Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

BACK TO THE FUTURE - EPISODE 1

PC´en tændes og nostalgien er i højsædet, når vi endnu en gang hopper i den gamle DeLorean og rejser tilbage til 1985.


Fra vores synspunkt er det 11 år siden Marty og Doc sidst tog DeLorean'en ud og trille på de store krono-veje, men de to helte fra de klassiske sen-80'er-film har ikke ligget på den lade side. Doc rejser stadig tidskontinuumet tyndt med sin kone og to børn (fra den sidste film), mens Marty har levet som normal teenager siden han kom hjem fra strabadserne i det vilde vesten i 1985. Nu er det et år senere, og Doc er stadig ikke vendt tilbage med tidsmaskinen - og hans gamle laboratorium ved at blive sat til salg.

Men det er ikke Martys største bekymring, for pludselig dukker den gamle DeLorean op - den, som ellers blev smadret af et tog i slutningen af sidste film - med én passager: Doc's hund, Einstein. Hvor Doc så er henne, er første gåde, Marty må løse i Telltales nyeste episodiske værk, men det tager ham ikke lang tid at regne ud, at han må tilbage til 30'ernes Hill Valley for endnu engang at redde Doc fra en grim misforståelse.

Så i bund og grund er alt ved det gamle, selv her 11 år efter, og det er forfriskende nostalgisk, på samme måde som at finde et gammelt VHS-bånd på loftet fra da man var 12 år gammel. Specielt når man tænker på hvor elendige samtlige andre Back to the Future-spil har været (NES-spillet er især kendt for at være så dårligt, at den originale BTTF-manuskriptforfatter, Bob Gale, aktivt opfordrede NES-ejere til at styre i en stor bue udenom det). Telltale, derimod, har nostalgifølelsen i højsædet, og det bliver ikke slemmere af at have både Bob Gale og Christopher Lloyd, der spillede Doc i de originale film, med på holdet.

Back to the Future
Dette er en annonce:

Og det er i høj grad nostalgiværdien, spillet hænger på. Musikken er straks genkendelig og man er øjeblikkeligt kastet ud i velkendte omgivelser fra filmen. Selv når man når til 1931 og ser Hill Valley i alkoholforbudets tid er det berømte Hill Valley-torv genskabt med kærlig hånd (Marty er endda ved at blive kørt over, som han altid gør når han ankommer til en ny tid).

Men når man så har tørret øjnene over gensynet, er der så noget at komme efter bagved? Da det alligevel kun er episode 1 kan Telltale stadig undskyldes for ikke at have faldet helt i hak med tonen endnu. Man skulle tro, at spillet allerede stod og faldt ved det faktum, at Michael J. Fox ikke lægger stemme til Marty McFly - men når sound-aliken, A.J. Locascio, faktisk lyder mere som Michael J. Fox i 1985 end Christopher Lloyd lyder som sig selv, så er jeg godt tilfreds.

Dette er en annonce:

Problemet er snarere at ramme den geniale balance fra filmen i forholdet mellem Marty og Doc, hvor Doc gang på gang måtte forklare komplicerede, fire-dimensionelle problemstillinger via skoletavler og simple modeller ("forgive my crudeness, it's not exactly to scale"). I spillets verden har Marty derimod tilsyneladende på ét år lært og forstået alt det bavl, han tidligere skulle have en model og en brændende legetøjsbil for bare tilnærmelsesvis at forstå. Så når Doc kaster sig ud i endnu en kilometerlang udredning om firedimensionelle paradokser er Marty, forbløffende ukarakteristisk, helt ombord. Omvendt er Doc's maniske paranoia om tidslinjens skrøbelighed røget en tak ned, da han nu ingen alvorlige skrupler har om at inddrage folk fra fortiden i duoens eskapader, selv om det ender i situationer, der ret indlysende ville have seriøse konsekvenser.

Men lad os lige give Telltale et par episoder til at få det på plads - den allerførste Sam & Max episode var heller ikke spot-on, men det kom de så sandelig efter.

