Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SONIC COLOURS

Sega er igen klar med et eventyr der lover at det blå pindsvin atter er i topform. Ogg meget tyder på at de denne gang har ret...


Engang for meget lang tid siden var Sonic cool. Segas blå pindesvin var en aerodynamisk underholdningdynamo, der var alt det som Nintendos Mario ikke var - hurtig, fræk og proppet med attitude. Sonic tordnede gennem baner fyldte med kilometer lange hop, loops, pigge og fart, alt i mens han altid havde overskud nok til at give et bekræftende blink med øjnene til spilleren ude bag skærmen.

Men siden dengang har indledningen til anmeldelsen af ethvert af de mange Sonic-eventyr nærmest kunnet skrives på identisk vis. Sega har nemlig igen og igen lovet at de havde genfundet formularen til alt det der gjorde Sonic-spillene så sjove dengang, mens de i virkeligheden blot er kommet længere og længere væk med tåbelige bifigurer og minispil.

Sonic Colours

Sonic Colours byder derfor på en positiv omvæltning lige fra starten, for historien etablerer straks at dette ikke er et eventyr der tager sig selv for seriøst, men stadig har respekt for serien som helhed. Dr. Eggmanns enorme glæde for sig selv har ført til, at han ønsker at lave galaksens største forlystelsespark med sig selv som centrum, og naturligvis i et størrelsesforhold hvor adskillige planeter fungerer som tematiserede afdelinger. Det hele viser sig dog at være en skummel plan for at kidnappe planeternes oprindelige beboere, de såkaldte Wisps, hvilket Sonic naturligvis ikke kan lade stå til.

Ligesom de med historien viser at de godt ved i hvilken retning de bør bevæge sig, viser Sega også hurtigt at de stadig ved hvad et Sonic-spil bør handle om. Således bliver du kastet ud i en lynhurtig omgang platformshopperi og loopløb inden du første gang får spillets verdenskort at se. Dette er ikke kun en overraskende god beslutning, men heldigvis også en indikation om hvordan resten af spillet fungerer.

Sonic Colours

Overraskende gammeldags er tilgangen til spillets forskellige baner. Det kan godt være, at andre platformspil har gjort det moderne at byde på masser af forskellige udfordringer og baner inden for få minutters spil, men alligevel er Sonic Colours ikke blank for at tvinge enhver igennem en forudplanlagt vej gennem spillet - friheden kommer først på et senere tidspunkt.

Farten er der heldigvis fra første gang jeg træder ind i en af de første reelle baner, og ligeledes er der den simple styring. Tiden har dikteret at Sonic ikke kun styres med et styrekryds og én knap, men alligevel har man begrænset den blå helts bevægelser så meget, at det hele virker naturligt. Et automatisk system betyder at Sonic selv sigter på den næste fjende og jeg skal derfor blot trykke på A-knappen for at ramme, og har jeg samlet guldringe nok kan jeg give pindesvinet et ekstra turboboost med B-knappen, oftest i jagten på nye hemmeligheder.

Simpliciteten kommer dog i høj grad også af at udvikleren har valgt at holde størstedelen af spillet i et 2D-perspektiv, hvor dybden i billedet altså ikke driller når farten er høj. Det virker dog som om at den mere sparsomme brug af 3D-sektionerne har givet Sega mulighed for at tænke mere over dem, for de er iblandt de bedste af sin slags i noget Sonic-spil til dato.

Sonic Colours

Yderligere er det lykkes holdet bag spillet at finde tilbage til den gode blanding af automatik og manual kontrol i banedesignet, der specielt kendetegnede seriens første kapitler. Her behøvede man som spiller egentlig ikke gøre særlig meget med controlleren, men alligevel følte man sig som en platformsekspert når man havde nået banernes slutning, og det samme gør sig gældende her.

Tilføjelsen af "Wisps" lyder på papiret som en af den slags akilleshæle, som Sega har insisteret på at inkludere i det blå pindsvins mange sidste eventyr. Her er dog ikke en snert af sindsforvirrede varulve eller sektioner hvor der skal svinges med sværd. I stedet er det en udvidelse af spilbarheden som faktisk giver mening.

I modsætning til de dyr Sonic plejer at redde, tilføjer de forskelligt farvede Wisps nemlig evner til Sonics repertoire. Den gule Wisp lader Sonic forvandle sig til en slags boremaskine, der kan bore efter hemmeligheder i udvalgte sektioner, den orange forvandler ham til en raket, der kan nå nye højder, og den grønne til en laser, der kan reflektere på diamantlignende overflader.

Sonic Colours

Der findes i alt otte forskellige af disse Wisps, og det har givet Sega mulighed for at eksperimentere med baneopbygningen gennem hele spillet. Mulighederne for at besøge tidligere gennemførte baner med Wisps fra spillets senere udfordringer er derfor udnyttet i stor stil, hvilket betyder masser af hemmeligheder for de eventyrlystne. Det klæder i den grad spillet, ikke mindst fordi det ikke er gået ud over hastigheden, der nærmest altid er i top.

Hvis du ønsker at spille sammen med en ven har Sega også sørget for det er muligt. I "Eggman's Sonic Simulator" er det således muligt at spille to sammen, men banerne er simple, kedelige og kræver en præcision fra kontrollen som den aldrig giver, så man bliver hurtigt trætte af dem. Fra start er der ti forskellige af disse baner, men ved at opsamle specielle stjerne-ikoner i spillets normale baner tilføjes der hele tiden flere.

Sonic Colours

Sonic Colours er en positiv overraskelse af format, fordi det virker som om Sega og Sonic Team endelig har forstået hvad der udgør et godt, moderne Sonic-spil. Ydermere er det første gang jeg kan huske at det lykkes den japanske udvikler at tilføje nye ideer som giver til spillet, og ikke blot føles som påklistret ligegyldighed.

Desværre kan man ikke komme uden om at styringen stadig mangler præcision, hvilket kan gøre det enormt frustrerende når spillets fart erstattes med hop fra platform til platform. Ligeledes frustrerende er den svingende kvalitet i banedesignet, der nærmest konsekvent afbryder glæden ved en række fornøjelige baner, men en bane der minder mere om en dødsfælde der vil skulle gentages adskillige gange.

Sonic Colours

Sonic Colours er dog utvivlsomt det stærkeste nye Sonic-eventyr i lang tid, og byder med flot grafik, masser af fart og gode ideer på et platformseventyr, man med glæde kan smide i sin konsol.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Wisps er en god tilføjelse. Masser af hemmeligheder. Den klassiske Sonic-spilbarhed er intakt.
-
Styringen mangler præcision. Sving i kvaliteten af banedesign.
Dette er en annonce:
BETA +