Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
anmeldelse

Call of Duty: Black Ops

Endelig er Treyarch trådt ud af Infinity Wards skygge, og bliver Call of Duty-seriens nye bannerførere. De følger i fodsporene på Modern Warfare 2, men finder også deres egen sti.

Dette er en annonce:

Det er ikke nogen let staffet at overtage. Den er glat, tung og blev formentlig kastet efter dem. Da Modern Warfare-udvikleren Infinity Ward gik ned med nakken, valgte Activision at give Treyarch den næste store opgave. Udvikleren har hidtil stået bag det ikke helt imponerende Call of Duty 3 og World at War, men med Call of Duty: Black Ops viser de imidlertid at kølvandet til Modern Warfare 2 slet ikke er for meget at sluge, og leverer et skydespil der er lige så godt og har potentiale til at blive årets bedste.

Til at begynde med kan jeg røbe, at alle veteraner af Infinity Wards forrige udspil straks vil føle sig hjemme i skoene på Black Ops. Temposkiftene, de scriptede actionsekvenser og hele spilfølelsen vidner om, at den nye udvikler har kastet mere end et par blik på Modern Warfare 2. Det første der slår mig er derimod hvor meget mere fokus der er på historieformidling i Black Ops.

Vi befinder os i den Kolde Krig, Castro er på sit mest aggressive, og handlingen fortælles ikke gennem prangende satellitbilleder med vinduer af dialog. Her får vi tilbageblik, monologer og tilmed en særdeles frisk twist hen mod slutningen af spillet. Der venter ikke noget Oscar-kandidatur rundt om hjørnet, men Treyarch formår at trække spilleren med på et ikke så lille mysterium med psykologisk tilsnit. Det er ikke videre originalt, men det klarer jobbet langt bedre end i tidligere Call of Duty-spil.

Call of Duty: Black Ops

Gennem singleplayer-delen trækkes vi med på en rundtur gennem en russisk koncentrationslejr, Vietnams våde jungle og et havareret skip på Antarktis. Blandt andet. Variationen i omgivelserne kan man ikke klandre, og det samme gælder heldigvis mere end det visuelle. Intense skudvekslinger på store slagmarker brydes op af stille kravlen gennem miner, krydret med helikopterflyvning og kommanderen af UAV-fly.

En specielt mindeværdig sektion indebærer at guide en gruppe soldater gennem en russerspækket isødemark fra himmelen, for så at blive kastet ind i førsteperson og kampens hede når de bliver opdaget. Idet støvet lægger sig zoomer kameraet ud, og man styrer igen den varmesøgende kikkert på undersiden af flyet. Brug af perspektiver på denne måde er definitivt spændende, specielt med en så hurtig blanding som her.

Sekvenser som denne definerer Black Ops som oplevelse. Alt er i højeste grad tilrettelagt for spilleren - det vil sige, her er ingen frihed overhodet - men udviklerne har skønnet at skræddersyet action har mindst lige så stort potentiale som den spilleren laver selv. Når man pludselig bliver overfaldet af en gal vietnameser med mord i blikket og må trykke på X-knappen som gjaldt det livet, bliver man ikke mindre panikslagen ved at tænke at det samme vil ske næste gang man spiller banen igennem. At spille Black Ops er som at spille en actionfilm, hvor helten altid overlever den sikre død med millimetermargin.

Call of Duty: Black Ops

Til forskel fra Medal of Honor kommer underholdningsværdien på bekostning af realismen, noget som langt fra er en negativ ting. Graden af brutalitet i spillets scriptede nærkamp- og henrettelsesangreb er derimod noget jeg ikke kunne lad være med at fnyse af. Black Ops er i forvejen knaldstramt skydespil, og behøver ikke ty til nærbilleder af en kniv i halsen for at vække følelser. Disse scener er så sporadiske at man har al grund til at anklage dem for at være spekulative, men kan med fordel slås fra ved spillets start (hvilket cirka ingen på hele kloden kommer til at gøre).

For den stressede spiller kan det også blive frustrerende hele tiden at skulle forholde sig til holdkammeraterne. Personligt kan jeg godt lide at tage mig god tid og følge lederen som den trofaste lille hund jeg er, men enkelte gange endte det alligevel med skumle forspring på slagmarken. Altså måtte jeg løbe tilbage for at blive genforenet med de computerstyrede makkere, som fortsat var travlt optaget med at skyde løs på en stakkels genlevende tysker. Den slags ridser i lakken er sjældne, og derfor så meget mere bemærkelsesværdige når de opstår. Det er vel prisen man må betale for at lave et ellers så højoktant actionspil.

Men lad os nu ikke hvile på hverken laurbær eller ribsbuske. Efter Call of Duty 4: Modern Warfare er seriens multiplayer blevet en langt vigtigere del af spiloplevelsen for de fleste. Og selv om jeg ikke er en af dem som har spillet sig til Prestige, kan jeg med sikkerhed sige at Black Ops forbedrer og viderefører multiplayer-delen med glans. Dette er hovedsagelig takket være det nye valutasystem, som lader spillere købe nyt udstyr uden nødvendigvis at ligge højt på niveauskalaen.

Kombiner dette med den nye Wager-spiltype, og Black Ops-anstalter for rehabilitering af afhængighed er ikke langt ude i fremtiden. Her kan man satse mindre eller støre beløb i en puljet, som efter hver kamp deles ud til de tre mest succesfulde spillere. Dette er nok ikke noget for dig med lav selvtillid, men presset som opstår når en gruppe konkurrencekåde spillere kolliderer i skydetågen bliver endnu mere intenst end irisen på selveste Zac Efron.

Call of Duty: Black Ops

Jeg synes også at Gun Game fortjener at blive nævnt, og skal nok blive lige så populært i Black Ops som det blev i Counter Strike: Source. Her belønnes man med et nyt og bedre våben hver gang man dræber nogen, i et kapløb om at blive den første, der når våben nr. 20. I Gun Game kan man risikere at løbe rundt med finskytteriffel mens resten af hoben oversvømmer slagmarken med raketkastere, og kan eventuelt føre til minigun mod Makarov.

Hvis traditionel, konkurrencebaseret multiplayer ikke er din kop te, så har Treyarch valgt at følge op på sin egen zombie-spiltype fra World at War. I denne omgang spiller man som fire statsmænd under angreb fra horder af udøde, og må kæmpe sig dybere og dybere ind i banen for at overleve. Metoden er enkel: optjen kredit ved at skyde zombier reparere barrikader, og brug dem på at åbne døre og købe nye våben.

Det er ingen Left 4 Dead-killer, men stadig en spiltype med nok dybde til at holde opmærksomheden fanget i flere timer. Jeg har en mistanke om at det ikke er lige så sjov, når man først har fundet den rette strategi, men som et supplement til den egentlige multiplayerdel er det langt fra venstrehåndsarbejde og midlertidig spilkomik. Der er i øvrigt lidt gammeldags retro-sjov i vente for de af jer som finder påskeægget i spillets menuskærm.

Call of Duty: Black Ops

For godt til at være sandt? Med Call of Duty: Black Ops render Treyarch efter Infinity Ward på samme måde som den seje fyr i gaden render efter de lidt ældre. Med nok arbejde opnår han accept, tilpasser sig og bliver en del af slænget. Black Ops gentager alle de rigtige ting, men ikke uden at bidrage med sine egne små justeringer, som forbedrer spilbalancen uden at forstyrre den.

Singleplayer-delen byder på en nærmest thriller-agtig historieformidling, multiplayer-delen introducerer valuta til spilsystemet og instruktionen sidder strammere end tights i regnvejr. Bravo!

Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
Call of Duty: Black Ops
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Superstram instruktion i singleplayer-delen, spændende historie med varierede opgaver, valutasystemet og wager-matches, forbedret zombie-co-op.
-
Til tider lidt spekulativt, lidt træg kunstig intelligens.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Om multiplayer, af Rasmus Lund-Hansen

Jeg har nu endelig haft mulighed for at give multiplayer-delen af Call of Duty: Black Ops en ordentlig prøvetur. Og jeg må indrømme at jeg er skuffet. Skuffet og frustreret.