Back to the Future

Det rigtige spørgsmål er, hvordan det så er som spil? Jo, hvis du har spillet Sam & Max-episoderne eller Tales of Monkey Island ved du allerede hvad det er. Det er et adventurespil i klassisk forstand, så det er på med tålmodighedshatten hvis du ikke er til dialogtræer eller cutscenes hvor du ikke selv styrer handlingen. Men Marty var også kvik på næven og endnu kvikkere på fødderne i filmene, og han får da også motioneret musklerne i denne omgang - men for at spare hardcore adventurespilleres sarte nerver for unødig stress får du ikke selv lov at styre Marty i disse sekvenser. Men det er en god ting, for hvis der er noget, der kan ødelægge en god og magelig adventureoplevelse, så er det en malplaceret actionsekvens - eller, gud forbyde, en QTE (jeg kigger på dig, Fahrenheit!).

Men selv om det er et adventurespil til knoglen skal det også appellere til det bredere BTTF-publikum, der måske aldrig har prøvet sådan et klenodie. Så hvad puzzles angår er vi ikke ude i den kaotiske "moon logic", der prægede specielt spil af Discworld eller Black Dahlia-typen. I stedet er det for det meste "adventure light", hvor man som regel skal have én figur til at distrahere en anden så man kan gøre et eller andet. Og i BTTF: The Game er det som regel ret indlysende hvad man skal. Og hvis det ikke var indlysende nok, så har spillet en entusiastisk hint-funktion, der ikke så meget som nænsomt vapper dig over fingrene for at forfalde til fristelserne, men dog nådigt sparer os for at fortælle os den præcise løsning.

Med andre ord er det altså heller ikke die-hard adventure-udfordring. Men det er heller ikke spillets hensigt. Hensigten er derimod den varme og medrivende følelse af legesygt eventyr, Robert Zemeckis leverede tilbage i 1985. Og det leverer BTTF: The Game med bravado. Der er stemning for alle pengene (just under 150 bobs på dansk jord gennem Steam), og det er godt at se makkerpakket Doc og Marty tilbage hvor de slap - næsten som om intet var hændt i det forgangne årti.

Jeg kunne måske efterlyse lidt mere opfindsomme puzzles, eller at Telltale måske lige støvede Bob Gales notater af en ekstra gang for at få kemien helt på plads ... og for FANDEN hvor er jeg træt af den Tales of Monkey Island-styring, der altid sender Marty spurtende i den modsatte retning af hvor jeg ville hen (fat nu, en controller og en mus er ikke det samme, Telltale, for fanden!). Men hey - alle serier skal lige lande på fødderne først.

Back to the Future
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Gennemført stemning, Gode puzzles for adventure-begyndere, flot instruerede cutscenes, fremragende stemmer (man savner næsten ikke Michael J. Fox!)
-
Lidt billig historie, irriterende styring, karaktermodellerne ser alle krumryggede ud

Et andet syn

Lee West anmelder iPad-udgaven

Det er ikke meget jeg kan tilføje til Troels' anmeldelse, da historien og mekanikkerne på de to spil er ens. Til gengæld er der selvfølgelig en stor forskel på hardwaren. Telltale Games har desværre aldrig været god til at programmere til iOS, og det kan også mærkes på iPad-udgaven.

Selv efter en genstart og lukning af alle programmer der kører i baggrunden, hakker og sprutter spillet så meget til tider, at lyden ryger ud af sync. Det er pinligt og uforståeligt, især i betragtning af den forholdsvis simple grafik og de til tider flade teksturer.

Desværre er dette med til at rive en ud af fortællingen gang på gang. Hvor iPad-udgaven brillierer er naturligvis ved touch-interfacet. Trykker du med to fingre får du straks vist hvor du kan klikke, og endnu et tryk sender figuren hen til pejlemærket. Et virtual pad kan også bruges til at styre figuren, og dette virker ganske fornuftigt.

Sammenholdt med de større versioner, skal du derfor gøre op med dig selv, om du virkelig er villig til at udholde hakken og sprutten for at nyde en transportabel udgave af eventyret. Er du det, kan BTTF-spillet lige nøjagtig anbefales, om ikke andet for det nostalgiske gensyn med hovedpersonerne.

6/10
Dette er en annonce: