Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

DUNGEON DEFENDERS: FIRST WAVE

Tag på loot-eventyr med vennerne på PlayStation 3, PC, Mac, Xbox 360, Android, iPhone, iPod eller iPad. Lyder det for godt til at være sandt? Lee fortæller og anmelder første bølge...

  • Tekst: Lee West

Siden sidste sommer har der været en titel, som en del rollespillere og især denne skribent har glædet sig usigeligt til: Dungeon Defenders. Her er et spil der lover en masse, og som rent faktisk kan vise sig at indfri de fleste løfter. Dungeon Defenders vil tillade verdens PC-ejere at spille på tværs af formater, og endda fortsætte eventyret på deres mobiler (eller den anden vej rundt) og samtidig, ville det være muligt at gribe controlleren, hvis man skulle foretrække eventyret på Xbox 360 eller PlayStation 3.

Der er nu få måneder til, at Dungeon Defenders lander på de stationære formater, men allerede nu kan man få en smagsprøve på det meget anderledes rollespil, igennem det første Dungeon Defenders-eventyr, der meget passende har fået navnet Dungeon Defenders: First Wave.

Dungeon Defenders: First Wave

Måske har tanken strejfet dig, måske har du aldrig tænkt over det. Men helte har en barndom, og iøvrigt ganske ofte børn. Dette skulle gerne være klart efter snesevis af halvdovne historier, der i introsekvenser til alverdens spil fortæller, hvordan netop din helt blev forældreløs og nu skal hævne udåden.

Dungeon Defenders vender det hele lidt på hovedet. Mens de heltemodige riddere, de tapre krigere, de snarrådige skytter og de mystiske magikere er ude for at redde verden atter engang, efterlades børnene alene hjemme på slottet. Som du sikkert allerede har gættet, går det ikke særligt godt. Snart er slottet under angreb fra frådende monstre, og de eneste der kan stoppe dem, er heltenes børn.

Med andre ord: velkommen til Home Alone - dungeon edition.

Dungeon Defenders: First Wave er som tidligere nævnt et fuldt spil, men kun til de mere mobile apparater, det vil sige alverdens Android og iOS-apparater. Til gengæld kan dine helte senere flyttes over på de større udgaver af DD, ligesom PC-udgaven leveres med alt source-koden, så et kreativt community kan deltage i skabelsen af nye eventyr.

Dungeon Defenders: First Wave

Efter en kort introduktion på den mobile udgave, får man valget mellem fire forskellige helte. Der er den dåseagtige ridder, magikerlærlingen, den kvindelige jæger og den kraftfulde munk. Det er charmerende figurer, der føles som en blanding af Pokemón, World of Warcraft og Torchlight. Runde former, gode farver og charmerende figurer uden for meget kant. Og det valg er ganske fornuftigt, for selve spilmekanikkerne kan tage pusten fra de fleste ved første øjekast.

Det ligner umiddelbart et klassisk loot-eventyr: der er grotter med fremadstormende fjender, skattekister fyldt med guld og udstyr og mugne bosser, der skal nedlægges. Men det er kun overfladen. Der er masser af statistikker. Faktisk så mange at man ganske hurtigt bliver overvældet og indser, at dette er alt andet end et normalt actionrollespil. Der bydes på otte forskellige slags baner inklusiv fire sværhedsgrader og et mylder af forskellige måder at vinde på. Og så er der seksten forskellige statistikker, der danner bunden for et væld af muligheder.

Selvom det virker som kommercielt selvmord at diske op med så mange forskellige statistikker, så er der en god grund, Dungeon Defenders byder nemlig på en sær hybrid af tower defense og dungeon crawler-genren. DD:FW kan spilles alene eller online (op til fire spillere), og hybriden griber en del detaljer forfriskende anderledes an.

For det første er der din karakter. Ganske vist kan du stige i level, og finde masser af udstyr (hvoraf det desværre kun er våbenet, der giver en kosmetisk forandring på figuren), men der er ingen niveauer på udstyret, og når du sælger dit rov, optjener du mana-point. Og her dukker det første anderledes tiltag op. Dit udstyr kan stige til niveau 10 i værdi, ved at du investerer dine optjente mana-point i udstyret. Hver gang din helt eller dit udstyr stiger i niveau, modtager du nogle point, der kan fordeles ud på dine statistikker. Disse statistikker byder på den sædvanlige række af opgraderingsmuligheder som mere skade eller mere liv, men du kan også opgradere dine tårne til tower defense-delen af spillet. Og det er her det begynder at blive spændende. Vil du satse på et godt forsvar, eller mener du at action fremfor tårne er vejen frem?

Dungeon Defenders: First Wave

Hver bane er inddelt i bølger af fjender, nøjagtig som man kender det fra tower defense-genren. Men hver af disse bølger er yderligere delt ind i en bygge- og en kampfase.

Alt foregår i solid 3D-grafik trukket af Unreal-motoren, og afhængig af din valgte helt, kan du i byggefasen opsætte forskellige typer tårne på fjendernes vej. Her kommer den næste forskel. Du kan sagtens selv spille med alle dine klasser på én gang. I bygge-fasen kan du således tage din jæger frem, hvis du vil fokusere på fælder og eksplosioner, eller din ridder, hvis du vil fokusere på et stærkt forsvar. Inden byggefasen er ovre, vil du dog skulle vælge hvilken karakter, du vil bruge i kampfasen.

Dungeon Defenders har utroligt mange muligheder, og mens det fulde spil lover godt, har de mere mobile udgaver nogle problemer grundet det skyhøje ambitionsniveau.

Dungeon Defenders: First Wave

Nu er First Wave som sagt den mobile udgave af spillet, men da det skal kunne samkøres med de fulde versioner, er der ikke skåret på meget andet end de grafiske elementer, og størrelsen af banerne. Det er både godt og skidt. Godt fordi man virkelig får et dybt, strategisk og yderst interessant actionrollespil, og skidt fordi skærmen (især på iPhone og de mindre Android-apparater) er et sandt helvede af virtuelle knapper. Der er også en del problemer med frameraten (opdateret i v2.0), når tingene bliver hektiske. Samtidig har spillet den værste tutorial nogensinde (opdateret i v2.0) (en detalje udviklerne lover at ændre med en patch indenfor de næste par dage).

Det er her, hvor Dungeon Defenders vil hægte mange potentielle spillere fra. Mekanikkerne er ganske vist vellavede, men mængden af knapper og menuhjul er nok til at skræmme de fleste spillere væk. Kameraet skal samtidig kontrolleres med endnu et minihjul, og er iøvrigt utroligt frustrerende, indtil man har gennemskuet dets særheder (opdateret i v2.0).

Holder man ved på trods af mængden af statistikker, det bøvlede kamera og det overvældende antal knapper, venter der et utroligt vanedannende og interessant loot-eventyr, der kan underholde i ugevis. Samtidig giver DD:FW et glimt af en bedre fremtid, en fremtid hvor man kan spille sammen på tværs af formater.

Dungeon Defenders: First Wave
v 1

Dungeon Defenders: First Wave fortjener succes fordi det gør så mange ting anderledes og så mange ting rigtigt. Og så er det til omkring tyve kroner en rigtig god smagsprøve, mens vi venter på det ægte eventyr.

Dungeon Defenders: First Wave
v 2.0

Dungeon Defender: First Wave er den mobile udgave af det kommende Dungeon Defenders. Vi anmelder naturligvis den stationære udgave, så snart vi får chancen. Du kan se hvordan "den voksne" udgave af spillet ser ud, på billedet herover, eller traileren herunder.

Dungeon Defenders: First Wave
Dungeon Defenders som det ser ud på de stationære platforme.

Update v. 2.0 iOS - d. 19. januar:
Udvikleren har nu tilføjet endnu en bane og flere forskellige kæledyr (familiars).

Der er mulighed for at ændre på grafikindstillingerne, så man kan undgå lag (eller sætte endnu flere detaljer på hvis man har hestekræfterne), og man kan vælge mellem Gamecenter og Gamespy, hvis man vil spille med andre spillere online (med Gamespy kan Android-ejere nu spille med iOS-ejere).

Der er samtidig blevet rettet op på nogle balanceproblemer, den forfærdelige introduktion er blevet ændret, pauseknappen flyttet, kameraet forbedret og Dungeon Defenders er kort sagt en noget mere poleret oplevelse.

Derfor hæves karakteren for Dungeon Defenders: First Wave for version 2.0 fra 7/10 til 8/10.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Spil på tværs af platforme. Dyb strategi, nytænkende. Gode mekanikker. Meget billigt.
-
Forfærdeligt kamera (opdateret i 2.0), Overvældende mange knapper.
Dette er en annonce:
BETA +