Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Castlevania: Harmony of Despair

Emil sætter sig ned med den nyeste udgave af Castlevania, denne gang som download til Xbox 360 samt PlayStation 3...

Dette er en annonce:

I 1897 udkom der et af de mest ikoniske litterære værker. Bram Stokers historie om de gæve mænd og kvinder, der sammen måtte gå igennem ild og vand for at nedkæmpe den mystiske og overjordiske greve Dracula, er en af de mest fabelagtige bøger der nogensinde er nedfældet på papir.

Det er nu mere end 110 år siden, men vampyrer er den mere moderne end nogensinde. Foruden diverse tv-serier, tegneserier og bøger, har Twillight-filmene givet vampyr-mytologien fornyet blod på hugtanden, om man så kan lide dem eller ej.

Dette er en annonce:

Indenfor spillenes verden er vampyrer heller ikke noget nyt emne, og en af de mest etablerede serier, er Castlevania, hvor vi hidtil har fulgt en af de mest klassiske og stilistiske vampyrjægere Alucard. Den nyeste udgave af Castlevania er dog mildt sagt anderledes på mere end en facon.

Castlevania: Harmony of Despair

I forhold til klassikeren Symphony of the Night er der først og fremmest ingen historie som så. I stedet får vi serveret seks forskellige baner, som hver repræsenterer seks dele af Castlevania-slottet. Målet for hver bane er at dræbe banens boss, hvilket i øvrigt skal ske på tid. Til det formål kan man vælge blandt fem klassiske karakterer fra serien, der med hver sine unikke egenskaber, kan bevæge sig forskelligt rundt i banens sektioner. Allerede her kan man roligt konkludere at dette er et spil af den gamle skole, med vægt på både hurtighed og præcision og da banerne basalt set er opbygget som labyrinter, kræver det også et ganske veludviklet overblik.

For banerne er enorme, virkelig enorme, og hvert nyt område af banen føles kontinuerligt friskt, da spillet konstant udfordrer en med nye fjender, dødsfælder og andet godt. Alt sammen er det præsenteret i lækker og ganske nostalgisk 2D-grafik (der naturligvis ikke er for alle). I forhold til Symphony of the Night, bliver hele skærmen udnyttet til at vise de virkeligt lækre animationer og det farverige, men dog dystre design. Det er længe siden, at det har set så lækkert ud at hugge en pixeleret zombie over i to dele.

Efter dette umiddelbare indtryk, begynder man også så småt at bemærke spillets mange facetter. Harmony of Despair er mere komplekst og mere omfattende end hvad man skulle tro, når først spillet for alvor folder sig ud. Spillets helt store trumfkort kræver dog adgang til Live, da man så kan gennemføre banerne sammen med fem venner. Og når man først er mere end blot sig selv og ser hvordan andre spillere udnytter banens muligheder, åbner der sig en uhyre dyb og intens oplevelse.

Dette bliver ydermere understøttet af bogstaveligt talt hundredvis af items og våben der kan indsamles igennem spillet, og denne kombination er simpelthen himmelsk i mere end en forstand. Når man sammen med en spiller online, ser hvordan at man kan udnytte helt nye dele af banen, blot ved at være to, har man for alvor fundet essensen af spillet. Alene det at figurene tilbyder så varierede angreb og egenskaber, er med til at man lige skal spille en bane til. Dog er det ikke alle der ville bryde sig om spillets store fokus på multiplayer, og solospillerne vil være ladt tilbage med en knap så engagerende singleplayer-oplevelse.

Men dette er ikke det eneste søm i kisten, for der er nogle kedelige og dovne fejl der præger spillet. På trods af at være et spil der fokuserer meget på multiplayer oplevelsen, er det meget svært at finde et hold på Xbox Live, og de forskellige filtre man er blevet vant til i andre spil, er slet ikke til stede i Harmony of Despair. Det at hoppe ind i et spil, eller at optage en plads på et hold inden banens start, er kompliceret og unødvendigt bøvlet.

Et andet mindre kritikpunkt er lyden. Da vi tidligere har fået forkælet øregangene med nogle helt fantastisk intense og smukke kompositioner fra Michiru Yamane, formår musikken her ikke at bibringe den samme følelse af Castlevanias udødelige 2D korridorer. I denne produktion kan lyden ikke tilskrives meget mere end blot at være middelmådig.

Castlevania: Harmony of Despair

Hvad der ved første øjekast virker som et nostalgisk tur tilbage i tiden, og et spil bygget op omkring en uhyre enkelt ide, viser sig hurtigt at besidde en enorm dybde og en god udfordring. Måden hvorpå et hold problemfrit kan kommunikere med hinanden selv uden headset, eftersom spillet stiller et glimrende indbygget dialoghjul til rådighed, er vanvittig god. Så god at man ikke kan lade være med at sende en tanke til den nu afdøde Bram Stoker for at have skabt grobund for så god underholdning.

Der er ingen grund til at korse sig eller finde hvidløgene frem, for dette spil er en god, spændende og alternativ Castlevania-oplevelse. Husk blot at prøve det inden køb, og selvfølgelig efter solnedgang.

Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
Castlevania: Harmony of Despair
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fin retro-grafik, varieret og komplekst banedesign, en dyb og intens oplevelse over Xbox Live
-
For stor vægt på multiplayer, svært at koble sig online, middelmådig musik.
Dette er en annonce: