Mit Street Fighter IV-arkadestick er efterhånden godt mørbanket, og det på trods af at jeg allerede én gang har udskiftet dets komponenter med den slags, der findes i arkadehallerne og som efter signende skulle være nærmest uopslidelige. Arkadesticket har endda flere gange tidligere måtte føle min søns kærlighed, når han har forvekslet det med det nyeste legetøj fra Fisher Price, og alligevel har det aldrig set så slidt ud som efter mine mange timer med Marvel vs Capcom 3: Fate of Two Worlds.

Men selv med ømme hænder, slidte knapper og et joystick der har set bedre tider, er jeg stadig vildrede om hvor godt Capcoms nyeste kampspil egentlig er, for hver gang jeg tror at jeg endelig har gennemskuet det, er det som om spillet fuldstændigt skifter retning ved at lære mig noget nyt. Med lad mig starte et mere jordnært sted.

Marvel vs Capcom 3: Fate of Two Worlds er Capcoms forsøg på at genetablere serien på samme måde som de gjorde med det fænomenale Street Fighter IV. Marvel vs Capcom-serien har dog i vid udstrækning altid satset langt mere på afsindigt kombinationsangreb, skærmfyldene eksplosioner, og farvefulde superangreb ikke ulig de tegneserier, som hver gang har inspireret det halve af karakterudvalget.

Formlen er den samme denne gang, og det betyder at du kan besætte dit tre-mands hold med figurer som Captain America, Iron-Man, Hulk, Spider-Man, Phoenix, Thor og Wolverine. Hvis du ikke gider superheltene fra tegneserierne kan du i stedet vælge mellem nogle af Capcoms mest populære helte, som Ryu, Chun-Li, Dante fra Devil May Cry, Viewtiful Joe, Akuma og Chris Redfield fra Resident Evil.

Netop det at mange af figurerne ikke har optrådt i et kampspil før, men i stedet hver har gjort sig i deres egne spil, har Capcom udnyttet til fulde. Viewtiful Joe kan således eksempelvis hive hans Six Machine ind i kampen og gøre bruge af hans VFX-kræfter, mens Chris Redfield kan hive de maskinpistoler, granater og raketværn frem, som han normalt bruger til at bekæmpe zombier i Resident Evil-serien. Der er tydeligvis gjort et stort stykke arbejde ud af at adskille karakterene fra hinanden, samt sørge for at de fremstår tro mod de spil eller tegneserier de oprindeligt stammer fra, og den slags gør det sjovt at opleve dem alle.

Marvel vs Capcom 3 er skruet sammen så det kan spilles på to forskellige måder, og hvor valget af sværhedsgrad normalt ikke betyder andet end forskellige skadesforhold, er det her nærmere valget mellem to forskellige spil.

Vælger man således den nemme måde vil man blive budt på en oplevelse, hvor man nærmest ikke skal andet end at vælge sine figurer, hamre løs på knapperne, og se massive farveeksplosioner fylde skærmen, mens combo-tælleren forpustet prøver at følge med. Fans af tegneserier der muligvis ikke har en baggrund i kampspil vil uden de store problemer kunne nyde denne mulighed, hvor andre nok vil mene at det hele er lidt for automatiseret.

Tager man i stedet beslutningen om at forsøge sig med den normale sværhedsgrad, og forventer man at kunne følge med fordi man har en god kendskab til genren, sætter man sig i position til en virtuel afklapsning af de store. Det vil ikke være noget problem at vinde et par kampe, men inden længe vil man støde på modstandere som bogstaveligt talt nærmest ikke vil lade dit hold ramme jorden, før det sendes til tælling. Hvor det at airjuggle (ramme en modstander i luften uden denne kan forsvare) normalt hører til ekspertteknikkerne, er det i seriens tredje kapitel en ganske almen og nødvendig teknik at lære.

Det stopper dog slet ikke ved airjuggles, og i stedet bør du også forberede dig på at skulle lære teknikker som aircancels, combo-tagging, x-factors, hyper combos og mange flere lignende udvidelser af det, der engang var et simpelt kampspil. Medmindre du har masser af erfaring med seriens tidligere kapitler, virker det alt sammen skræmmende, og derfor har Capcom heldigvis inkluderet karakter-specifikke træningsmissioner. Disse missioner giver en god indledning til potentialet i hver figur, men en mangel er at de ikke viser de specifikke bevægelser, men kun fortæller dig navnet på de bevægelser du skal bruge.

Jo mere tid du bruger på Capcoms nyeste, desto tydeligere vil det også fremstå, at spilbalance ikke nødvendigvis har været et nøgleord under udviklingen. Balance har altid været en mangelvare i Marvel vs Capcom-serien, og Capcom har da heller aldrig lagt skjul på at de med denne serie satser på en spektakulær oplevelse fremfor en med enorm dybde. Det giver dog unægtelig en del frustration for de som tager sig tiden til at lære spillets mange teknikker, og på det nærmeste må se dem alle annulleret af en karakter som konstant gør brug af billige tricks - Arhur, Chris Redfield og Modok værende glimrende eksempler.

Alt dette efterlader mig en smule forvirret, for der er så meget at kunne lide ved Capcoms nyeste kampspil, og samtidigt så meget at være frustreret over. Jeg er helt vild med kaosset, det dybe kampsystem og grafikken, men afskyer på samme tid det afsindigt ubalancerede karaktervalg og de mange billige karakterer der er blevet tillagt udvalget med vilje.

Jeg nyder at slynge en modstander i luften med en combo, indskifte en anden figur som fortsætter angrebet i luften og skifte en tredje figur ind som afslutter med en hyper combo. Omvendt får jeg lyst til at slukke for konsollen når jeg på det nærmeste får hele mit hold udslettet af en lang combo, som jeg ikke har nogen mulighed for at afbryde. Og så fortsætter Capcom for øvrigt den afsindigt kedelige tendens med at afslutte hele oplevelsen med en bosskarakter så tarvelig, at han på det nærmeste kan sidestilles med Seth fra Street Fighter IV.

Af alle Capcoms mange kampspil har Marvel vs Capcom-serien altid været den, jeg har haft sværest ved at begribe, og jeg har ofte hurtigt slukket for konsollen og startet Darkstalkers, Street Figther Alpha 2 eller Street Fighter IV op i stedet. Det kommer til at ændre sig med Marvel vs Capcom 3, for på trods af sine åbenlyse frustrationselementer, er det endelig lykkes Capcom at implementere en bedre dybde, der denne gang ikke gemmes helt så lang væk bag projektilangreb og generelt kaos. Jeg skynder mig derfor at bestille nye dele til mit stakkels arkadestick, og gør mig klar til flere runder med Hulk, Ryu og resten af superheltene.