Spørger man en journalist, vil vedkommende nok karakterisere mig som en "bøvl". Det er en betegnelse for voksne mænd, som insisterer på at være drengerøve; går i hættetrøjer i stedet for rullekraver, står på skateboard og spiller computerspil.

Det er mænd som bliver blanke og tomme i blikket, når de hører ordene "bank", "skattekort" og "budgetkonto". Og der er jo nok noget om det. Min mor må stadig gå den lange og tunge vej til BR Legetøj, når hun skal købe julegaver til undertegnede - hvilket da har skabt et par pinlige episoder i BR-køen for min mor, der skulle have pakket legetøj ind til sin 30+-søn. Men sådan er jeg: Jeg ryster ikke på hovedet over tegnefilm, jeg kan godt lide at samle guldmønter og forsøge at redde prinsessen fra den slemme drage. Jeg kan også godt lide at spille på plasticguitarer hjemme i stuen. Og jeg trækker bare på skuldrene, når min kone ryster på hovedet over at jeg nu i en uges tid har siddet helt koncentreret foran min fladskærm og kæmpet imod den onde Dr. Flæskesteg.

Og som sådan har jeg det fint med, at det ikke er et barn der tester Disneys seneste Toy Story-spil. For bøvlen i mig har nydt det i fulde drag - stort set.

Toy Story 3 er selvfølgelig spilmatiseringen af animationsfilmen af samme navn. Den vakse læser kan måske huske, hvordan denne signatur har det med disse spilmatiseringer. Og kan du ikke huske det, kan jeg opsummere det med ordene: Ikke godt. Men måske skal jeg til at revurdere denne antagelse? Tidligere på måneden har jeg spillet mig igennem Lego Harry Potter 1-4, som efter min mening er det bedste spil i Lego-serien. Og nu kommer altså Toy Story 3, som nok er en noget ujævn oplevelse, men ikke desto mindre et spil jeg vil anbefale til børn og andre bøvl'er.

I sine bedste øjeblikke giver Toy Story 3 pokker i mål, resultater og historie - som spil jo normalt sigter efter. I stedet taler spillet til barnet i os alle og rammer et gyldent krydspunkt mellem spil og leg. I sine værste øjeblikke er vi faktisk helt ovre i den modsatte grøft. I store perioder skubber spillet nemlig legen væk til fordel for opgaver der følger så stringente logikker og mål, at det faktisk slet ikke er sjovt at spille, men føles som sur pligt. Forklaring følger.

Overordnet set består Toy Story 3 af to dele. Den ene del er en historiedel hvor vores gode og kære legetøjsdukker - Buzz, Woody og Jessie - skal kæmpe sig vej igennem otte forskellige baner, som, selvfølgelig, er baseret på den aktuelle film. Banerne er meget forskellige, både hvad angår stil og opgaver man præsenteres for. Første bane kaster således Woody ud i heftig action, hvor han skal forsøge at stoppe et løbskt tog, som er sat i gang af den onde Dr. Flæskesteg. Efterfølgende er vi ovre i en helt anden boldgade. Her skal man bane sig vej gennem Andys hus, hvor action og fart bliver afløst af forskellige puzzles.

I løbet af de otte baner skifter spillet hele tiden spor og stil, og det gør også at oplevelsen bliver en noget blandet en af slagsen. Det virker som om udviklerne har været bange for at spillerne skulle kede sig, hvis ikke de på frenetisk maner sørgede for at spillet hele tiden ændrede karakter og kastede opgaver af sig. Har de rent faktisk at bekymret sig om spiloplevelsen? Det føles i hvert fald ikke sådan, når man hele tiden bliver bedt om at udføre ting der bare ikke er sjove: "Hent den her mand på hylden og bær ham et andet sted i rummet". "Hent nu endnu en mand og bær ham samme sted hen i rummet".

Som oftest kan opgaverne kun løses på én måde. Og selvom der er en meget pædagogisk hjælpefunktion integreret, så er den ofte alligevel ikke til megen hjælp. Jeg havde problemer et sted, hvor jeg skulle bugsere Woody og Buzz op på et bord. Hjælpen fortalte mig så gentagende gange, at jeg skulle have de to herrer op på bordet. Jo tak, det havde jeg regnet ud. Men hvordan? Hverken særlig gennemtænkt eller børnevenligt, når man tager målgruppen for spillet i betragtning.

Jeg var allerede klar til at give Toy Story 3 dundertale; en tung og dyster anmeldelse formede sig i mit hoved mens jeg krampede mig igennem historiedelen. Men så skete der jo det fantastiske, at jeg opdagede den anden del af spillet; legepladsen! Det er her Toy Story 3 glimrer, og det er her min indre bøvl smiler og din barnlige sjæl vil tørste efter at opholde sig. Her i Woodys Western-tematiserede drømmeby får du lov til at lege løs med Andys legetøj. Ret beset er byen en åben sandkasse, hvor du med legetøjet kan interagere med Woodys legetøjsverden. Der er ingen regler, ikke noget du SKAL. Du kan bare læne dig tilbage, slippe barnet løs og gå i gang med at lege med legetøj i sandkassen.

Mulighederne, missionerne og opgaverne vælter op og over det hele - og valgmulighederne synes uendelige. Har du lyst til at køre ræs? Tjek. Har du lyst til at bygge huse? Tjek. Farve og male dem? Tjek. Har du lyst til lede efter guldmønter? Tjek. Har du lyst til at gå på opdagelse og finde hemmelige rum og ting? Tjek. Har du bare lyst til at hænge ud og møde andet legetøj? Tjek.

Alt inviterer til opdagelse og leg. Hvad jeg elsker ved denne del af Toy Story 3 er, at den overordnede idé - at det rent faktisk er legetøj vi har med at gøre her - går i symbiose med gameplayet. Selvom du også kan blive guidet gennem sandkassedelen, hvis du har lyst til det, så bestemmer du selv. Der dikteres ingen rammehistorie eller mål for din ageren. Legen er sat fri og det er dig der bestemmer, hvilket efterhånden slår igennem i den måde byen ser ud på. Hurra!

Spillet indeholder heldigvis dansk tale, og ikke nok med det: Talen er også rigtig fint udført, og den må sætte noget nær standarden for hvordan den slags skal gøres. Den danske tale gør selvfølgelig spillet ekstra attraktivt for børnene.

Glemmer vi den slingrende historiedel, er Toy Story 3 en dejlig og lun legeplads for bøvl'er, børn og andre barnlige sjæle. Prøv det selv. Man bliver aldrig for gammel til at lege.