Jeg er forelsket. I hvinende dæk, hylende sirener og brølende motorer. I det adrenalinsus jeg får, når jeg drøner afsted langs en bjergside med næsten 300 i timen, kaster min topløse Lamborghini sidelæns ind i et sving, kun med nød op næppe undgår en modkørende pickup, og trykker nitro-knappen i bund, så jeg suser ud af svinget med raketfart. Den følelse bliver jeg aldrig træt af.

I de 16 år serien har eksisteret, har Need for Speed været vidt omkring. Forholdet mellem arkade og simulation har skiftet meget fra spil til spil, og hvis du foretrækker bilspil hvor realismen er i højsædet, så bør du nok styre uden om Hot Pursuit. For det her er arkade-racing med stort A, endda i en sådan grad at man ikke engang kan vælge manuelt gearskifte.

Det er Criterion Games der har stået for udviklingen, og arven fra deres tidligere bedrifter med Burnout-spillene skinner igennem. Kan man lide Burnout, vil man straks føle sig hjemme her. Umiddelbart virker bilerne en smule tungere end man skulle tro, men det vænner man sig hurtigt til. Og snart kaster man selvsikkert sin alt for dyre sportsvogn ud i dumdristige manøvrer, fordi styring og fysik bare føles rigtig.

Som både æsken og spillets startskærm afslører, så er politijagter en vigtig del af Hot Pursuit. Generelt kan man inddele de mange løb i tidskørsler for én bil, dueller mellem to biler og racing mellem fire eller flere - alle sammen i varianter med og uden politi. Man spiller både som lovløs gaderacer og lovens lange arm, og låser op for nye biler og løb efterhånden som man optjener point. Karrieredelen er så snedigt indrettet, at reelt er tale om to forskellige kampagner. Man er ikke tvunget til at gennemføre et bestemt antal gaderacer-løb for at åbne for de næste politi-events, eller omvendt.

Når man sætter sig i politibilens sæde, handler det oftest om at smadre en eller flere fartsyndere af vejen. Til det formål har man en række hjælpemidler, som for eksempel et kortvarigt EMP-angreb, pig-fælder, vejspærringer og helikoptere. Der er noget svært tilfredsstillende ved at sætte efter et ulovligt gadeløb, smadre deltagerne til ukendelig én efter én, og lukke løbet helt ned flere kilometer inden nogen når målstregen. Omvendt har racerne deres egne våben, som for eksempel en jammer og et heftigt turbo-boost.

Spillets bilpark er enorm. Man starter med roadster-klassen, der har en topfart på omkring 250 km/t, og arbejder sig langsomt men sikkert op i klasserne. I toppen finder man sindssyge superbiler som Bugatti Veyron og Koenigsegg, og der bliver løbende uddelt smagsprøver i form af små enkeltløb, så man ved hvad man har at glæde sig til. De fleste biler kommer i både almindelige og politi-udgaver (vi har åbenbart at gøre med verdens mest veludrustede færdselspoliti), så der er altså ikke noget med feje hold.

Man vælger sine løb fra et let og overskueligt kort, og selvom spillets omgivelser er udformet som ét stort sammenhængende vejnet, så er sideveje og afkørsler spærret af under løb, så man ikke pludselig kommer kører væk fra ruten. Alle løb har dog små alternative ruter, der i nogle tilfælde fungerer som genveje, og i de politiopgaver, hvor man kun jagter én bil, er vejnettet helt åbent. Hvis man bare har lyst til at køre uforstyrret rundt på de i alt 160 km veje, så har man også den mulighed, men Hot Pursuit er ikke indrettet som for eksempel Burnout Paradise, hvor man selv skulle køre fra sted til sted for at finde nye løb at deltage i. Det hele ordnes via menuen, og den såkaldte freedrive-funktion er vist mest beregnet på at nyde udsigten.

