Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

KINGDOM HEARTS: BIRTH BY SLEEP

Square Enix' populære crossover til Disneys universer springer ud på PSP. Thomas spiller og vurderer om magien er intakt.


Historien om den massive piratkopiering på PSP, samt manglen på store titler til formatet, synes næsten at være det eneste man har hørt til konsollen det sidste lange stykke tid.

Kingdom Hearts: Birth by Sleep er en syngende lussing til den sidstnævnte kritik, for gik man som PSP-ejer og følte sig lidt sørgmodig over, at der tilsyneladende ikke var nogle udviklere, der turde hive den store tegnebog frem på formatet mere, er her spillet man har ventet på.

Square Enix' nyeste blanding af deres evner inden for rollespil med nogle af de mest eventyrlige verdener, Disney nogensinde har fundet på, foregår rent kronologisk før de tidligere spil i serien. Det betyder dog ikke det store hvis du ikke har spillet serien før, for Birth By Sleep undgår ikke bare at referere for meget til de tidligere spil, det sørger også for at fortælle sine helt egne historier.

Kingdom Hearts: Birth by Sleep

Fra start får du derfor valget mellem tre forskellige spilhelte, nemlig troldkvinden Aqua, krigeren Terra og den evigt kække dreng Ventus, der synes at være en ren kopi af seriens tidligere hovedperson Roxas. Square Enix har begået lidt af en genistreg ved at lade de tre have hvert deres eventyr, som sjældent overlapper og i stedet har rigelig travlt med at fylde hver deres unikke detaljer på historien.

De tre historier betyder også, at der er mange timers spilletid at hente fra dette PSP-spil, og du kan godt forvente at skulle smide i omegnen af 18 til 20 timers spilletid på hver figur, alt efter hvor grundig du går til værks. Kun ved at gennemføre spillet med alle tre, vil du for øvrigt få adgang til spillets bedste slutning.

Inden du helt og holdent beslutter dig for at gennemføre spillet fuldstændigt, bør du dog holde dig for hovedet at historien i Birth By Sleep et langt stykke hen af vejen er noget værre rod, og simpelthen ofte siver ud i orddiarre uden egentlig indhold. Derfor er det heller ikke ikke overraskende at de største højdepunkter tydeligvis er dem, hvor du får lov til at agere en vigtig rolle i et allerede kendt Disney-eventyr. Om det er eventyret om Snehvide, Peter Pan eller Fantasia, du har sneget dig ind i, kan du være helt sikker på, at du på en eller anden måde vil komme til at spille en central rolle i det eventyr du allerede kender, og det er faktisk en god ide, der fungerer rigtig godt.

Kingdom Hearts: Birth by Sleep

Det bedste ved Birth By Sleep er dog ikke historien eller eventyrets længde, men i stedet kampsystemet. Uanset hvor elsket seriens tidligere kapitler måtte være, er det svært at argumentere sig ud af, at serien altid har været glad for ubarmhjertig knaptrykkeri uden den store strategi, men det er delvist lavet om nu.

Den første time eller to vil du sagtens kunne klare dig uden den store strategi, også selvom spillet hurtigt begynder at introducere mere udspekulerede angreb for dig. Men pludseligt virker det som om fjenderne har regnet dig ud, og herfra kræves det at du i langt højere grad benytter dig af systemets mange, mange muligheder.

De helt almindelige slag akkompagneres på alle tidspunkter af mindst tre forskellige specialangreb, som du har til rådighed ved at bruge styrekrydset. Specialangrebene kræver ikke nogen former for mana, men genoplades automatisk over tid og stiger i niveau alt efter hvor meget du bruger dem. De specielle angreb kan yderligere sammensmeltes med andre angreb, når de har nået et højt nok niveau, hvilket betyder at du får adgang til en helt ny evne, som igen kan udvikles.

Det er dog slet ikke alt, for du kan også bruge det såkaldte D-Link angreb, der lader dig få adgang til andre karakters evner, som Aquas magiske angreb eller Snehvides helende kræfter. Yderligere er der også kombinationer af opladede angreb, som kan afsluttes med de såkaldte Shotlocks, hvor du fra førsteperson skal markere dine fjender, før de bliver blæst væk i et fyrværkeri af farver og eksplosioner.

Kampsystemets dybde vil i lang tid virke overvældende, og det gøres desværre ikke bedre af, at de træningsmissioner, der er inkluderet, langt fra er tilstrækkelige. Derfor må man i stedet eksperimentere sig frem, og på autodidakt vis blive en kriger af format - men det er heldigvis sliddet værd.

Desværre er alt ikke fryd og gammen, også selvom de smukt modelerede Disney-figurer gør deres bedste for at overbevise mig om andet. Mange af fejlene er gengangere fra serien, og hvorfor det i dette, seriens sjette kapitel, stadig ikke er lykkes Square Enix at lave et kamera, der tilnærmelsesvis har en ide om hvor det bør opholde sig i spillets kampe, aner jeg ikke. I stedet bliver man budt på nærmest tilfældige kameravinkler, der ikke gøres bedre af PSP-ens mangel på et ekstra analogstick.

Det burde også have været mulig at byde på en historie der er hurtigere om at komme til pointen, og ikke i stedet bruger timer på at flakse rundt i ingenmandsland, som var der tid en ressource alle havde uendelige bunker af. Kun Terra er tilnærmelsesvist spændende, mens både Ventus og Aqua kun lige opfylder de stereotypiske roller Square Enix efterhånden forbindes med.

Kingdom Hearts: Birth by Sleep

Den ubestridt mest pinefulde og raserifremkaldene fejl ved PSP-spillet, er dog de ubegribeligt lange indlæsningstider, der igen og igen fratager spillet enhver form for momentum. Kører du spillet direkte fra UMD-discen skal du forbedrede dig på en oplevelse, der typisk byder på fire til fem minutters spilletid, afbrudt af et minuts indlæsningstid når spillet er generøst. Bedre bliver det ikke af udviklers forkærlighed for en pacing så sløv, at enhver ubetydelig historiesekvens skal fortælles over to til tre scener, med hver deres indlæsningspause. Man har delvist prøvet at fikse problemet ved at lade spillet installere op til 700mb af dets data på dit memorycard, men selvom du har den ledige plads, er der ikke nogen stor forskel at spore i ventetiden.

Det er lækkert at se en udvikler, der tør udsende et spil af den slags størrelse og produktionskvalitet, som vi efterhånden oplever alt for sjældent på PSP-en, men kunne man dog ikke have gjort en smule mere for at fikse de kendte problemer? Jeg nyder Kingdom Hearts: Birth by Sleep når det giver mig svære kampe, hvor kampsystemets dybde virkelig viser sit værd, men jeg har lyst til at slukke for det hver gang, jeg igen bliver bedt om at vente på en historiebid uden indhold.

Kingdom Hearts: Birth by Sleep
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Masser af spilletid. Lækkert kampsystem. Flot grafik.
-
Afsindige indlæsningstider. Elendigt kamera. Kedelig historie.
BETA +