Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

HARRY POTTER AND THE DEATHLY HALLOWS - PART 1

Rasmus griber tryllestaven og tager på eventyr i PlayStation 3-udgaven af Potters eventyr, mens Lee spiller udgaven på Xbox 360 med ekstra bonusindhold på Kinect...


Det er en gammel sandhed at spil baseret på film er noget bras. Det er ikke tit det sker, men en sjælden gang i mellem kommer der en spilmatisering, der bryder med traditionen og står som en lille perle. Som selve inkarnationen af undtagelsen der bekræfter reglen. Vi så det blandt andet med Batman: Arkham Asylum og det ganske glimrende Wolverine-spil, der faktisk var bedre end den film, det var lavet ud fra.

Sådan er det ikke med Harry Potter and the Deathly Hallows Part 1. Det er ikke en undtagelse fra reglen, men indbegrebet af reglen. Et præmieeksemplar på et licensspil, hvor der er sparet på alt, inklusiv kvaliteten, for billigst muligt at kunne ride med på succesbølgen fra film-oplægget.

Grafikken er hæslig. Harry, Ron og Hermione ser alle unaturlige og plastik-agtige ud, og det understreges kraftigt af den stive animation og bizarre kropspositurer, de jævnligt indtager. Fjendernes figurdesign er ensformigt og uden den store variation, og man føler efter kort tid at man har set dem alle sammen.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1
Dette er en annonce:

Omgivelserne ligner for det meste noget, der er taget fra forrige konsolgeneration, især når man begiver sig indenfor. Detaljegraden er umanerligt lav, hvilket betyder, at på de missioner, hvor man skal finde et eller andet spor til at komme videre, er det bare et spørgsmål om at gå ind i det rigtige rum, og vente på spillet så fortæller en hvor man nu skal hen. Der er intet i omgivelserne, der gør, at man selvstændigt ville kunne nå frem til den konklusion. At finde ud af hvor hende troldkvinden, man er på jagt efter, befinder sig henne, er et spørgsmål om at gå ind i seks identiske kontorer, og så få at vide at hun befinder sig i en retssal et andet sted i bygningen. Der er intet i nogen af kontorene, der så meget som antyder det, men det er alligevel den konklusion, spillet serverer.

Ikke at det ville gøre den store forskel, hvis man selv kunne regne det ud. For banedesignet er så ensformigt og uinspireret, at ens eneste håb for at finde ud af, hvor man skal hen, er den såkaldte Four Points-besværgelse. Ellers er der intet i banerne, der giver nogen indikation af om man er på rette vej eller ej, eller om kan skal dreje til højre eller venstre for at nå frem til sit mål. Man er fuldstændig afhængig af den lille lysende Four Points-guide, endda i en sådan grad at dens brug er en del af missionsbeskrivelserne. Og i den sammenhæng er det jo herligt, at den så kun virker halvdelen af tiden.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1

Kamp er en trist affære. Deathly Hallows vil gerne være et moderne skydespil a la Gears of War, med cover-mekanikker og det hele. Cover-funktionen virker bare ikke særlig godt, og Harry stiller sig gerne fuldt oprejst op af en væg, der kun når ham til livet, så det giver ikke meget dækning. Man starter med en enkelt angrebsbesværgelse, den såkaldte Stupefy, og selvom arsenalet jævnligt udvides, er der ikke megen grund til at bruge andre besværgelser. Beskrivelserne af hver enkelt besværgelse er noget uklar, og kører alle over temaet "gør fjenden ude af stand til at bevæge sig". Ud fra beskrivelserne er der altså ikke den store motivation for at vælge noget andet end Stupefy, der både skyder hurtigst og virker mest effektiv.

I øvrigt bliver man jævnt træt af at høre både Harry og fjenderne råbe "Stupefy!" nærmest konstant når man er i kamp. Selve lydene fra ens besværgelser er flade og fesne, hvilket er med til at gøre skyderiet meget lidt tilfredsstillende. AI'en er pinlig, og i de kampe hvor man får følgeskab af Ron og Hermione, er det ikke noget sjældent syn, at de skyder alt hvad de kan mod en væg, fordi der står en fjende på den anden side. Håbløst.

