nogen af dem, eller de handlinger man foretager sig. Der opstår ingen spænding eller drama. Som regel kan man tilgive et spil for mangler i historie, hvis gameplayet ellers er i orden - og omvendt. Men her er der aldrig rigtig noget der rejser sig over det gennemsnitlige. Lost Planet 2 er ikke noget dårligt spil. Men det er heller ikke særlig godt.

Lost Planet 2
Lost Planet 2
Siden kunne ikke findes.
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Gode muligheder for at personliggøre karakteren og co-op på delt skærm samt online
-
Forvirrende og mangelfuld historie, ensformigt gameplay, klodset styring
Dette er en annonce:
BETA +