For selvom kernegameplayet nærmest er kopieret direkte fra Modern Warfare 2, et spil jeg rigtig godt kunne lide, så er der en bunke af irritationsmomenter der gør, at jeg egentlig ikke har nydt at spille det.

For det første virker netkoden ret ulden. Jeg har oplevet at sigte direkte på en mand, uden at ramme ham når jeg skyder. Jeg har prøvet at blive skudt af en maskinpistol, efter jeg var løbet bag et hjørne, og på det efterfølgende killcam kunne se, at jeg ifølge spillet åbenbart stod et helt andet sted. Jeg har skudt en mand seks gange i torsoen med en assault riffle mens han sprintede imod mig og dolkede mig i halsen. Og kort derefter har jeg på et final killcam set en fyr blive dræbt af to maskinpistolsskud til skulderen.

Det virker tilfældigt hvor mange skud der skal til for at dræbe, og hit detectionen er nogle gange helt i skoven - man kan skyde ved siden af en mand og stadig ramme ham. Skud til hovedet bliver ikke altid registreret som headshots, mens skud til kroppen nogle gange gør.

På nuværende tidspunkt virker matchmakingen ikke særlig godt. Det er sikkert relateret til at spillet blandt andet matcher efter ens level, og da Black Ops kun officielt har været ude i lidt over et døgn, betyder det at ingen har nået særlig højt level endnu - heller ikke Modern Warfare 2-veteranerne, der er på deres syvende prestige. Forhåbentligt bliver det bedre med tiden, men lige nu virker kampene meget ensididge - enten taber man stort, eller også vinder man stort. Jeg har haft et par få kampe, der var tætte, men de er klart i undertal. De små holdstørrelser gør også, at man nemt ender i en situation, hvor de fleste spillere på det ene hold er i samme party, mens det andet kun består af tilfældige personer. Så er tingene næsten afgjort på forhånd. Heldigvis kan man vælge spiltypen Mercenary, hvor parties ikke er tilladte.

Spawn-systemet er en kilde til frustration. Jeg oplever tit at spawne, løbe frem og så blive skudt så snart jeg går ud af en dør eller runder et hjørne. Banedesignet er generelt godt og ret overskueligt. De fleste steder kan dækkes og beskydes fra tre-fire forskellige vinkler, og det er glimrende, da det forhindrer overdrevet camping. Men det betyder også at man reelt ikke har mulighed for at se sig ordentligt for, inden man løber ind i et nyt område. Om man først ser sig til højre eller venstre kan være afgørende for om man lever eller dør, men man er nødt til at vælge. Det er irriterende og frustrerende at spawne tæt på en modstander, for bliver man skudt, sidder man ofte tilbage med følelsen af, at man reelt ikke kunne have gjort noget anderledes for at overleve.

I spiltyper som Team Deathmatch og Domination er spawnstederne mere eller mindre tilfældige, men det bliver ikke nødvendigvis bedre i de spiltyper hvor man har en base. I Demolition skal det angribende hold placere bomber to steder på banen. Men man kan opleve at den bedste strategi for det forsvarende hold simpelthen er at spawncampe. Der er kun en lille håndfuld spawns på disse baner, og man kan snildt ende i en situation hvor man bliver skudt i samme øjeblik som man spawner. Man kan selvfølgelig argumentere for at man fortjener at tabe, hvis ens hold tillader sig selv at presset så langt tilbage, men det betyder ikke at spillet bliver sjovt.

Treyarch har gjort et stort nummer ud af deres nye valutasystem. I hver kamp optjener du penge alt efter hvor godt du klarer dig, og dem kan du så bruge til at købe nye våben, attachments, perks og så videre. Men udvalget af våben er også afhængigt af ens level, så vil man have nyt grej, skal man både optjene XP og penge til at købe dem. Det virker som dobbelt arbejde. I Modern Warfare 2 skulle man tit nå et eller andet mål for at få adgang til perks og attachments, men det system er fjernet - og det er på sin vis fint, for målene virkede nogle gange kontraproduktive i forhold til den ting, man gerne ville have fat i. I den sammenhæng er valutasystemet en forbedring, men det virker ikke rigtig som en belønning at låse op for et nyt våben, hvis man samtidigt skal betale for at bruge det. Det virker mere som en vilkårlig begrænsning end noget der tilføjer dybde.

Men fjernelsen af de delmålsbestemte unlocks betyder også, at den jagt på næste unlock, næste fix, som var med til at gøre Modern Warfare 2 så sjovt, ikke er tilstede. Man sidder ikke og tænker "jeg skal lige have 20 kills med ACOG-sigtet, så jeg får adgang til et nyt scope", fordi man bare kan købe sig til det. Noget af magien er væk.

Det har været meget begrænset hvor sjovt jeg har haft det med Black Ops' multiplayer-del indtil videre. Der har været enkelte strålende øjeblikke, som spændingen ved første gang at aktivere en ny killstreak-award, eller fange en gruppe fjender på det forkerte ben og ekspedere dem alle sammen. Men de er få, og der er langt mellem dem. Listen over mine irritationsmomenter er lang, meget længere end jeg har nævnt her. Men det der nager mig mest ved spillet er, at det hele føles så tilfældigt. Jeg får ikke et indtryk af at jeg har gjort eller kan gøre en forskel, selv når jeg ligger øverst på scoreboardet og har en kill/death-ratio på den rigtige side af 1. Og det gør mig i sidste ende frustreret og i dårligt humør.

Bedre kendskab til banerne, deres blinde vinkler og hvordan folk bevæger sig gennem dem vil helt sikkert hjælpe på oplevelsen. Og det samme kan siges om forståelsen af våben, de forskellige perks og attachments. Jeg er overbevist om at Call of Duty: Black Ops bliver en bedre oplevelse, når man kommer længere ind i det. Men jeg har ikke rigtig lyst til at spille mig vej til det niveau, for indtil videre føles det mere som en sur pligt end en fornøjelse.

Karakteren nedenfor afspejler kun min holdning til Call of Duty: Black Ops' multiplayer-del, da det for mit vedkommende er den vigtigste del af serien. Inkarnerede COD-fans vil måske synes bedre om det, men jeg vil anbefale alle, hvis primære interesse er online-spil, at træde varsomt i forbindelse med dette spil. Til gengæld vil jeg sige at singleplayer-delen er fremragende, og her er jeg helt enig med Daniels kommentarer og karakter ovenfor.
6/10

Tilføjet 20. december 2010: Efter en række opdateringer har Treyarch fået styr på de fleste af mine ankepunkter. Der er kommet orden i spawn-systemet, matchmaking-problemerne er blevet udjævnet, og den uldne netkode er nu blevet pudset godt af. Black Ops online er på nuværende tidspunkt en væsentligt bedre oplevelse end ved lanceringen, i hvert fald på Xbox 360. Derfor kommer den op på en 8'er.
8/10

Brugeranmeldelser

  • cultDK
    Hej alle sammen der ude bag skærmen jeg syntes at black ops er et mega fedt spil. og er meget bedere end mw2 fordi det er mere realistisk end mw2... 9/10
  • alexander452
    Spillet som fortsætter den populære serie, var en anderledes, men dog kendt oplevelse. Kampagens historie følger man en Black ops... 7/10
  • Hash-Mush
    Det er et super spil med Singleplayer, Multiplayer og Co-Op. Signleplayer er rigtigt godt fordi man får så meget at tænke over hvor man spiller... 5/10
  • MrSriss
    Jeg er stor CoD fan og forbliver det nok endnu. Jeg elskede de første Modern Warfare! World at War var fint, men ikke fantastisk. Modern Warfare 2... 9/10
  • sofus2
    jeg er ikke den store fps gamer, men jeg syntes at black ops så fedt ud, så jeg bestilte det med høje forventninger... Spillets historie handler... 8/10
  • Nike
    Det har været noget af et turbulent år for Call of Duty serien. Modern Warfare 2 udkom sidste år, til stor ros og til gigantiske salgs tal. Efter... 9/10
Dette er en annonce: