Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

BLOOD DRIVE

Dødsræs med masser af zombier. Vi har set det før, men derfor kan det stadig sagtens være sjovt. I hvert fald i princippet. Er Blood Drive dit nye favorit-zombie-spil?


En gang for mange år siden var der et racing-spil, der hed Carmageddon. Det handlede lige så meget om at køre fodgængere over som at køre ræs, og var ret opfindsomt i sin brug af våben og bonuspoint for kreative udfoldelser. Spillet var kontroversielt, og blev selvfølgelig et hit. Det samme gjaldt efterfølgeren, men 3'eren floppede fælt, og siden da har vi ikke hørt noget til serien.

Men Blood Drive er tilsyneladende lavet til fans af Carmageddon, for mange af ideerne og temaerne er de samme. Fodgængerne er (selvfølgelig, fristes man til at sige) skiftet ud med zombier, men ellers handler det om at køre dem over og smadre sine modkørere. På papiret er det en glimrende ide, men desværre halter det med udførslen.

Spillet er sat op som et gameshow i en post-apokalyptisk verden, hvor en global zombie-epidemi er brudt ud. Ikke noget videre originalt oplæg, men det gør hvad det skal. Man deltager i turneringer og kører forskellige typer løb og events på lokationer som hærgede lufthavne, smadrede parkeringshuse, stadion-ruiner og øde bydele. Hver turnering består af en række events, der giver point alt efter hvor godt man klarer sig, og man skal samlet vinde turneringen for at åbne op for den næste.

Blood Drive
Dette er en annonce:

Der er en håndfuld forskellige begivenhedstyper. I en type løb skal man smadre flere zombier end modstanderne, i en anden skal man smadre flest modstandere. Nogle gange handler det om at køre gennem flest checkpoints, og i King of the Skull skal man holde på et kranie i længst tid, og stjæle det tilbage fra modstanderne hvis de erobrer det.

Bilerne man kan vælge imellem varierer i størrelse, fart og håndtering, og er alle som standard udstyret med et våben af en eller anden art. Der ligger ekstra våben fordelt rundt omkring i banerne, og før hvert løb kan man vælge mellem en række forudbestemte opgraderingspakker, der giver ting som stærkere motor, bedre holdbarhed, mere ammo og den slags.

Dette er en annonce:

Bilfysikken er ikke den bedste i verden. Det er selvfølgelig ikke Gran Turismo, men det virker alligevel som om bilerne ikke har vægt nok bag sig. Der er en knap til håndbremsevendinger, men ellers er det svært at få den til at skride ud på tilfredsstillende vis.

Spillets største problem er at det er for ensformigt. Man behøver ikke spille meget mere end en time eller to, før man føler at alle kaniner er trukket op af hatten. Desuden er indlæringskurven i turneringerne meget blød, og når man først har fået has på de grundlæggende strategier, kommer man hurtigt til fuldstændig at dominere modstanderne. Den lille håndfuld af løbstyper bliver brugt igen og igen, og det eneste der rigtig varierer i turneringerne er rækkefølgen, antallet af gentagelser og omgivelserne.

Blood Drive

De sidste par turneringer indeholder omkring 30 events, og man har ingen mulighed for at gemme undervejs. Derfor bliver det en temmelig langtrukken affære at kæmpe sig igennem dem, og man kommer hurtigt til at kede sig.

Turneringer er dog ikke det eneste, spillet byder på. Der er også såkaldte Single Events, hvor det for eksempel gælder om blot at holde sig i live længst muligt, og udvide tidsgrænsen ved at dræbe zombier. Her får sværhedsgraden et ordentligt nyk opad, men det bliver tingene ikke nødvendigvis sjovere af.

Lydsiden er ret forglemmelig. Hver bil har sin egen kører, der slynger om sig med platte one-liners undervejs, og mellem løbene skal man døje med en overentusiastisk speaker, der heller ikke har noget interessant at fortælle. Stemmeskuespillet er ikke særlig godt, mens resten af lydsiden gør hvad den skal, uden dog at imponerer.

På den grafiske side er indsatsen i og for sig godkendt. Spillet er ikke er ikke videre smukt, men heller ikke tudegrimt. Til gengæld er spilmotoren ikke særlig godt optimeret (i hvert fald på Xbox 360), og man kommer hurtigt til at opleve væsentlige fald i billedhastigheden, især på de mere åbne baner. Og når det sker, så er det ikke kun billedet, der hakker - nej, hele spillet går ned i tempo, selv uret der tæller ned til rundens afslutning. Og det er som sagt en forsinkelse, man tydeligt mærker, hvilket simpelthen ikke er i orden på dette tidspunkt i den nuværende konsolgeneration.

Så selvom Blood Drive på papiret har en fin omend uoriginal ide, så har udviklerne ikke formået at omsætte den til et interessant spil. Det er for ensformigt, og der er for mange tekniske problemer. Jeg kunne skrive at spillet måske kan gå an hvis man skal have et hurtigt zombie-fix, men der er simpelthen så mange andre og bedre zombie-spil derude, at jeg ikke engang vil give den anbefaling. Hvis du virkelig, virkelig hungrer efter et nyt Carmageddon kan Blood Drive måske dulme abstinenserne en lille smule, men det er langt fra nogen erstatning.

Blood Drive
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Minder lidt om Carmageddon, hurtigt at mestre
-
Alt for ensformigt, for mange problemer med billedhastigheden, skuffende bilfysik, ingen mulighed for at gemme undervejs i lange turneringer,
Dette er en annonce: