Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

BLOODY GOOD TIME

Kombinér det barske liv som spirende Hollywoodstjerne med en omgang knive i ryggen, eksplosive rotterobotter og en hysterisk filminstruktør, så har du essensen af historien i titlen Bloody Good Time.

  • Tekst: Sebastian R. Sørensen

Har du hvad det kræver for at blive en stjerne? Dette simple spørgsmål starter titlen Bloody Good Time ud med. Vejen til stjernestatus stiller åbenbart krav om indgående kendskab til fjernstyrede rotter, rettidige toiletbesøg samt andre essentielle stjernekvaliteter, som får selv realitystjernen Sidney Lee til at blegne og ligne en hverdagsgrå kostskoleelev.

Man indtager rollen som en skuespiller i den kendte instruktør X's nyeste filmsatsning. Det er en hård branche, så vejen frem er at nedlægge dine medskuespillere på mere eller mindre ydmygende måder under selve filmoptagelsen. Det hele foregår i et velkendt førstepersonsperspektiv og stilen er allerede fra starten en god cocktail af action og tegneserieagtig humor.

Ens første valg går omkring hvilken film man ønsker at deltage i. Der er tre film tilgængelig, som alle ganske simpelt dækker over en bane, hvor klassiske scenarier som feriecenteret, gyserhuset og Las Vegas-kasinoet indgår. Herefter starter spiloplevelsen med, at man skal vælge sin spilkarakter blandt et galleri af stereotype figurer såsom den sortklædte goth-pige, den muskelpumpede strandløve eller den svagt psykopatiske klovn. Dit valg af figur har reelt ingen betydning for spillets gang dog.

Min oplevelse med titlen startede noget famlende, da jeg i vanlig stil havde valgt at springe over de omkring ti skærmsider med beskrivelse af spillets formål og regler. En sådan forberedelse ville omtrent svare til at læse manualen til et nyindkøbt fjernsyn inden det tages i brug - man ved man burde, men mange af os er bare kodet til hovedløst at kaste os ud i udfordringen. Efter jeg så havde famlet måbende rundt og både oplevet ydmygende bank uddelt af virtuelle modstandere såvel som online-spillere på Xbox Live, krøb jeg til korset og læste spillereglerne. Herefter virkede legen straks mere klar, selvom jeg dog stadig fik solide bøllebank af modstanderne den første lange periode. Men efter en stund begyndte tingene at sidde på rygraden, og på omkring samme tid blev spillet virkelig vanedannende.

Udover de tre baner findes der forskellige spilmuligheder at vælge imellem. Jeg lærte på den hårde måde, at man nok skal starte diskret med at lunte rundt offline i den såkaldte arcade-mode. Herunder findes der tilgængelige spilmuligheder under betegnelser som eksempelvis Hunt, Revenge, Elimination og Deathmatch. Generelt er der ikke store forskelle på de fleste, og man skal enten jage én specifik modstander eller bare slå alle medskuespillere indenfor rækkevidde på tæven. I eksempelvis Hunt jager man en udvalgt kollega alt imens en anden har netop dig som mål. Kommer man til at dræbe andre figurer, så straffes man på point-pungen. Gentagen overtrædelse kan endda resultere i en runde i straffeboksen, hvor man alene kan følge løjerne som tilskuer. Enkelte spiltyper adskiller sig dog fra mængden, hvor man blandt andet i Scene Stealer skal piske af sted med en lille guldstatuette, mens man er jaget vildt blandt kollegaerne.

Kernen i spillets pointsystem er stjerner. Man optjener stjerner ved at få onduleret modstanderne. Alle våben, som er spredt rundt på banerne, har et antal stjerner forbundet med sig, og alt efter antallet scorer man mere eller mindre, når kollegaen bider i gulvet. Man kan endvidere spæde lidt op på stjernefronten ved at ydmyge nedlagte fjender. Dette involverer hånende handlinger, hvor man dansende stikker sin småpruttende bagdel ned i hovedet på liget. Det er uden tvivl i bedste drengerøvsstil og forbundet med en uforklarlig rar fornemmelse i maven. Alle banerne er spækket med sikkerhedsvagter og tilhørende overvågningskameraer. Vagterne er bevæbnet med strømpistoler, og du kan på ingen måde gøre andet end at spurte af sted, hvis de opdager dig. Det giver et ekstra element i legen, og man mister hårdt tjente stjerner, hvis man fanges.
Udover vagterne har udviklerne smidt endnu et par stressfaktorer ind i oplevelsen.

Bloody Good Time
Dette er en annonce:

Man har tre behov som skal dækkes under filmindspilningen: søvn, sult og toiletbesøg. Den velovervejede spiller vil få ordnet disse aktiviteter i pauserne mellem de forskellige scener, men jeg endte typisk med at skulle et par gange på potten midt i hektiske kampe. Det er lidt pres at have en øksebevæbnet modstander listende rundt udenfor toilettet, mens man forsøger at træde af på naturens vegne. Får man ikke opfyldt disse tre behov, så mister man styrke og hastighed i legen, hvilket kan have fatale konsekvenser, hvis modstanderen spotter dig. Alle tre behov er overskueligt indikeret på din skærm, og løber man eksempelvis helt i bund med toilet-forpligtelserne, så ender man med at rende langsomt og storpruttende rundt på banen. Helt igennem humoristisk på en ikke alt for akademisk måde. Søvnen ordnes i ren power-napping-stil, hvor man tager en koncentreret eftermiddagslur på et par sekunder. En god lænestol eller en tilgængelig sofa, så er den ordnet.

