På papiret var det første Dead Rising genialt. Et sandkassespil fyldt med zombier, der udspiller sig i et enormt indkøbscenter, hvor snart sagt enhver genstand kan bruges til våben. Men det brilliante koncept var svært hæmmet af en række dårlige designvalg, der endte med at gøre spillet til en blandet fornøjelse. Man var under konstant tidspres, der var langt mellem mulighederne for at gemme, og man havde kun ét savegame. Konsekvensen var, at man let kunne sætte sig selv i en situation, hvor det var umuligt at fortsætte spillet, og man derfor var nødt til at starte forfra.

Dead Rising skilte vandende, og jeg faldt selv i den gruppe, der var slemt skuffet. Jeg ville gerne have elsket spillet, men endte med at opgive i frustration. Siden da har det bare samlet støv på hylden.

Heldigvis har Capcom været lydhør over for kritikken, og resultatet er, at Dead Rising 2 stort set er klinisk renset for alle de dårlige elementer fra det første spil, samtidigt med at dets sjæl og kerne-gameplay er intakt, og der er tilføjet et par sjove nye elementer for god ordens skyld.

Dead Rising 2 foregår fem år efter det forgængeren. Verden er kommet sig over chokket fra den første zombie-apokalypse, og livet er på mange måder gået videre. Truslen er inddæmmet, og der er endda opstået grupper af zombie-rettighedsaktivister, der kæmper for bedre vilkår for zombierne (de var jo mennesker engang...).

Spillets hovedperson er Chuck Greene, en afdanket Motorcross-kører, der tjener til dagen og vejen ved at deltage i realityshows som Terror Is Reality, hvor fire kombatanter på bevæbnede motorcykler kæmper om at meje flest zombier ned med deres påmonterede kædesave. Det er med blandede følelser at Chuck deltager, for hans afdøde kone blev selv offer for zombie-infektionen, og hans datter Katey er også blevet bidt - men takket være præparatet Zombrex kan hun fortsætte med at leve et forholdsvist normalt liv, og undgå at blive til en zombie. Så længe hun altså får en dosis i døgnet.

Det er efter Chuck har deltaget i den seneste udgave af Terror is Reality, der afholdes i casino-byen Fortune City, at tingene går galt. Zombierne fra programmet slipper på en eller anden måde fri, og snart bryder helvede løs. Chuck når med nød og næppe at bringe sig selv og Katey i sikkerhed i en bunker, men før han ved af det, er han blevet hængt ud i medierne for at have sluppet zombierne fri. Chuck er selvfølgelig uskyldig, og har nu 72 timer til at komme til bunds i mysteriet og bevise sin uskyld, inden militæret ruller ind i byen og rydder op.

Og så er vi ellers i gang. Som sagt kører spillet på tid, og der er rigeligt at tage sig til. De mange missioner bliver tilgængelige på bestemte tidspunkter, og man har herefter et begrænset vindue at udføre dem i. De er alle sammen valgfri, men undlader man at udføre en mission, der er forbundet til spillets historie, stopper handlingen selvfølgelig.

Det første spil brugte et lignende system, men i Dead Rising 2 har man så god tid mellem historie-missionerne, at tidspresset aldrig bliver en stressfaktor. I stedet kan man roligt kaste sig ud i at fjolle rundt eller løse sidemissioner. Man får også rigeligt med tid til at finde en ny dosis Zombrex til Katey hvert døgn, og alt i alt virker spillets tidsgrænse mere som en måde at holde gang i action og historie på, end en pisk over spillerens ryg.

Udover historie-missionerne er der også rigeligt med sidemissioner - flere end man har en realistisk chance for at nå. Derfor er man nødt til at prioritere. Der er overlevende, der skal reddes fra de frådende zombie-masser, mystiske aktiviteter, der skal undersøges, og psykopater, der skal bekæmpes. Alt er frivilligt, men det er tilrådeligt at udføre så mange af dem, som man nu kan overskue, for man belønnes med store summer af de såkaldte Prestige Point, forkortet PP. Det er Dead Risings svar på rollespillenes erfaringspoint, og efterhånden som man samler PP ind, stiger Chuck i level, og får nye evner og opgraderinger til liv, fart og skade. De overlevende, man finder rundt omkring i Fortune City, er gode til at slå fra sig, så man har rent faktisk lyst til at redde dem.

Og så er der selvfølgelig zombierne. Der er zombier nærmest overalt. Capcom har lovet op til 3000 zombier på skærmen ad gangen. Jeg har ikke talt dem, men der er i hvert fald rigeligt - langt flere end man har en realistisk chance for at dræbe, så man lærer hurtigt at vurdere hvornår en zombie står så meget i vejen, at han skal dø, og hvornår man kan løbe elegant forbi.

Fortune City er et rent slaraffenland af casinoer og indkøbscentre, og er nærmest den perfekte lokation for et zombiespil. Ferieparadisets flotte farver, storladne arkitektur og mange neonlys står i skarp kontrast til zombie-rædslen, og så giver omgivelserne et hav af muligheder. Man kan iklæde sig alt det tøj, man finder, og alt kan bruges som våben, fra sportsudstyr til værktøj til møbler. Som noget nyt kan man i Dead Rising 2 også strikke sine egne våben sammen. En personlig favorit er boldtræ med søm i, der hurtigt og let ekspederer zombier med et vellydende dunk. Det er også svært tilfredstillende at hugge arme og ben af zombier med hvert sving med kombinationen forhammer og brandøkse. Opskrifter finder man via filmplakater spredt rundt i byen, og man modtager også en ny, hver gang Chuck stiger i level.

Samtidigt kan man selv eksperimentere, så det er kun et spørgsmål om at finde de enkelte dele, hvis man vil bygge den berygtede kombination af kajakpaddel og motorsav - man behøver ikke at "få lov" af spillet først. Udover at være enormt tilfredsstillende at bruge, kommer meget af spillets temmelig sorte humor også til udtryk her. For eksempel kan man kombinere en motoriseret teddybjørn med et maskingevær og få en såkaldt Freedom Bear, der automatisk skyder alt hvad den ser af zombier, og ser nuttet ud imens.

Der er PP-bonus for hver zombie, man dræber med disse kombinationsvåben, så der går hurtigt sport i at finde de mest effektive. Og skal man slå lidt tid ihjel, er det bare om at bygge sig et par våben og så ellers kværne udøde - det minder lidt om MMO-spillenes grind, bortset fra at zombie-slagteri i Dead Rising 2 aldrig bliver kedeligt. Det er simpelthen vanedannede. Hvis du elsker at dræbe zombier, så er Dead Rising 2 nærmest perfekt.

Men også kun nærmest. Der er lidt ridser i lakken, selvom det ikke er mange. Der er lige lovlig mange loading-skærme, men min anke går primært på spillets boss-kampe. De svinger for meget i sværhedsgrad, og kan være urimeligt svære til tider. På klassisk computerspilsmanér er der som regel et eller andet mønster i deres bevægelser, som man man skal regne ud, men det er ikke altid lige let. Nogle af dem fejer man af banen med det samme, mens andre kan virke fuldstændig uigennemskuelige. Især når de benytter mekanikker, som man ellers ikke møder ander steder i spillet. Dead Rising 2 gør simpelthen ikke nok for at lære spilleren hvordan de skal tackles.

Derfor kan det kræve store mængder stædighed at komme forbi visse bosskampe, og for nogle vil frustrationen nok blive for meget. Men når man først er kommet forbi dem, vender spillet hurtigt tilbage til sit gode gamle jeg, og alt bliver tilgivet. Alternativt kan man vælge at starte historien forfra, men stadig beholde Chucks level og unlocks, så man på den måde sætter sværhedsgraden ned. Det kan måske virke som et stort tilbageslag at vælge den løsning, men det grundlæggende gameplay er så sjovt, at man hurtigt glemmer følelsen af nederlag.

Spillets online-del består både af co-op for to, og gameshowet Terror Is Reality for op til fire spillere. Men da ingen har spillet endnu, har vi desværre ikke haft mulighed for at teste disse.

Dead Rising 2 er alt det, som det første spil skulle have været. Selvom zombie-temaet måske er ved at være lidt slidt, så rammer spillet en perfekt blanding mellem gru, splat, mysterie og sort humor - indbegrebet af alt, hvad der er godt ved genren. Det er præcis det spil, man har lyst til at spille efter at have set en god zombie-film. De dårlige boss-kampe trækker lidt ned, men ellers rammer det rigtigt på næsten alle punkter. Hvis du er til zombie-action kan du roligt anskaffe dig Dead Rising 2.