Udsigten er i øvrigt ganske betagende. Det fiktive Seacrest County dækker alt fra sneklædte bjerge over nåleskove og ørkener til flotte kyststrækninger, som et fantastisk sammenkog af USA's mest naturskønne omgivelser. Billedfrekvensen er bundsolid, og jeg har ikke en eneste gang set antydningen af at den dalede, uanset hvor meget der sker på skærmen. Og selvom det er et forholdsvist let kneb, så ser det altså fantastisk ud, når de rød-blå blink lyser op i natten.

Sværhedsgraden stiger stille og roligt gennem spillet, og det er på en ganske blød kurve. Er man Burnout-veteran vil man sikkert kunne høste guldmedaljer på de fleste løb ved første forsøg. Modstanderne kører bestemt ikke perfekt, og man skal nok gøre sig umage for at komme ind på en sidsteplads i nogen af løbene. Undtagelsen er dog solo-tidskørslerne, hvor man skal køre nærmest fejlfrit for at nå i mål i tide til en guldmedalje. Og det er endnu mere udtalt i politi-versionerne, hvor der er strafsekunder for at lave buler i sin fine, dyre og statsejede politibil. Jeg tager guld i langt de fleste events, men selv med ti timer under bæltet har jeg endnu ikke formået bedre end en sølvmedalje i tidskørslerne.

Og det med tiderne tager os til en af de ting i Hot Pursuit, som Criterion har gjort et stort nummer ud af: Den såkaldte Autolog. Filosofien bag den er, at ingen spilere er interesserede i at vide at de er nummer 347.000 på verdensranglisten, og derfor er der ingen globale leaderboards. I stedet holder spillet styr på dine og dine venners tider, og viser dig før hvert løb hvilken tid du skal slå, for at kunne prale over for kammeraterne. Spillet kan sågar anbefale dig løb baseret på dine venners aktiviteter, så du lynhurtigt kan tage revanche hvis en af sjukkerne slår din gamle rekord.

Det giver en ekstra dimension til spillet. Hvis ens venner ikke er til bilspil (eller man bare ikke har nogen) er det selvfølgelig ikke nogen stor tilføjelse, men fordi Autolog'en er en så integreret del af spillet, bliver det hurtigt mindst lige så vigtigt at slå vennerne som at slå computeren. Jeg har flere gange valgt at genprøve et løb gang efter gang, ikke fordi jeg ikke vandt, men fordi jeg ikke kunne leve med at være to sekunder langsommere end den næste på listen. Samtidigt er det enormt tilfredstillende at knuse en af de andres rekorder fuldstændig. Hver gang man slår en rekord er det muligt at poste sin nye tid på den såkaldte wall, som alle ens venner kan se, og tilmed knytte en lille kommentar til den, så man rigtig kan håne de andre.

Det er en genial ide, da man på den måde kan spille mod sine venner, uden man behøver være online samtidigt. Den slags offline-multiplayer må meget gerne brede sig til alle andre bilspil.

Selvom Need for Speed: Hot Pursuit er fantastisk, så har det et par ridser i lakken. AI'en har en tendens til at rubberbande, og selvom det er diskret, er det nok til at man bemærker det. Og efterhånden som man kommer længere ind i spillet bliver Hot Pursuit-løbene (ræs med politiet i hælene) nogle gange mere spørgsmål om at overleve end decideret racing, selvom der er god variation i omstændighederne. Politisiden virker heller ikke helt lige så udførlig og varieret som racing-delen, men den giver stadig spillet en god variation helt overordnet - og så kan man jo som sagt spille de to dele uafhængigt af hinanden.

Need for Speed: Hot Pursuit er hæsblæsende arkaderæs for adrenalinjunkier. Det er til dig der kan lide suget i maven og klumpen i halsen, mens du suser ind og ud mellem trafikanter med sømmet i bånd og politiet i hælene. Spillet fortæller mig desuden at jeg efter ti timer kun er omkring en tredjedel igennem, så holdbarheden er bestemt også godkendt. Simulationsfans vil nok ikke bryde sig om det, men for alle andre er det bare om at kaste sig frådende ud i jagten på verdens største fartbøde.