Første gang jeg ser de majestætiske nåletræer svaje i vinden på vej til en diplomatisk mission, er det som at møde en gammel ven. Der er træk der er tydeligt genkendelige, men alligevel er der sket utroligt meget siden sidste møde.

Sneen hyler omkap med en gruppe ulve, der ikke har i sinde at lade mig forbi uden kamp. Jeg lader min handske op og skyder en ildkugle. Sneen farves blodrød af den døde ulv, de forkullede rester af den næste angriber falder i pølen. Jeg hiver geværet frem, vender mig med ryggen til min fjende, skyder bagud over skulderen, og da ulven ligger udmattet på jorden, får den fladmast trynen af min enorme tohåndshammer. Fortræffeligt.

I 2008 lovede Peter Molyneux at han med Fable 2 ville revolutionere rollespillet, at der ville være fantastiske muligheder for at tage på eventyr med vennerne, og at vores nye firbenede følgesvend ville levere en helt unik følelse af samhørighed i spilsammenhæng.

Jeg elskede spillet, men ikke på grund af Molyneux´ løfter - nærmere på trods af. Co-op-delen var en halvhjertet mulighed for at lokke en ven med til spillet. Her kunne vedkommende tage rollen som en upersonlig følgesvend, mens man kæmpede med et fastlåst kamera. Hunden blev min trofaste ven, men revolutionen udeblev. Stadig var det for mig et af årets bedste spil, og det leverede en medrivende hovedhistorie og et anderledes sandkasseagtigt rollespil.

Nu er det tid til efterfølgeren og der loves Expression Touch, Dynamic Touch og en helt unik følelse af samhørighed i spilsammenhæng. Har du skimtet karakteren på denne anmeldelse, kan du godt regne ud, at Fable III er rigtigt, rigtigt godt. Men der er alligevel typiske Molyneux-løfter spillet ikke kan indfri, og mangler der holder det fra at opnå den absolutte topkarakter. Så lad os starte med det dårlige og få det af vejen.

Fable III lover muligheden for at holde i hånd og tage følelserne til nye stormfulde højder. Tryk A for én følelse, tryk A igen for en anden, og tryk B for at stoppe. Naturligvis med det samme resultat og samme lydkulisse som de første fyrre gange du foretog dig denne handling. Gav det dig en følelse, du ikke har oplevet i andre spil? Nej vel?

Ja - du kan holde i hånd og trække afsted med andre figurer. Hvis du føler dig mere knyttet til en figur fordi hænderne svæver 20 centimeter fra hinanden (og iøvrigt ikke kan nå hinanden når man går på trapper), så værsågod. Det indgyder ingen nye følelser andet end let hovedrysten herfra. Hunden føles denne gang som en ligegyldig bifigur uden baghistorie, mens mulighederne i dine valg stadig er overdrevne karrikaturer af virkeligheden, og ja: også de store valg, vi som anmeldere pænt er blevet bedt om ikke at spolere ved at nævne.

Men det er så også det dårlige, der er at sige om Fable 3, for på alle andre punkter er det en forbedring af de foregående spil i serien. Det er kort sagt fantastisk, og når alt kommer til alt også ganske revolutionerende på flere punkter.

Hvilket bringer mig til historien. Her er det netop en revolution du skal lede. Du er efterkommer af helten fra Fable 2, og her halvtreds år efter det forrige spils historie er hverdagen alt andet end rosenrød for beboerne i Albion. Den industrielle revolution er i gang, og dampmaskinerne har gjort deres indtog i beboernes hverdag. Din bror er lidt af en tyran, og ganske hurtigt bliver du klar over at den eneste løsning er at få ham væltet af tronen og indtage pladsen som kongen af Albion. Selve hovedshistorien er som ved Fable 2 klaret på en ti timers tid, men derefter er det tid til at træffe endnu flere valg, for at sikre Albions fremtid. Dette er dog ikke den store politiske strategioplevelse som lovet, men nærmere en hyggelig forlængelse af ejendomsmæglereventyret fra Fable 2 krydret med lidt flere moralske dilemmaer.

Hovedhistorien er som forgængeren kun en løs ramme om et fantastisk eventyr. Men hvor Fable 2 var et rollespil med actionelementer, føles det denne gang som et actionspil med rollespilselementer. Og dette skyldes mest af alt en helt unik tilgang til menuer, information og statistikker.

Du har stadig tre måder at gøre det af med fjender på: slag, skud eller magiske besværgelser. Det virker akkurat så godt som i forgængeren, denne gang uden hakken og sprutten og med langt flottere animationer. En detalje jeg fandt pragtfuld ved Fable 2 var når en fjende døde, og blev lavet om til erfaringspoint i den farve, der modsvarede en af de tre angrebsformer. Det var let at forstå og gav en følelsen af at den angrebstype man brugte var den der blev styrket. Denne del var ifølge Molyneux for kompliceret, og derfor er der nu ikke længere noget der hedder erfaringspoint eller farver- og så alligevel er der.

Det er bare som med resten af mekanikkerne i Fable 3 skjult så godt, at man ikke længere bekymrer sig i samme grad om detaljerne. Dette kan ved første færd virke demotiverende når man som rollespiller er vant til tal og statistikker som klare definitioner på ens fremskridt. Og her er det vigtigt at forstå, at der stadig er mulighed for at grave i disse tal og statistikker, men at de for de fleste spillere vil være gemt så sindrigt, at de aldrig vil blive opdaget.

The Road to Rule er endnu en nytilføjelse. Du optjener såkaldte guild-seals ved at løse opgaver eller banke skurke. De kan benyttes til at åbne forskellige kister, der nu fungerer som den grafiske repræsentation af skill-træer, professioner, evner og karakterens styrker. Simpelt og letforståeligt.

Den første store omvæltning er således den komplette mangel på tal, den næste er mine klæder, og måden hvorpå de fungerer nu. Der er ikke længere statistikker knyttet til tøjet, der gør dig mere populær eller frygtet. Faktisk er der ikke længere et menusystem eller for den sags skyld en taske til dit udstyr.

Det hele er sirligt arrangeret et sted der kaldes The Sanctuary. Igen er alle klæder, tatoveringer, farveflasker, våben, achievements, løfter, kort, multiplayer-funktioner og opgaver samlet i rum som en grafisk repræsentation af alle de normale menusystemer. Dette er lidt af et chock, og også nærmest en magisk åbenbaring, når man i så mange år har været vant til at skulle navigere et sandt helvede af faneblade for at holde styr på de dele af ens eventyr i traditionelle rollespil. Et savn for nogle spillere uden tvivl, men en lykke for langt de fleste.

Dit udstyr og tøj kan nu findes hængende på mannequindukker og kan sorteres som du har lyst, mens du let og elegant kan invitere venner til dit spil eller se dine achievements smukt indrammet på væggen. Du kan altid teleportere dig ind i rummet uden at skulle tænke på hvor du er, og der er mindre end et sekunds indlæsningstid på fornøjelsen. Storartet. Når rummet samtidig har John Cleese i rollen som butleren Jasper, er det svært at få armene ned.

Atter en ny funktion skal findes i dine handsker og den måde de påvirker dit spil. Nu har du én type magi per handske du ifører dig, og kombinerer du to forskellige typer handsker kan du således bruge to forskellige offensive magiformer på én gang. Det er rasende simpelt, men alligevel nøjagtig så kompliceret som tidligere. Til gengæld kan du ikke længere stoppe tiden eller kaste dæmonmedhjælpere som det passer dig, de kan nu findes og købes som potions, du kan bruge, så længe du har fyldt op. En fornuftigt måde at begrænse nogle af de evner, der i sidste ende gjorde en erfaren Fable-spiller alt for kraftfuld.

Dine våben ændrer nu også udseende baseret på, hvilke fjender du oftest nedlægger. Ikke nogen enorm tilføjelse, men en sjov detalje. Og detaljer er der nok af. Især i dit nyfundne Sanctuary.

I midten af rummet har du et enormt kort over Albion og et nyt land, og her er den næste store revolution. Jeg kan zoome ned på 3D kortet, og se hvad indbyggerne laver, hvad deres huse koster, om nogle personer (eller talende mure) har opgaver til mig, hvor mange nøgler eller skjulte genstande områderne indeholder, og hvilke belønninger der gemmer sig. Jeg kan samtidig insta-teleportere til den nærmeste lokation for en opgave, og markere hvilken quest der skal følges næste gang. Det hele er så smukt arrangeret, og så intuitivt at jeg næsten kniber en tåre på vegne af alle kommende rollespillere.

Selv co-op-delen har også fået en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Du kan nu tage din egen helt med uanset om det skal ske online eller på samme skærm. Du kontrollerer kameraet, selv når I er to på samme skærm, og I kan hoppe ud og ind af hinandens eventyr uden de store konsekvenser.

Men alle disse tiltag ville ikke være meget værd, hvis Albion ikke atter engang kunne imponere og drage spilleren ind i den eventyrlige verden. Også her er det lykkes over al forventning. Ganske vist lånes en del af musikken og fjenderne fra forgængeren. Men når det betyder samme gode stemning, har jeg det fint med det.

For når sneen fyger og du stakåndet bestiger den snehvide bjergtop, når du vælger at dræne en hel flod for at gøre plads til industriens fremskridt, eller første gang du begiver dig igennem en støvet ørken fyldt med ubehagelige fjender, så er det fantastisk. Det er Albion som man husker det, men samtidig er det blevet meget heftigere, mere detaljeret og fyldt med nye overraskelser.

Elskede du de mange små ekstraopgaver og humoristiske fortællinger med deres finurlige personager fra forgængeren, så vil det glæde dig, at de nu er endnu sjovere. Selv de enerverende gargoyles fra Fable 2 har fået en bunke afløsere, ligesom du ikke skal forvente fred fra Max og Sam, bare fordi der er gået halvtreds år siden sidst. Spillets værste fjende er dog det selv, for når tal og menuer ikke er som mange forventer, kan det resultere i unødvendigt sure miner. Dog ikke herfra.

Din værste fjende vil jeg ikke komme nærmere ind på, men måske den største forhindring for Albions lykke ender med at være dig selv? Som altid er svaret op til dig. Men vejen dertil er forbløffende god og få skridt fra at være et lille mesterværk.