Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

STAR WARS: THE FORCE UNLEASHED II

Starkiller vender tilbage i Star Wars: The Force Unleashed II, men det er svært at slippe følelsen af spildt potentiale. Petter har Force Grip'et sig vej gennem efterfølgeren til det bedst sælgende Star Wars-spil nogensinde.

  • Tekst: Petter Mårtensson - Gamereactor EU

Selvom Star Wars: The Force Unleashed var et spil med mange fejl, så nød jeg det stadig - mest på grund af historien om Starkiller, Darth Vaders hemmelige lærling. Hele konceptet med "den mest magtfulde Kraft-bruger i galaksen" var ikke lige populært blandt Star Wars-fans, men jeg kunne godt lide Starkiller, og syntes han tilføjede en smule godt Star Wars-drama som mange spil i universet har savnet længe.

Med Force Unleashed II bringer Lucasarts Starkiller tilbage. Uden at spolere for meget af det første spils slutning tør jeg godt fortælle, at den unge Jedi disse dage lever et liv plaget af konflikt. På den ene side får han sandheden at vide, men på den anden side får han at vide at alt hvad han tror på er en løgn. Og så er Darth Vader der selvfølgelig til at gøre hans liv endnu værre og sende bølger af tropper og dusørjægere efter ham. Så langt, så godt, så Star Wars.

Star Wars: The Force Unleashed II
Dette er en annonce:

Desværre får historien ikke særlig meget plads. Den starter fint ud, men hen mod slutningen er det svært at ryste følelsen væk af at det hele har været stor ståhej om ingenting. Hvor det første spil brugte mange forskellige lokaliteter og plot-twists, og derved gav Starkiller og de andre figurer lov og plads til rent faktisk at udvikle sig (bortset fra en ret kedelig kærlighedshistorie), bruger Force Unleashed II ikke megen tid på den slags. Nok bygger det fint op til endnu en fortsættelse, men det hjælper ikke på det faktum at det hele føles som en forglemmelig midterste del af en trilogi. Hvis du havde håbet at Force Unleashed II ville kunne udfylde nogle huller, og faktisk svare på nogle af de spørgsmål du måtte have, vil du blive svært skuffet. Ærlig talt er det en forspildt mulighed.

Dette er en annonce:

Historien er ikke den eneste ting, der er blevet forhastet i Force Unleashed II. Banerne mangler den opmærksomhed for detaljer som det første spil havde (hvor skraldeplaneten Raxus Prime var min absolutte favorit), og de udspiller sig alle som lange korridorer. The Force Unleashed var meget lineært, ingen tvivl om det, men det er endnu mere udtalt i efterfølgeren. Banerne er også meget større, hvilket betyder at der ikke er særlig mange af dem. En stor del af spillet bruges ombord på en Nebulon-B-fregat, og det er ikke det mest inspirerende miljø. Det samme gælder Kamino, kloner-planeten fra The Attack of the Clones.

Star Wars: The Force Unleashed II

Det overordnede gameplay i Force Unleashed II er det samme som i det oprindelige spil, med enkelte justeringer og rettelser - især hvad angår kamera og styring. Hvor styringen i det første spil føltes akavet, er det denne gang meget lettere at holde styr på Starkiller. Dermed ikke sagt at spillet på nogen måde er perfekt, men de frustrerende øjeblikke jeg konstant oplevede i The Force Unleashed er mere eller mindre helt fraværende her. Det fungerer, og Starkillers nye tricks - som det Mind Trick der kan vende fjender mod hinanden eller bare få dem til at springe i døden fra høje afsatser - er sjove at lege med. Det handler fortsat om ikke at spille særlig defensivt, og i stedet konstant presse på.

Det bliver dog ensformigt ret hurtigt. Ikke alene kommer det trange banedesign i vejen for mere kreativ brug af Kraften, men de fjender du kæmper mod tidligt i spillet er mere eller mindre de samme som du møder nær slutningen. Kampdroiderne går måske fra at forsøge at fryse dig i carbonit til at sætte ild til dig, men måden du bekæmper dem på er stort set den samme. Force Unleashed II mangler også ordentlige bosskampe (bortset fra den sidste og en der er noget forvirrende rod). Nok var de til tider frustrerende i det første spil, men i det mindste gav de noget krydderi til oplevelsen.

Star Wars: The Force Unleashed II

Force Unleashed II lider også under en række tekniske problemer, mest i forbindelse med grafikken. Den første time går det fint, men et eller andet sted må udviklerne være løbet tør for tid til optimering, og billedfrekvensen falder oftere og oftere - selv i trange korridorer uden fjender. Jo længere man kommer ind, jo værre bliver det, og den sidste kamp føles forfærdeligt upoleret. Det skulle have været spillets højdepunkt, men det er en kedelig kamp der bliver ved alt for længe.

Jeg er ked af at sige det, men Star Wars: The Force Unleashed II fortjente bedre. På et eller andet tidspunkt under udviklingen har man glemt hvad der gjorde det første spil sjovt (selvom jeg nok ikke vil gå så langt som at kalde det godt). Detaljerne mangler, banedesignet er uinspireret og historien får ikke den plads den behøver. Som det står nu, vil jeg være mere tilbøjelig til at anbefale dig at anskaffe det første spil end dette, hvis du ikke allerede har spillet det.

Der var tidspunkter i løbet af Force Unleashed II hvor jeg virkelig havde det skægt. Det kan trods alt være hysterisk morsomt at gå amok med Kraften. Nogle øjeblikke er lige så episke (om bedre instrueret, selvom det for det meste er en QTE-fest) som den styrtende Star Destroyer i det første spil. Men det lever ikke op til potentialet om en serie, der kunne have været meget, meget bedre end dette.

Star Wars: The Force Unleashed II
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
At sparke røv med Kraften er stadig sjov, fantastisk grafik, Starkiller er stadig sej
-
Ensformigt, store tekniske problemer, kedeligt banedesign, samme fjender igen og igen, historien er stor ståhej om ingenting

Brugeranmeldelser

  • Madsen2791
    Xbox 360 anmeldelse. Star wars: the force unleashed II skuffede mange. Det første spil var et godt spil med en del fejl i. Så det var med spænding... 7/10
  • NathanDrake95
    Lucasarts viser igen-igen, at spil er noget de kan finde ud af at lave. I Star Wars: The Force Unleashed II, spiller man som den uovervindelige... 8/10
Dette er en annonce: