Forestil dig hvis Gears of War var lavet af japanere - det er nogenlunde sådan Vanquish er. Både gameplay og styring er nærmest direkte planket fra Epics blockbuster, men samtidigt er der skruet gevaldigt op for galskaben. Og det er slet ikke dumt.

Spillet foregår i fremtiden. DARPA (dem der i sin tid opfandt Internettet) har bygget en enorm rumkoloni/kraftværk, der indfanger solens energi og sender den ned til jorden. Alt ånder fred og ro, indtil onde nationalister overtager magten i Rusland. Ført an af en galning, der vil gøre landet til verdens førende supermagt, erobrer de kolonien og koger San Francisco væk fra jordens overflade med en ordentlig dosis mikrobølgestråling. De stiller USA et ultimatum: Overgiv jer eller vi smadrer nogle flere storbyer. Den slags finder amerikanerne sig selvfølgelig ikke i, så de forsøger at tilbageerobre rumstationen. Og det er her du kommer ind i billedet.

Du er Sam Gideon, en agent fra DARPA der er udstyret med den såkaldte Augmented Reaction Suit, og i samarbejde med nogle usædvanligt tunge marinesoldater skal du nu smide russerne og deres enorme robothær ud.

Vanquish er Resident Evil-skaberen Shinji Mikamis første spil siden han var med til at starte Platinum Games. Det føles som sagt som en japansk udgave af Gears of War. Styring, gameplay og cover-system sidder lige i skabet, men samtidigt har det også en snert af japansk vanvid, der præger spillet på mange måder. Der er mange forskelle på japansk og vestligt spildesign, men Platinum Games har formået at ramme en hårfin balance, der får spillet til at virke mere eksotisk end fremmedgørende.

Sam har nemlig et par tricks i ærmet. For eksempel er hans dragt udstyret med små raketmotorer, så han kan kaste sig ned og glide henover gulve ved høj fart. Det er i sig selv brugbart, når man gerne vil have lidt ekstra fart på, men endnu bedre bliver det når man samtidigt begynder at skyde. Så går spillet nemlig i slowmotion, og man kan i ro og mag plaffe fjenderne i hovedet, mens man skrider henover gulvet.

Slowmotion-effekten indtræder også automatisk, hvis man er tæt på at dø. Det er en stor hjælp, for her bevæger Sam sig nemlig stadig med nogenlunde normal hastighed, mens resten af spilverdenen snegler sig af sted, så man har tid til at slå koldt vand i blodet og komme i sikkerhed, inden det går helt galt. Det er en decideret genial ide, og en man hurtigt savner i andre spil. Lad os håbe at den breder sig.

Fjenderne er som sagt robotter, og de kommer i mange variationer. Fra dumme fodtusser til lidt klogere fodtusser, til store bæster med kæmpekanoner på ryggen eller skorpion-agtige haler. Fra tid til anden render man også ind i en boss, der typisk ligner en forvokset kampvogn som kan transformere sig til store robot, og skyder hundredevis af missiler af når den bliver knotten.

De mere intelligente fjender vil forsøge at flankere en eller komme på nærkampsafstand, og generelt fungerer kamp i Vanquish rigtig godt. Især bosskampene kan være udfordrende, og flere bosser har angreb, der kun skal ramme én gang for at tage livet af en - man får dog altid et vink med en vognstang inden de fyres af, så de bliver aldrig urimelige. Ofte indeholder bosskampene også en lille quick time event, og disse kan være anderledes problematiske, da man ikke altid er forberedt på dem første gang.

Udover den sædvanlige skyde/dækningsmekanik, blander Vanquish også bolcherne til tider ved for eksempel at putte dig ned i en mørk tunnel, hvor den eneste lyskilde er en bil, du skal forsvare, udstyre dig med AT-ST-agtige køretøjer, sætte dig ombord på et tog, beskytte flygtende soldater med en maskinkanon, og så videre, og så videre. Tempoet er højt, og der er godt med variation.

Våbenarsenalet har det sædvanlige udvalg af haglgevær, maskinpistol og sniper-riffel, men også mere eksotiske indslag som Lock On Laser, der fyrer missiler mod flere fjender ad gangen, eller den underligt døbte Life Gun der skyder en stor energikugle afsted. Man kan opgradere sine våben undervejs i spillet, enten ved hjælp dedikerede Upgrade-dimser, eller ved at samle et eksemplar op af et våben, man ellers har fuld ammunition til. Man kan bære tre våben ad gangen, samt to forskellige typer granater. Det er smag og behag hvad man synes om de enkelte våben, men udvalget er ganske alsidigt, og man finder hurtigt sine favoritter.

Vanquish ser fremragende ud. Stilen er meget ren og high-tech, farverne er klare, miljøerne er store, og skærmopdateringen er i top - selv når det går vildest for sig. Rumkolonien befinder sig på indersiden af en stor rør-formet satellit - forestil Halos ringverden, bare meget bredere - og hvorend man går (så længe det er udendørs) kan man se skyskrabere og koloniens krumning i baggrunden. Det er flot og meget stilfuldt.

Handlingen i Vanquish er ret cheesy, og både Sam og marinesoldaternes leder Burns får fyret mange actionhelte-replikker af i løbet af spillet. Den slags kan meget nemt falde til jorden, men heldigvis er Vanquish ikke et spil, der tager sig selv for seriøst. Kombineret med det udmærkede (og også let karikerede) stemmeskuespil ender det med at fungere, og i stedet for at krumme tæer og tage mig til hovedet, har jeg grinet højlydt stort set hver eneste gang Sam har sagt noget bad-ass.

Man kan måske klandre Vanquish for at låne lige lovlig meget fra spil som Gears of War, men samtidigt må man rose udviklerne for at genskabe ideerne med success. Kombineret med de nye tiltag som for eksempel slowmotion-effekten er slutproduktet et bundsolidt, velfungerende og underholdende skydespil, der samtidigt er et friskt pust til genren. Skal man kritisere det for noget, så er det at det i længden næsten bliver for intenst.

Vanquish nydes bedst i små doser, og egner sig ikke til at spille i maratonstræk - så bliver man simpelthen ør i hovedet. Og der mangler et eller andet svært definerbart for at få karakteren helt op at ringe. Men ellers er der ikke meget, man kan tage fra Vanquish. Det er et stærkt udspil, der bestemt fortjener at blive et hit.