Våbnene som er spredt rundt på banerne, følger fint den humoristiske tråd i spillet. Klassiske våben som boldtræ, knive, stegepander, rifler, pistoler og flammekastere er med i legen. Men der har også sneget sig et par mere innovative indslag ind. Mest spektakulær er nok den fjernstyrede robotrotte. Denne lille fætter smides på gulvet, hvorefter man set indefra rotten styrer den hen til fjenden. Med et tryk på en knap detoneres rotten herefter og din modstander er historie. Kald mig bare en barnlig og meget simpel person, men det er nu en gang ekstremt underholdende at blæse modstandere i stumper med en fjernstyret rotte, for derefter at danse hånende ved siden af deres lig. Banen er også spækket med forskellige fælder, som kan aktiveres, mens man er i sikker afstand. Med lidt held og en god portion timing kan du derefter se din modstander falde ned gennem faldlemme, blive stegt af gigantiske flammer, opløst i syrebad eller bare gasset i gulvet. Igen meget tilfredsstillende på en underholdende morbid måde. Rundt omkring på banerne er der også spredt forskellige dimser som kan bruges til at få ekstra evner, som eksempelvis at løbe stærkt eller smide et snydehologram af dig selv ud i lokalet. Andre ting gør, at du kan forklæde dig, hvilket kan være ganske praktisk, hvis du har en stegepandebevæbnet medskuespiller rendende rundt med netop dig som mål.

Dette er en annonce:

Visuelt er Bloody Good Time ret flot. Det hele er holdt i en tegneseriestil, og man får associationer til titler som Monday Night Combat og Team Fortress 2. Førstepersonsperspektivet er dog der, hvor spillet primært adskiller sig fra disse titler rent æstetisk. Hastigheden og grafikken følger fint med spillets mere actionfyldte perioder, og jeg oplevede ikke hak eller host i maskineriet hverken on- eller offline. Lydsiden er da heller ikke ringe, og mens man roder rundt i menuerne inden kampene, er man underholdt af acceptabelt rock- eller popmusik. Selve lydsporet til kampene er helt ordinært, og det er kun instruktørens noget ensformige kommentarer, som jeg godt kunne leve uden. I længden får man seriøst lyst til at prøve at finde ham, og så præsentere ham for en fjernstyret rotte eller to.

Bloody Good Time

Titlens vedvarende tiltrækning ligger uden tvivl i onlinedelen. I de dage hvor jeg muntrede mig som spirende Hollywoodskuespiller oplevede jeg altid mængder af onlinekampe tilgængelig på Xbox Live. Udover spil med tilfældige folk, så ligger det også lige til højrebenet at hente et par online-venner med ind i legen. Dette kan også gøre, at man i det mindste har en chance for at vinde bare et par kampe.

I en tid hvor mange arcadetitler på Xbox Live er oppe på 1200 Microsoft Points som standardpris, så er Bloody Good Time prissat på en forfriskende måde. Prisen er alene 400 Microsoft Points, hvilket er omkring 30 - 35 kroner, altså en værdi svarende til et par colaer eller nogle solide poser blandet slik nede hos den lokale sukkerpusher. Spillet er intet mindre end et fund til de penge. Ser man helt bort fra prisen, så er titlen stadig værdig til at sluge din spilletid her henover vinteren, og kan udmærket tåle en sammenligning med flere af de meget dyrere titler tilgængelig på Xbox Live markedspladsen. Spillet er også netop udgivet til PC, og prisen på Steam er i linje med den på Xbox Live.

Skal man finde de negative briller frem og påpege svagheder ved titlen, så er tre baner måske lige i underkanten. Men igen er det svært at blive højrød i hovedet af harme, når man nu alene har smidt så få penge efter spillet. Et karrieresystem, hvor man steg i graderne gennem løjerne kunne måske have gjort afhængigheden af titlen større. Optjeningen af stjerner er et forsøg i den retning, men det kunne godt have været gjort med lidt mere dybde. Er man én af dem, som går op i Xbox 360 achievements, så er titlen udstyret med en dejlig overskuelig opsummering af ens fremgang mod de næste virtuelle skalpe. Denne del er tydeligvis inspireret af titler som Gears of War og Left 4 Dead, hvor ens bedrifter kan følges ganske detaljeret i spilmenuen.

Bloody Good Time er som navnet indikerer en forbasket god legestund og en skøn lille spiloplevelse, som nemt kan komme til at stjæle mange af mine spilletimer hen over vinteren. Den billige pris kombineret med de forfriskende og humoristiske ideer i spillet gør, at den burde blive en topsællert på salgslisterne. Du har sikkert allerede spottet karakteren, og som min gamle dansklærer engang sagde, så er det et stort 8-tal. Har du den mindste kærlighed for en helt igennem humoristisk omgang multiplayersjov, så klap dig på lommerne og find de enkelte mønter frem som titlen koster. Der ligger uhyggeligt mange timer forude her, hvis du i samme grad som denne anmelder gribes af legen.
Vi ses på filmsettet.

Bloody Good Time
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Billig pris, langtidsholdbar.
-
Få baner, barnlig humor påkrævet.
Dette er en annonce: