Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

HARD CORPS: UPRISING

Konami sender os tilbage til 16bit-tiden med det potentielt sværeste actionspil siden det oprindelige Contra: Hard Corps. Læs hvad vi synes om det hele...


Da 16bit var den varmeste form for digital underholdning og ganske få endnu havde hørt om polygoner, 3D-verdner og analogcontrollere, var det Super Nintendoen og Segas Mega Drive der kæmpede om konsolmarkedet - bare ikke herhjemme, for her var der ingen egentlig kamp og Nintendo satte sig hurtigt på markedet.

Den slags gjorde det umiddelbart en smule svært at nyde Mega Drivens mange spileventyr, når man boede i en lille søvnig by i det mørke Jylland. Faktisk var det ikke før "City Kiosken" lettere uvidende besluttede sig for at begynde at udleje Segas konsol, samt en masse af de bedste spil, at undertegnede endelig fik fingrene i godterne - en af de bedste værende Contra: Hard Corps fra Konami.

Hard Corps: Uprising

Spørg enhver der har prøvet spillet, og de vil hurtigt begynde at fortælle dig om et afsindigt actionspil, med et komplet vanvittigt tempo, der konstant smed effekter, bosser og situationer efter spilleren, som hardwaren bestemt ikke var forberedt på. Selvsamme spillere vil samtidig fortælle dig om et actionbrag så djævelsk svært, at få spil i de efterfølgende 17 år har turdet byde på så skyhøj og straffende en udfordring.

Der skal ikke noget geni til at indse at titlerne på Contra: Hard Corps og Hard Corps: Uprising minder om hinanden. Selvom Konami, der står bag begge spil, ikke har skreget højt om det, er her tale om en fortsættelse af serien, der dog foregår før Mega Drive-klassikeren - en såkaldt prequel.

Hard Corps: Uprising

Konceptet er præcis det samme som dengang, og med valget mellem to fremtidige supersoldater, med så naturlige navne som Bahamut og Krystal, skal du skyde løs på alt hvad der bevæger, alt hvad der måske bevæger sig og alt hvad der engang kunne komme til at bevæge sig, men lige nu står stille. Til dette har du valget mellem flere forskellige våben, der dog først skal samles op, og mistes så snart du blot bliver ramt én gang.

Spillets otte forskellige baner kan forsøges på to forskellige måder, og hvor "Arcade Mode" lader dig prøve spillet med et stærkt begrænset antal liv og continues, som stod du den lokale grillbars arkadeflimmer for 20 år siden, er der fyldt væsentlig ekstra indhold i den såkaldte "Rising Mode". Vælger du sidstnævnte mulighed, vil du således have chancen for at veksle dine points til forskellige opgraderinger som ekstra liv, mere livsenergi, mere potente våben, samt muligheden for at starte med andet end en marginalt forbedret slangebøsse.

Hard Corps: Uprising

Det er dog i sværhedsgraden Hard Corps: Uprising minder mest om Mega Drive-originalen, for det er nærmest som om spillet prøver at redefinere hvad der normalt betegnes som et svært spil. Allerede i den første bane bydes man således på en semi-svær bosskamp, der følges direkte op af en sværere bosskamp, som igen følges direkte op af en endnu sværere bosskamp med den første boss, som man troede man havde besejret. Dette bliver naturligvis kun alt sammen et problem, hvis du rent faktisk overlever i så lang tid, for horder af soldater, laserkanoner og fjendtlige robotter vil gøre deres bedste for at holde dig tilbage, og så vil et par pixelperfekte, ganske uventede hop også koste dig et par liv.

Hard Corps: Uprising

Det er alt samme afsindig urimeligt, og medmindre du har bioniske-reflekser vil du ikke have en chance for at overleve størstedelen af spillets senere baner, uden at spille dem igen og igen for at gøre sekvenserne til udenadslære. Det er her du hurtigt vil finde ud af om det er noget for dig. Der vil intet forkert være i at bande spillet til helvede og aldrig røre det igen, faktisk har det været min reaktion på tidligere Contra-kapitler med samme tilgang til spilbalance, men Hard Corps: Uprising er bedre og mere interessant af et par forskellige grunde.

Rising-systemet giver med sine rollespilslignende-elementer god grund til at blive ved med at spille, og så er kontrollen skarp, specielt når du udvider sortimentet af bevægelser. De forskellige verdener differentierer sig også kraftigt i forhold til hinanden, hvilket særligt er imponerende fordi tempoet hele tiden er skyhøjt. Vigtigst af alt sørger spillet dog hele tiden for at bekræfte dig, i at du rent faktisk bliver bedre, og bosser som en time tidligere virkede umulige, er pludseligt mulige at besejre uden at miste et eneste liv.

Hard Corps: Uprising

Det er sagt så mange gange før, men har sjældent passet bedre end det gør her, for Hard Corps: Uprising er bestemt ikke et spil for alle. De 1200 Microsoft Points actionbraget koster kan meget vel ende med at være de 1200 points du hurtigst kommer til at ønske du ikke havde brugt, men kan på den anden side også ende med uigenkaldeligt at minde dig om hvad spillene tabte da de sagde farvel til 16bit-tiden.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Præcis kontrol. Rising-mode. Co-op både lokal og over nettet.
-
Straffende. Sværhedsgraden kræver udenadslære.
BETA +