Få kan sandfærdigt påstå at de er immune overfor Disneys mange magiske fortællinger og personligheder, og derfor har ideen om at deltage i et spilbart eventyr med dem altid forekommet så attraktivt for mange af os spilnydere.

Men Kingdom Hearts-serien, Square Enix' kombination af rollespil og Disney-fortælling, har trods min begejstring for Anders And, Mickey Mouse, Fedtmule og alle de andre, aldrig fanget mig - også selvom serien ellers er gået sin sejrsgang over det meste af verden. Problemerne har altid været for mange, og udvikleren synes altid at have været for doven til at gøre noget ved det.

Dovent er også ordet der render frit rundt i mit hoved, da jeg efter en time med Kingdom Hearts Re:coded er blevet budt på et tykt lag genbrug. I stedet for at byde på et helt nyt eventyr, er DS-eventyret nemlig skruet sammen af adskillige mobiltelefonspil, som oprindeligt kun udkom i Japan. Disse er efterfølgende blevet krydret med baner fra seriens første spil, og kun fået tilsat et minimum af nyheder.

Historien lyder denne gang, at Jesper Fårekylling undrer sig over beskeden "Thank Namine", som står skrevet i hans store eventyrbog, og som nogen vil kunne huske er fra afslutningen af Kingdom Hearts II. Hr. Fårekylling beslutter sig for at gøre noget ved mysteriet, og scanner sammen med Mickey bogen ind i en computer, hvorefter de opdager at en masse fejl har sneget sig ind i den digitale version. Løsningen er at de fremkalder en digital version af Sora, helten fra de tidligere spil, som skal finde den hemmelige beskeds mening, samt udrydde de mange fejl.

På trods af et stort persongalleri som både inviterer Disney-figurer og verdner, samt personligheder fra Square Enix' store bagkatalog, er historien i Re: Coded på alle tidspunkter støj i baggrunden, der kun fungerer som svageligt bindeværk mellem de forskellige baner. Det er ærgerligt, for det er nærmest det eneste man laver ind i mellem de mange kampe.

Uanset hvilken verden du bevæger dig ind i, kan du godt forvente at støde på de velkendte Heartless-fjender - en slags slimede skyggevæsener i forskellige størrelser og udformninger. De skal alle sammen have dask, og fra starten er det så simpelt som at trykke løs på angrebsknappen og glæde sig til sejren, men det ændrer sig dog hurtigt.

For ligesom spillet har lånt sin historie og banedesign fra seriens tidligere spil, er det samme nemlig gjort med kampsystemet. Således har man her lånt "Command Deck"-systemet fra Kingdom Hearts: 358/2 Days, der lader dig sætte dine egne angreb op, og løbende giver dig adgang til dem i kampen. Kampsystemet er dog blevet tilføjet yderligere dybde i form af den såkaldte "Stat Matrix" printplade, som løbende kan udvides med nye computerchips for at åbne op for nye evner.

"Stat Matrix"-systemet er snedig udtænkt og minder på sin vis om "Sphere Grid"-systemet fra Final Fantasy X. De enkelte chips man sætter i printpladen har alle individuelle evner, men alt efter hvordan man sætter dem sammen, og hvilke veje man vælger på printpladen, vil man åbne op for yderligere evner. Dybere bliver systemet kun ved at der på printpladen også sidder processorer, og formår man at sætte nok chips sammen til at forbinde to af disse processorer, vil alle evnerne fra de chips, der sidder mellem dem, få fordoblet deres styrke.

For at kunne benytte sig af alle disse systemer skal der dog indtjenes erfaringspoints, og det er der rig mulighed for. Fordi eventyret denne gang foregår i en digital verden med masser af korrupt data, vil du flere gange støde på de såkaldte "System Areas", sidemissioner fulde af viruslignende Heartless-fjender.

I "System Areas" er det eneste mål at nå til slutningen af missionen, som oftest betyder at man skal kæmpe sig igennem adskillige niveauer. For er give ekstra udfordring vil man i disse missioner flere gange blive tilbudt at væde 10, 30 eller 50% af sin indtjening på en minimission som at blokere et bestemt antal angreb, eller at udslette et bestemt antal fjender på tid. Indtjeningen består i disse missioner af SP-points, som efter gennemførsel vil kunne indløses til både penge, erfaring og specielt potente computerchips.

Det burde alt sammen være underlaget for et ekstremt solidt rollespil, og faktisk er der heller ikke noget i vejen med hverken kampsystemet eller rollespilselementerne. Der er til gengæld noget helt galt andetsteds, og desværre i de selvsamme områder som serien altid synes at fejle.

Kameraet i Kingdom Hearts Re:coded er så komplet ubrugeligt, at man må spørge sig selv om der mon er nogen der har set spillet igennem inden det blev erklæret færdigudviklet. Det er sjældent muligt at se de fjender der angriber Sora, og oftest ved kameraet ikke engang hvordan det skal placere sig i forhold til Sora selv, hvilket betyder masser af kampe hvor man ser ham fra en siden, uden den fjerneste anelse om hvad der ellers foregår.

Det virker også oftest som om udvikleren har prøvet at klemme alt for mange funktioner ned over lommekonsollens knapper, og således skal obskure knapkombinationer oftest kombineres for at opnå de simpleste funktioner. At prøve at fokusere på en fjende lige efter at være blevet fortalt hvordan, kan således være en udfordring, men at huske knapkombinationen der skal til efter at have holdt pause fra spillet i et par timer, bliver hurtig til en prøvelse af din hukommelse og tålmodighed.

Mest ærgerligt er dog, at selv om du måtte have opbygget en tolerance for disse grove fejl ved at spille seriens tidligere kaptitler, er der ikke meget der vil kunne få dig til at se bort fra at Re:coded føles som en stor omgang genbrug. Det virker som om man har set hele eventyret før, og selvom det er lækkert at man enkelte steder laver spillet om til 2d platformspil, strategisk rollespil og actionfyldt skydespil, er det ikke nok til at holde interessen særligt længe.

Kingdom Hearts Re:coded ender som det seneste eksempel på en serie, der kapitel for kapitel ser ud til at være i dårligere og dårligere stand, fordi det nægter at følge med tiden og rette selv de mest basale problemer. Jeg har ingen anelse om hvorfor Square Enix nægter at implementere et ordentligt kamera, hvorfor kontrollen ikke forsimples eller hvorfor det hele skal smage så meget af genbrug, men jeg ved med sikkerhed at jeg ikke kommer til at bruge mere tid på dette fejlede eventyr.