Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SONIC THE HEDGEHOG 4: EPISODE I

Lee anmelder PlayStation 3-udgaven af Sonic 4 her.

  • Tekst: Lee West

Du kan læse anmeldelsen af iPhone-udgaven ved at klikke her. Har du allerede læst den, kan du springe ned til efter billedet og læse videre i PS3-anmeldelsen her.

Det var tilbage i de glade halvfemsere. Mario var kongen af platformspil, og Sega kiggede misundeligt til fra sidelinjen. Nu er Sonic tilbage og Lee fortæller.

Det var dengang: Nintendos konsol solgte godt, og Segas Mega Drive/Genesis manglede stadig et ansigt der kunne sælge maskinen. Ganske vist havde firmaet haft god succes med Alex Kidd, der nu kom indbygget i firmaets Sega Master System-konsol. Men der manglede stadig noget, der kunne sælge budskabet om de massive 16-bit-kræfter som Sega Mega Drive kunne levere.

Segas interne udviklerhold AM-8 blev sat på sagen. Femmandsgruppen kom op med historien om det blå pindsvin Sonic, der boede med vennerne på South Island. Holdet skiftede navn til Sonic Team, og tilføjede lydsamplen "Sega!" til spillets intro (en detalje der åd anseelige mængder af kapslens hukommelse).

Akira Watanabe designede verdens hurtigste pindsvin, og Masato Nakamura fra det populære J-pop-band Dreams Come True blev hyret til at lave musikken. Spillet var en dundrende succes.

Sonic The Hedgehog blev hurtigt kendt som det seje og friske alternativ til Nintendos aldrende Mario. Dr. Robotnik (eller Eggman som han hed i Japan) var skurken med de skumle planer, og Sonic var helten der konstant forpurrede dem. Spilserien bød på nogle af konsollens bedste platformsøjeblikke. Storhedstiden endte efter Sonic 3 & Knuckles, der for mange var det sidste ægte Sonic-spil. Derefter blev Sega opslugt af ideen om at modernisere Sonic og tage ham ind i 3D-tidsalderen.

16 år er der gået. Sonic har været stjerne i adskillige titler, og på gæstevisit i et hav af andre. Han har endda slået sig sammen med Mario for en kort bemærkning, men uden succes. Nu er det endelig tid til den ægte efterfølger. Takashi Iizuka, som også arbejdede på originalen, er tilbage ved roret. Sig pænt goddag til Sonic 4.

Det første der byder mig velkommen, da jeg har downloadet titlen, er den grynede sample der jublende råber "Seeegaaa", efterfulgt af et genkendeligt startbillede. Musikken er tydeligvis inspireret af de klassiske spil, og benytter en del genkendelige samples. Selv da navnet på den første zone dukker op, er det rent kræs for de nostalgikeren i mig. Splash Hill hedder den, og det er tæt nok på Green Hill Zone til at glæde mig. Det er som at blive kastet tilbage til Sonic som man husker ham.

Sandheden er naturligvis at Sonic aldrig var i 1080p, cel-shadet eller fyldt med så meget liv som nu. Dette er Sonic som man husker ham, ikke som han var. Og det fungerer.

Sonic the Hedgehog 4: Episode I

Styringen er god, og den eneste umiddelbare forskel på denne og klassikeren er et målsøgningssystem, der automatisk leder Sonic mod et markeret mål, hvilket åbner op for nye tricks, når kløfter skal forceres kun ved at springe fra fjende til fjende. Det tager dog ikke lang tid før jeg er igennem den første del af zonen, faktisk tager det kun få minutter, og selvom sværhedsgraden stiger undervejs, bruger jeg under en halv time på at gennemføre alle 4 dele af første zone.

Heldigvis er der fire zoner, men med lidt hurtig hovedregning kan man frygte at spillet er ovre hurtigere end en biograffilm. Ganske vist har Sonic 4 et "episode 1" påklistret og er en download-titel, men det virker som om jeg bør forberede mig på en kort og noget tynd oplevelse.

Sega har dog tænkt det samme, og ved hjælp af online verdensranglister kan man efterfølgende tage kampen op med andre spillere om at gennemføre banerne hurtigst muligt, hvilket kan forøge Sonic 4s levetid gevaldigt.

Casino Street byder på farveladeglade neonfarver og nogle finurlige tricks i de flotte baner, man vender kort for ekstra bonusser, man kan surfe på et sæt spillekort og naturligvis er der pinball-mekanikker at finde. Men det er først, da jeg kæmper mig igennem Lost Labyrinth-zonerne, at jeg virkelig bliver imponeret. Vi har efterhånden set utallige eksempler på fart i platformgenren, og derfor må Sonic levere mere og andet for at tage oplevelsen ind i det nye årtusinde.

Sonic the Hedgehog 4: Episode I

I Lost Labyrinth flyttes handlingen til ruiner og støvede katakomber, der kan tage pippet fra selv Indiana Jones. Faktisk er katakomberne ikke kun støvede, de er også kulsorte. Sonic er til lejligheden udstyret med en fakkel, der oplyser lidt af området rundt om min lynhurtige helt. Der skal ikke længere ræses igennem banerne, men derimod trædes en anelse mere varsomt. Når tempoet sættes i vejret, sker det ved heftige køreture i minevogne.

Sonic the Hedgehog 4: Episode I

I Mad Gear-zonen får sværhedsgraden endnu et nøk i vejret, og der skal balanceres på enorme tandhjul og trykkes på kontakter, mens en kæmpe grinder-maskine gør sit til at stoppe legen. Og når denne del er gennemført, har man været igennem fire zoner i hver fire dele, med tilhørende bonusbaner og (især til allersidst) umanerligt hårde udfordringer.

Et par timer senere må jeg kaste håndklædet i ringen og indrømme, at jeg næsten græder af glæde. Ikke alene er det Sonic som jeg husker ham med alle de velkendte powerups og ringe der skal samles - men der er samtidig nok af nye tiltag, der gør oplevelsen frisk. Og det har været en fantastisk rutchebanetur. Den er stadig kort, men det er på alle måder den efterfølger, som jeg havde håbet at Sonic 4 ville være.

Sonic the Hedgehog 4: Episode I
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Sonic som man husker ham. Kræs for nostalgikeren. Solid opdatering. God grafik, skøn musik.
-
Kort oplevelse.
Dette er en annonce:
BETA +