Skydesekvenserne bliver jævnligt afbrudt af snige-dele, hvor Harry gør sig usynlig ved hjælp af en magisk kappe. Her skal man snige sig gennem folkemængder for at opnå eller finde et eller andet. Det er ikke videre ophidsende, for fjendernes bevægelsesmønstre er meget lette at forudsige, og med mindre man decideret støder ind i nogen, er det svært at blive opdaget.

Historien er noget rod, i det omfang den rent faktisk er der. Spillet forudsætter at man har set filmen eller læst bogen, og gør ikke noget stort nummer ud af at forklare hvad der rent faktisk foregår. I stedet hopper man fra scene til scene, der bindes meget, meget løst sammen af lidt dialog mellem de tre hovedpersoner. I hvert fald i nogle tilfælde - andre steder får man ingen kontekst over hovedet. Tidligt i spillet er der for eksempel en mission, hvor Harry skal undslippe en grotte, der bebos af en drage. Hvordan og hvorfor han er endt der, får man absolut ingen forklaring på, og det har tilsyneladende ingen relation til noget andet, der foregår i spillet. Nej, vi befinder os bare dybt i en grotte, der er en drage, Harry skal ud. Det er alt. Mage til doven historiefortælling har jeg sjældent set.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1

Harry Potter and the Deathly Hallows part 1 er licensspil når de er værst. Jeg kan ikke finde noget pænt at sige om dette spil. Selv stemmeskuespillet, der leveres af skuespillerne fra filmen, er dårligt instrueret, og lyder mest af alt som noget de medvirkende vil have hurtigt overstået, så de kan komme hjem.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke er udpræget begejstret for Harry Potter generelt, men jeg tvivler på at min holdning til spillet ville ændre sig, hvis jeg var fan af bøgerne og universet. Det er et dårligt spil fra ende til anden, der ikke har bare antydningen af opvejende kvaliteter, der kunne gøre oplevelsen nogenlunde tolerabel. Undgå dette spil for enhver pris, også (eller måske især) hvis du er inkarneret Potter-hoved.

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1
03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Det ligner Harry Potter på stilbilleder
-
Lyden, grafikken, styringen, manglen på historie, animationerne, bonusindholdet

Et andet syn

Lee West

"Jamen så lad mig snuppe Xbox 360-udgaven". Dette er nok sætningen jeg har fortrudt mest i denne uge. Forsiden af Harry Potter proklamerer "Better with Kinect". Og med tanke på hvor mange gode oplevelser jeg har haft med Kinect, greb jeg chancen for at udforske Harry Potters nyeste eventyr i Kinect-form.

Standardspillet som også er på PlayStation 3 er inkluderet og jeg kan desværre kun gentage Rasmus´ kritik, men en række bonusbaner lader dig på Xbox 360 tage rollen som knægten med de magiske besværgelser med Kinect. Her skal du gennemføre en række baner på tid, og kan konkurrere med andre spillere om pladsen på ranglisten.

STUPEFY.

Dette sker i form af en slags onrails-shooter, hvor den hakkende og glinsende Harry laver noget der grundet de sørgelige animationer minder om en mellemting mellem en vaklende Robocop og robotdansen. Lad dig ikke narre af billederne, der ser pæne ud når de står stille. Det her er forfærdeligt i bevægelse. Sjusket og livløst.

Angiveligt kan du kaste granater, lave masser af magiske besværgelser og rigtigt udleve drømmen om at træde i skoene på Potter. STUPEFY. Nu siger jeg angiveligt. For kontrollen er noget af det dårligste jeg endnu har oplevet på Kinect. STUPEFY. Du skal være heldig, hvis STUPEFY det overhovedet lykkes dig at lave andre besværgelser end Stupefy.

STUPEFY. Jeg har nu prøvet med to forskellige Kinect og tre personer med samme resultat. STUPEFY. Det eneste knægten vil, er at råbe STUPEFY nærmest konstant. Styringen er pinlig, udførslen er ringe og hovedspillet gør intet for at omvende skeptikeren. Bevares. Det lykkedes mig da at kaste lidt andre besværgelser fra tid til anden, men det var reglen fremfor undtagelsen, og gjorde absolut intet for fornøjelsen.

Better with Kinect? Tjoe, det kunne næppe være meget værre.

3/10

Brugeranmeldelser

  • mikelund
    Harry Potter spillene har I langt de fleste tilfælde været udmærkede spil. De har altid været anbefalelsesværdige og folk har da gladelig investeret... 5/10
Dette er en annonce:
BETA +